Kort efter et orange protestflag blev synligt foran DR’s kameraer ved gardervagtskiftet nytårsaften, bredte forargelsen sig i de danske stuer.
I dagene efter tog kritikken til, efterhånden som privatvideoer af protesten, artikler og vrede kommentarer florerede på sociale medier.
Organisationen Nødbremsen, der stod bag protesten, blev mødt af massiv modstand og anklager om både respektløshed, selviscenesættelse og manglende effekt.
Læs også: Kongens nytårstale endte i kaos: Klimaaktivist skubbet væk foran DR’s kameraer
Faktor har derfor henvendt sig til Nødbremsen for at få de centrale kritikpunkter på bordet og give organisationen mulighed for at svare direkte.
Vi har talt med Clotilde Armand Prætorius, som repræsenterer Nødbremsen, og til daglig er gymnasielærer og underviser i fysik.
Herunder er Faktors spørgsmål og Clotilde Armand Prætorius’ svar.
Hvad var det helt konkrete formål med at afbryde vagtskiftet efter kongens nytårstale – hvad ønskede I at opnå netop dér og netop på det tidspunkt?
“
Protesten var ikke imod Kongehuset, men der er intet og ingen, der trækker frinummer fra klimakollapset, og hvis politikerne ikke snart indser det og viser det i deres politik, så bliver det desværre svært at holde nytårs aften i fremtiden.
Formålet var at bringe fokus på det klimakollaps, der lige nu truer vores fremtid og livsgrundlag, og som vores regering med åbne øjne eskalerer, ved at blive ved med at starte fossile projekter som fx at åbne nye gasfelter og bygge nye motorveje, selvom de udmærker godt ved, at det binder os til en fossil fremtid, som planeten ikke kan tåle.
Var protesten planlagt på forhånd uanset, hvad kongen sagde – eller var den en direkte reaktion på, at klimaet ikke blev nævnt i talen?
“
Protesten er en reaktion på regeringens eskalering af klimakollapset, og vi havde altså udført den, uanset hvad Kongen havde sagt.
At hverken Kongen eller statsministeren nævner klimaet, som er nutidens største trussel, i deres tale, tydeliggør dog behovet for, at vi som civilsamfund insisterer på at bringe det på bordet.
Det er desværre symptomatisk for den retorik og politik vi har set i årtier.
Politikerne har kendt til alvoren af klimakollapset længe, men de vælger at ignorere det for at køre business as usual, selvom det er på bekostning af milliarder af menneskeliv.
Reaktionerne på sociale medier har i overvejende grad været vrede og kritiske. Hvordan tolker I den massive modstand, I møder fra helt almindelige danskere?
“
Som udgangspunkt forstår jeg godt den umiddelbare frustration.
Selvfølgelig er der mange, der bliver utilfredse over at få afbrudt noget, de har glædet sig til at se.
Jeg håber dog, at folk også tager hjem og tænker over proportionerne i det.
At det er en meget lille forstyrrelse sammenlignet med dem, klimakollapset bringer med sig.
Jeg tror, at mange mener, at denne slags “politiske emner” ikke passer ind på sådan en aften, og at vi bør holde os til at skrive om det i debatindlæg mv.
Her vil mit svar være, for det første at vi også bruger rigtig meget tid på at skrive debatindlæg og gå til “almindelige” demonstrationer.
At den brede klimabevægelse har gjort det i årtier, men at det tydeligvis ikke har været nok.
Regeringen bliver ved med at lægge planer, der udleder enorme mængder CO2. De eskalerer klimakollapset, og derfor er vi desværre også nødt til at protestere på en måde, der tilsvarer situationens alvor.
Det er ikke rart at se realiteten i øjnene, nemlig at vores planet, samfund og livsgrundlag smuldrer mellem fingrene på os, og at regeringen ikke har tænkt sig at gøre noget ved det.
Men det er simpelthen nødvendigt, hvis vi vil have en fremtid.
Har I internt diskuteret, om jeres strategi bør justeres i lyset af den massive kritik, I møder?
“
Civil ulydighed har altid været hamrende upopulært, men det har også været en del af mange store samfundsændringer gennem historien – borgerrettighedsbevægelsen, kampen for kvinders stemmeret, arbejderbevægelsen, osv.
Mange af de rettigheder, vi har i dag, ville vi ikke have haft, hvis ikke det var fordi, nogle så nødvendigheden for civil modstand.
Det er aldrig rart at forstyrre folk eller gøre folk vrede, men desværre kan det være nødvendigt, når vores fremtid er i fare, og ingen gør noget for at stoppe det.
Det er forventeligt, at vi møder kritik, og det er en del af civil ulydighed, så vi kommer heller ikke til at ændre strategi af den grund. Vi fortsætter med at gøre fredelig civil modstand, indtil regeringen ændrer kurs og viser, at de vil beskytte liv.
Ser I protesten ved Amalienborg som en succes – og i så fald: hvordan måler I selv, om en protest har virket?
“
Målet er jo, at regeringen tager klimakollapset alvorligt, og det er ikke sket endnu.
