En grøn ønskeliste: 9 bæredygtige ønsker til denne jul

Julen behøver ikke handle om nye ting og lange ønskelister. Med lidt omtanke kan ønskerne i stedet bringe glæde – uden at fylde hverken skufferne eller klimaaftrykket. Her får du 9 idéer til gaver, der giver mening – for både dig og planeten.
Ønskeliste til jul
AI-genereret billede

Kender du det: Der er en måned til jul, og det virker til, at alle dine nærmeste allerede er i gang med juleræset. Din mormor ringer til dig hver anden dag for at få din ønskeliste, og din hjerne er helt blank for idéer. Du har måske haft et par tanker i løbet af året, men du har fuldstændig glemt, hvad det var, eller måske endda købt tingene selv i mellemtiden. Du ender med at give et par ønsker, som du egentlig ikke er sikker på, og kort efter jul ender de nyanskaffede gadgets i skuffen med tingene fra sidste år.

Juleræset kan være enormt ubæredygtigt – vi giver bare for at give, og vi ønsker bare for at ønske. Men hvad nu hvis vi kan finde på ønsker, der rent faktisk bringer glæde til vores liv, samtidig med at de ikke bidrager til overforbrug? Det forsøger vi at hjælpe dig med i denne artikel.

1. Oplevelser

Oplevelsesgaver er blevet enormt populære at både få og give over de sidste 10 år – især med koncepter som GoDream og Smartbox.

Det er selvfølgelig ikke alle oplevelser, der er bæredygtige, men ofte kan du med et gavekort vælge mere specifikt, hvad det skal bruges på, og dermed selv vælge en bæredygtig oplevelse.

Du kan også på din ønskeliste skrive mere specifikke oplevelser, hvis der er noget, du ved, du gerne vil. Det kan fx være:

  • Gavekort til velvære: massage, ansigtsbehandlinger eller andre specifikke behandlinger
  • Naturoplevelser i Danmark (fx via https://ourstuff.dk/)
  • Tur på keramikværksted eller andre krea-oplevelser

2. Service/hjælp

Noget af det mest dyrebare, man kan få, er en anden persons tid – derfor kan du fra dine nærme ønske dig en service i gave. Det kan være, at du har nogle ting i hjemmet, der skal ordnes – eller nogle ærinder, du ikke kan klare selv.

De fleste mennesker elsker at hjælpe dem, de holder af – derfor kan det også være en dejlig gave at give for dem, du ønsker dig det fra. Her er eksempler på opgaver, du kan ønske hjælp til:

  • Pasning af børn
  • Handyopgaver i hjemmet: hænge lamper eller gardiner op, male køkkenet etc.
  • Hjælp til afhentning af møbel – afsætning af ting på genbrugsstation

3. DIY-ting

Hvis du er heldig, kender du en masse mennesker, der er gode til at kreere. Hvis du gør det, er dette et oplagt ønske. Du kan ønske dig specifikke ting fra folk, du ved, er gode til fx at sy, lave malerier, strikke etc.

Her kan du selv være kreativ – men husk ikke at forlange for meget. DIY-ting tager ofte lang tid, så du skal helst også være sikker på, at det er noget, du bliver glad for. Her er eksempler på, hvad du kan ønske dig:

  • Hjemmestrikket/-hæklet sweater, vest eller bamse
  • Hjemmelavede (duft)lys af bivoks eller soja
  • Hjemmelavet personlig pleje af naturlige ingredienser
  • Renoverede møbler
  • Syning af ødelagt tøj
  • Keramikkrus eller skåle

4. Gavekort til genbrug

Mange genbrugsbutikker har gavekort, man kan købe – på samme måde som andre butikker. Ønsk dig gavekort til dine yndlingsgenbrugsbutikker. Her er eksempler på nogle steder, man kan købe gavekort til:

  • Røde Kors
  • Veras Vintage
  • Kirppu
  • Humana Second Hand

Nogle steder som Veras Vintage eller Kirppu kan du endda bruge gavekortene både til at købe genbrug, men også til stande, hvor du selv kan sælge dine brugte genstande.

5. Velgørende formål

Synes du, at du har ALT for mange ting – og vil du hellere have, at folk bruger deres penge, hvor der virkelig er behov? Så kan du overveje at ønske donationer til velgørende formål. Du kan enten vælge et specifikt formål eller sige til folk, at de selv kan vælge.

Velgørenhedsorganisationer som Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp har fx lavet koncepter, hvor du giver bestemte ting i gave: en ged eller en køkkenhave til familier i nød, en skolepakke til et udsat barn eller merchandise, hvor overskuddet går til organisationen.

En klassiker er også at ønske sig et plantet træ. Der findes efterhånden mange udbydere af dette.

6. Bæredygtige swaps

Har du i et stykke tid gået og overvejet, om du burde anskaffe dig et genbrugskrus, så du kan undgå engangskopper? Eller tænkt på at skifte den flydende shampoo ud med en fast bar? Julen kan være en god anledning til at tage springet og lave skiftet.

Her er eksempler på bæredygtige swaps:

  • Genanvendelige mad- og drikkebeholdere (madkasser og drikkedunke i rustfrit stål etc.)
  • Genanvendelig “køkkenrulle” lavet i stof
  • Hård shampoo, bodywash og håndsæbe
  • Termokopper til to-go-kaffe og te

Du kan med fordel opfordre dine venner og familie til at købe brugt af en del af ovenstående ting, så der spares på ressourcerne.

Husk også ikke at smide de engangsting ud, du allerede har. Brug dem færdigt, før du tager dine nye ting i brug.

7. En bæredygtig hobby

Er du blevet lidt lun på en hobby, men har svært ved at starte den? Det kan være, at du virkelig gerne vil lære at sy, reparere cykler, tørre blomster eller bygge dine egne møbler. Tænk over, hvad der skal til for, at du kan starte den hobby op – og ønsk dig så det. Det kan være:

  • Bestemt værktøj eller andet grej
  • Et kursus
  • En bog om emnet
  • Tid med en ven, der vil starte den sammen med dig

Husk også her, så vidt muligt, at opfordre til brugte køb – især hvis det er en hobby, der kræver meget grej.

8. Planter

Planter kommer i mange former, størrelser og formål. De kan både bruges til at forbedre indeklimaet i hjemmet, forsyne dig med mad eller bare være dejlige at se på. Når du ønsker dig planter, kan du vælge at spørge efter noget specifikt, eller du kan lade det være op til gavegiveren.

Du kan også ønske dig stiklinger af bestemte planter, dine nære allerede har – hvis du fx har spottet en plante i en andens hjem, du er lidt misundelig på.

9. Ting du mangler – men brugt

Skulle du alligevel komme i tanke om noget, du mangler, kan du vælge at gøre ønsket lidt mere bæredygtigt ved at bede om det brugt.

Skriv tydeligt på din ønskeliste, at du foretrækker at få en brugt version af produktet – så hjælper du gavegiveren over den barriere, der er, når man køber brugte gaver.

En ønskeliste, der hjælper dine nærmeste med at give en god gave

Når du skriver din liste, er det altid godt at tænke på, hvem du skriver den til. Nogle mennesker skal du give en meget tydelig forklaring til, og andre vil helst have mulighed for at komme på idéer selv. Her kan du vurdere, hvordan du hjælper gavegiveren bedst.

Selvom vi nogle gange kan føle, at ønskelister bliver materialistiske og grådige, skal vi huske på, at en god måde at undgå overforbrug på, er ved ikke at købe unødvendige ting. Ved at lave en udførlig og god ønskeliste kan du hjælpe dine gavegivere i den rigtige retning.