Arktis er det sted i verden, hvor temperaturerne stiger hurtigst.
Ofte bliver klimaforandringer i regionen beskrevet ved hjælp af nøgletal, der fx kvantificerer de gradvist varmere vintre, den stigende eller aftagende mængde nedbør og den langsomme, men vedvarende, optøning af permafrosten.
Det kan give et indtryk af, at klimaforandringer primært udmønter sig i gradvise, men relativt stabile ændringer.
Ifølge ny forskning er det dog ikke retvisende at opstille tingene på den måde.
Det er nemlig de ekstreme vejrhændelser – de store, pludselige udsving – der for alvor former de arktiske økosystemer og påvirker hele klodens klima.
Det er hovedbudskabet i en ny videnskabelig artikel af professor Torben R. Christensen fra Aarhus Universitet, offentliggjort i tidsskriftet Science Advances.
Artiklen peger på, at Arktis er trådt ind i en “ny æra af bioklimatiske ekstremer”, hvor hændelser som hedebølger, tørke, regn på sne og pludselige tø-perioder om vinteren optræder oftere, med mere kraft og over større områder end tidligere.
Når få dage ændrer hele økosystemer
Traditionelt har meget klimaforskning fokuseret på nøgletal, gennemsnit og procentvise stigninger: middeltemperaturer, årlige nedbørsmængder og langsigtede trends som “Arctic greening”, hvor vegetationen breder sig nordpå.
Ifølge Torben Christensen giver det dog et ufuldstændigt billede.
Ekstreme hændelser kan nemlig på få dage presse planter og dyr ud i uafvendelige kriser og udløse forandringer med vidtrækkende, ofte uoverskuelige konsekvenser.
Et ofte fremhævet eksempel er regnvejr på sne: Når mild luft og regn rammer et snedækket landskab, fryser vandet til et hårdt islag.
Det kan “indkapsle” vegetationen og på den måde gøre den utilgængelig for græssende dyr som moskusokser og rensdyr.
Resultatet kan være omfattende dødelighed i dyrebestandene – selv efter én enkelt hændelse.
På samme måde kan kombinationen af hedebølger og tørke om sommeren føre til visneskader på buske, udtørring af jorden og betydelige ændringer i, hvordan kulstof udveksles mellem jord, planter og atmosfære.
Analyser af vejrdata over syv årtier viser, at næsten en tredjedel af Arktis’ landområder i dag oplever forskellige typer af ekstreme begivenheder, som stort set ikke fandte sted i midten af det 20. århundrede.
Situationerne er kortvarige og akutte, men konsekvenserne kan præge økosystemernes struktur og funktion langt ud i fremtiden.
Lokale chok med globale konsekvenser
Ifølge forskningen er ekstremvejr i Arktis ikke blot et regionalt problem.
Når vegetation går tabt, mindskes områdets evne til at optage CO₂.
Når permafrosten tør, kan store mængder drivhusgasser som CO₂ og metan slippe ud i atmosfæren.
Samtidig kan ændrede sne- og isforhold påvirke Jordens albedo – evnen til at reflektere sollys – hvilket yderligere kan forstærke den globale opvarmning.
Dermed kan ekstreme hændelser i Arktis fungere som en form for klimamæssige “feedback-mekanismer”, der refleksivt accelererer de globale klimaforandringer.
Det gør det vanskeligere, for ikke at sige umuligt, at forudsige fremtidige udslip af drivhusgasser og det gør de klimamodeller, der primært er baseret på gennemsnitsforhold, mindre relevante som grundlag for klimaprognoser.
Et opgør med ideen om “gradvished”
Christensen understreger, at både beslutningstagere og forvaltning må tage højde for pludselige og kraftige påvirkninger.
Infrastruktur, der er designet til langsom opvarmning, kan bryde sammen under hurtig tø-perioder eller oversvømmelser.
Naturforvaltning og beredskab i arktiske samfund skal i højere grad planlægges ud fra hypotetiske konsekvens-scenarier, hvor man i mindre grad forsøger at forstå klimaets udvikling som en serie af gradvise, sekventielle hændelser.
For at kunne gøre det kræver forskningen to centrale tiltag.
For det første en mere tæt og langvarig overvågning i Arktis, hvor vejrstationer, satellitdata og økologiske målinger kan kobles.
For det andet en videreudvikling af jord- og klimasystemmodeller, så de ikke kun kan håndtere middelværdier, men også hyppighed, intensitet og sammensatte ekstreme begivenheder, der fører til pludselige kædereaktioner.
“Den kogte frø-effekten” beskriver en situation, hvor små, gradvise forandringer til sidst bliver fatale.
Argumentet er, at frøer, efter sigende, lader sig koge ihjel, hvis man putter dem i en gryde med vand og langsomt hæver temperaturen.
Det er dog baseret på en grundlæggende misforståelse og forskere har påpeget det faktum, at frøer instinktivt forlader områder med for høj eller lav varme – uanset om man ændrer temperaturen aldrig så gradvist og forsigtigt.
Sorte svaner
Det er ikke kun på klimaområdet, hvor videnskaben – ifølge visse skeptikere – utilsigtet skaber illusioner om gradvise, stabile ændringer.
I 2007 udgav børsmægleren Nassim Nicholas Taleb bogen, “The Black Swan”, hvor han fremfører det argument, at netop denne tendens til at mistolke historisk (økonomisk) data, var med til at udløse subprime-finanskrisen.
Ifølge Taleb har vi mennesker en naturlig tendens til at skabe narrativer med tilbagevirkende kraft, så enhver samfundsændring fremstår som en logisk konsekvens af alt foregående.
Det kan skabe en illusion om, at fremtiden ligeledes er defineret af logiske, rationelle hændelser – og ikke af pludselige krige, naturkatastrofer eller pandemier.
Det er på mange måder den samme type tænkning, som er kommet til at præge dele af klimadebatten.
Det store fokus på emissionstal og temperaturer kan ikke rigtig hjælpe os med for alvor at forudse, hvad fremtiden bringer.
Arktis er nemlig ikke blot ved at blive varmere – det er ved at blive mere ustabilt og uforudsigeligt.
Og i denne ustabilitet ligger nogle af de største risici for både lokale økosystemer og det globale klima.