Vi tror ikke, at en enkelt protest kan ændre det hele, men jo mere vi snakker om klimakollapset, kræver handling fra regeringen og insisterer på vores ret til en sikker fremtid, desto bedre.
Og protesten har da i hvert fald sat gang i snakken, må man sige.
Nogle danskere peger på at jeres klimaaktioner handler mere om selvrealisering end at skabe faktisk samfundsændringer. Er der noget sandhed i det?
“
Det er der bestemt ikke.
Der er ingen i Nødbremsen, der synes det er sjovt eller fedt at forstyrre andre mennesker.
Vi gør det, fordi det er nødvendigt, og fordi vi har demonstreret på andre måder i mange år, men uden der er sket noget fra den politiske side.
Spørgsmålet er også – hvad er det proportionelle svar til at vores fremtid er ved at blive smadret?
Vi handler fordi det er nødvendigt, og fordi at en lille forstyrrelse nytårsaften er så uendeligt meget mere overkommeligt end de farer, klimakollapset bringer med sig.
Kan I pege på konkrete politiske beslutninger eller ændringer, som I mener jeres protester har bidraget til?
“
Som sagt tror vi ikke på, at den enkelte protest kan gøre den forskel, der kræves. Men vedholdende modstand virker.
Det har vi set historisk og nutidigt, også i klimabevægelsen – fx for XR i Holland eller Just stop oil i UK.
Jeg synes til gengæld, jeg kan høre, at retorikken om klimakollapset ændrer sig, og det tror jeg, vi bidrager til.
Forskning viser, at forstyrrende aktivisme faktisk kan skabe større modstand mod en sag, så hvorfor vælger I lige netop denne form for aktivisme?
“
Ja, forskningen viser, at forstyrrende protester kan skade det konkrete krav, man peger på. Men den viser også, at de på samme tid oftest skaber større opbakning til det overordnede formål, og det er det vigtigste.
Mener I, at det er acceptabelt, at jeres protester kan skabe utryghed, vrede og forstyrre mennesker, som ikke har direkte politisk magt?
“
Vi er kede af, hvis folk har følt sig utrygge.
Vi prøver altid at udføre vores protester så fredeligt som muligt, og har protestprincipper, der sørger for, at gøre det så trygt og sikkert for både os selv og alle andre, der er til stede.
Forstyrrelsen er princippet bag civil ulydighed.
Det er ikke sjovt at gøre folk vrede eller frustrerede, og jeg forstår godt, at folk kan blive det, men man kan også vende den om, og sige: er det acceptabelt at vi har en regering, der med åbne øjne styrer os dybere ned i et klimakollaps, som betyder mangel på rent drikkevand og mad i fremtiden?
Og hvorfor er vreden ikke lige så stor mod dem?
Hvor går jeres egen grænse for civil ulydighed – er der handlinger, I ikke vil tage i brug, også selvom klimakrisen er akut?
“
Det, vi ønsker, er en fredelig og ikke-voldelig fremtid for så mange mennesker og dyrearter som muligt.
Det er derfor, vi protesterer mod en voldelig politik, der sætter liv i fare, og derfor er vores protester altid fredelige og ikke-voldelige.
Vi gør aldrig noget, der skader mennesker.
Hvis I skulle forklare jeres handlinger direkte til en familie, der oplevede protesten som provokerende eller respektløs, hvad ville I så sige til dem?
“
Jeg ville sige, at jeg udmærket forstår, at sådan en protest kan være frustrerende.
Men videnskaben siger det så tydeligt, at vi kigger ind i en fremtid, hvor vores børn står til at skulle udkæmpe krige om rent drikkevand og mad.
Politikerne har vidst det i årtier.
Demonstrationer, læsebreve, debatindlæg er blevet udført og skrevet i årtier.
Alligevel viser regeringen, at de ikke har tænkt sig at beskytte vores fremtid. Hvad gør vi så?
Skal vi acceptere, at det er sådan det er, og håbe på, at det ændrer sig, når vi går til stemmeurnerne næste gang?
Eller skal vi lave et lille fredeligt opråb nu, der kræver, at de folkevalgte tager deres ansvar seriøst og beskytter liv?
Når handlingen splitter
Protesten ved Amalienborg har sat gang i en heftig debat om grænserne for protest, civil ulydighed og den rolle, klimakrisen bør spille i fælles, nationale øjeblikke.
For Nødbremsen handler aktionen ikke om symboler eller opmærksomhed for opmærksomhedens skyld, men om at tvinge klimakrisen ind i et offentligt rum som et opråb mod den manglende politiske handling.
Om metoderne skaber mere modstand end opbakning, eller om de på sigt bidrager til reel politisk handling, er fortsat et åbent spørgsmål – og et, der deler befolkningen markant.
Alt andet lige kan man ikke benægte, at Nødbremsen vælger at handle i en situation, hvor mange forholder sig passive.
Og det rejser et grundlæggende spørgsmål:
Er det værre at gøre noget, der risikerer at øge klimamodstanden – end slet ikke at gøre noget?
