Europæiske lande har i årevis talt om ønsket om at blive mere selvforsynende med energi og mindre afhængige af fossile leverancer udefra.
Men ambitionerne blev for alvor omsat til handling, da Rusland invaderede Ukraine i 2022, og EU på rekordtid måtte finde nye veje til at sikre gas til husholdninger og erhverv.
Løsningen blev i høj grad USA.
Amerikansk flydende gas strømmede til Europa og blev afgørende for at holde energisystemerne kørende, efter at russiske leverancer næsten forsvandt.
Samarbejdet gav stabilitet i en akut krise, men skabte samtidig en ny afhængighed.
I dag er USA Europas største leverandør af flydende naturgas.
Netop den afhængighed fylder mere og mere i den energipolitiske debat i EU – og er bestemt ikke blevet mindre efter Trumps interesse i Grønland.
Læs også: Trump vil have Grønlands guld
For hvad sker der, hvis energiforsyning igen bliver et udenrigspolitisk pressionsmiddel – denne gang fra Washington?
Det spørgsmål ligger under overfladen, når en række europæiske kystlande nu lancerer et fælles løfte om massiv udbygning af havvind.
Et vindløfte i Nordsøen
Mandag den 26. januar samledes energiministre fra ti europæiske lande i Hamburg.
Her forpligtede landene sig til at opføre mindst 100 gigawatt ny havvind i Nordsøen og tilstødende farvande frem mod 2030.
Aftalen omfatter blandt andre Danmark, Norge, Tyskland, Holland, Belgien og Storbritannien og bygger videre på et langsigtet mål om 300 gigawatt havvind i 2050.
Det er en udbygning, der i energimæssig skala kan sammenlignes med hele EU’s nuværende elforbrug fra kul.
Officielt handler samarbejdet om klima, grøn omstilling og lavere CO2-udledning.
Men der er også en mere strategisk begrundelse: havvind ses i stigende grad som et værn mod Europas afhængighed af amerikansk gas.
Fra russisk gas til amerikansk afhængighed
Da EU efter invasionen af Ukraine besluttede at skrue ned for importen af russisk gas, opstod der hurtigt et gab i energiforsyningen.
Læs også: Slut med russisk gas
Det blev i vid udstrækning udfyldt af flydende naturgas fra USA, som kunne sejles til europæiske havne og genforgasses.
Ifølge Reuters stod USA i 2025 for omkring 57 procent af EU’s samlede LNG-import.
Gas bruges ikke kun til elproduktion, men også til opvarmning, industri og som backup i elnettet, når vind og sol ikke leverer.
Også i Danmark spiller gas fortsat en rolle i energisystemet, selv om elproduktionen i stigende grad er baseret på vind.
Gas anvendes blandt andet i fjernvarme og som fleksibel reserve, når forbruget topper.
Ifølge DR har stigende gaspriser og Europas afhængighed af amerikanske leverancer allerede sat sit præg på både energimarkedet og den politiske debat.
Gas som geopolitisk pressionsmiddel
Afhængigheden af USA bekymrer ikke kun energianalytikere, men også politiske eksperter.
I Politiken har flere eksperter advaret om, at amerikansk gaseksport i fremtiden kan blive brugt som et strategisk værktøj i udenrigspolitikken – særligt hvis Donald Trump igen får øget indflydelse på amerikansk energipolitik.
Trump har tidligere været villig til at bruge handel og energi som pressionsmidler over for allierede.
Samtidig har han åbent kritiseret vindenergi og signaleret modstand mod nye grønne projekter.
Læs også: Status på Trumps politikker: Sådan påvirker det miljø & klima
Det gør Europas situation mere sårbar.
For mens USA i dag leverer gas af økonomiske grunde, er der ingen garanti for, at energipolitikken ikke kan ændre karakter, hvis magtbalancen forskydes.
Havvind som strategisk forsikring
Det er netop her, havvind-samarbejdet får en ny betydning.
Ifølge Reuters betragter flere europæiske regeringer udbygningen af fælles havvind ikke blot som klimapolitik, men som en strategisk forsikring mod fremtidige energikriser.
Ved at koble elnettene tættere sammen og dele produktion på tværs af landegrænser kan Europa i højere grad udnytte sine egne ressourcer.
Vind blæser sjældent ens i hele regionen på samme tid, og et sammenkoblet system kan derfor skabe større stabilitet end nationale løsninger.
Samtidig reducerer det behovet for gasfyrede kraftværker som backup, især på længere sigt.
Men gas forsvinder ikke i morgen
Det betyder dog ikke, at Europa står på tærsklen til fuld energiuafhængighed.
Gas vil også i de kommende år spille en rolle i energisystemet, især som fleksibel kapacitet, når vedvarende energi ikke slår til.
Udbygning af havvind i den skala, som landene har forpligtet sig til, tager tid.
Tilladelser, netforbindelser, investeringer og lokal modstand kan forsinke projekterne, og industrien har allerede advaret om flaskehalse i leverandørkæderne.
Alligevel tegner aftalen en tydelig streg i sandet.
Hvor Europas energipolitik tidligere har været præget af afhængighed – først af Rusland, siden af USA – er kursen nu sat mod større selvstændighed.
Havvinden løser ikke Europas energiproblemer alene.
Men den sender et klart signal: energi handler ikke længere kun om klima og priser.
Det handler også om magt, sikkerhed og politisk handlefrihed.
