Kort før åbningen af FN’s klimakonference COP30 i Belém, Brasilien, lød der en dyster advarsel fra konferencens præsident, den brasilianske diplomat André Corrêa do Lago.
Ifølge ham har de rige lande mistet entusiasmen i kampen mod klimakrisen, mens Kina – verdens største udleder af drivhusgasser – paradoksalt nok er blevet frontløber inden for grøn energi. Denne udtalelse sætter tonen for en konference, hvor spændingerne mellem det globale nord og syd igen står centralt, og hvor spørgsmål om ansvar, tempo og finansiering præger forhandlingerne.
Corrêa do Lago pegede i sin tale på, at udviklingslandene – det såkaldte globale syd – i stigende grad viser handlekraft, mens de rige nationer tøver. “Den faldende entusiasme i det globale nord viser, at det globale syd bevæger sig,” sagde han og fremhævede, at denne udvikling har været i gang i flere år, men først nu for alvor får international opmærksomhed. Han brugte Kina som eksempel på, at store økonomier uden for Vesten kan tage lederskab. Kina er i dag både verdens største udleder og verdens førende producent af grøn teknologi. Disse investeringer ikke blot er til gavn for landet selv, men for hele verden, fordi teknologien er blevet så billig og udbredt, at den gør grøn omstilling mere realistisk globalt.
Samtidig udtrykte Corrêa do Lago kritik af de vestlige lande, som ifølge ham klager over konkurrence fra kinesisk teknologi i stedet for selv at øge deres indsats. Dette udsagn rammer et ømt punkt i den internationale klimadebat, hvor økonomiske interesser og grøn politik ofte kolliderer. Mange vestlige regeringer har de seneste år prioriteret økonomisk stabilitet og energisikkerhed over ambitiøse klimamål, særligt efter energikriser og inflation.
Konferencens hovedmål: handling frem for løfter
COP30, der finder sted i hjertet af Amazonas, samler ministre og embedsmænd fra 194 lande med det overordnede mål at holde den globale temperaturstigning inden for 1,5 grader – grænsen fastlagt i Paris-aftalen fra 2015. Fokus i år er især på “implementation”: Altså at gøre de allerede afgivne løfter til virkelighed. Ifølge Brasilien skal konferencen munde ud i en konkret plan for at udfase fossile brændsler, tredoble produktionen af vedvarende energi inden 2030 og fordoble energieffektiviteten.
Men ikke alle deltagere mener, at det er nok. Alliancen af små østater (AOSIS), som repræsenterer lande særligt udsatte for havstigninger, kræver en langt mere ambitiøs kurs. Palau’s FN-ambassadør Ilana Seid udtalte, at det er nødvendigt med en global køreplan for dybere reduktioner i udledningerne, hvis verden ikke skal miste sit kompas. “Målet om 1,5 grader må være vores nordstjerne,” sagde hun. “Vi må erkende, at vi kollektivt halter bagud, og vi må reagere.”
Denne splittelse mellem pragmatisk implementering og behovet for nye forpligtelser illustrerer den klassiske konflikt mellem de industrialiserede lande og de fattigere nationer, som både rammes hårdere af klimaforandringerne og har færre ressourcer til at tilpasse sig. De kræver derfor, at de rige lande lever op til løfterne om klimafinansiering, så de kan beskytte sig mod oversvømmelser, tørke og andre katastrofer.
En aftale i modvind: Methanløftet under pres
Midt i forberedelserne til COP30 afslørede The Guardian dog, at et af de vigtigste løfter fra tidligere klimakonferencer allerede er ved at smuldre. Det såkaldte Global Methane Pledge, som blev vedtaget på COP26 i Glasgow i 2021, forpligtede 159 lande til at reducere deres metanudledninger med 30 procent inden 2030. Metan er en særligt kraftig drivhusgas – 80 gange stærkere end CO₂ – og står for omkring en tredjedel af den nuværende globale opvarmning.
Men nye data fra analysefirmaet Kayrros viser, at udledningerne fra flere af de største underskrivere faktisk er steget. USA, Australien, Kuwait, Turkmenistan, Uzbekistan og Irak har tilsammen øget deres metanudslip med 8,5 procent siden 2020. Særligt de amerikanske olie- og gasoperationer står for en stigning på hele 18 procent. Ifølge Antoine Rostand, direktør for Kayrros, er resultaterne alarmerende: “På trods af løfter år efter år og en stadig forværret klimakrise, stiger metanudledningerne. Det viser vores analyse tydeligt.”
Eksperter som Durwood Zaelke fra Institute for Governance and Sustainable Development mener, at de frivillige aftaler ikke længere er tilstrækkelige. Han argumenterer for, at der nu må indgås en bindende global aftale om metan, da de eksisterende løfter ikke har haft reel effekt. Uden en sådan indsats risikerer verden at overskride flere klimatiske tipping points – irreversible ændringer i klimasystemet.
Et symbolsk og geografisk valg
At COP30 finder sted i Belém, en by midt i Amazonas, er ikke tilfældigt. Regionen symboliserer både klodens lunger og et af de mest truede økosystemer. Skovrydning og stigende temperaturer har allerede gjort store dele af regnskoven sårbare. Værtslandet Brasilien, under præsident Luiz Inácio Lula da Silva, ønsker at bruge konferencen til at vise sin genvundne klimaprofil efter år med øget skovrydning under forgængeren Jair Bolsonaro. Men selvom Brasilien satser på dialog og kompromis, synes uenighederne om konferencens dagsorden uundgåelige.
Corrêa do Lago og det brasilianske formandskab har brugt over et halvt år på at forsøge at undgå konflikter ved åbningen, men striden om, hvad der skal stå øverst på dagsordenen – nye mål eller implementering af gamle – er stadig uafklaret. Dermed tegner COP30 allerede til at blive endnu en intens kamp mellem ambition og realpolitik.
Et skridt frem, to tilbage?
Der tegner sig et billede af en global klimakamp, der står i stampe. De fattige lande kræver handling og støtte, de rige lande mister momentum, og de frivillige løfter viser sig måske at være utilstrækkelige. Samtidig tilbyder Kina en model for hurtig grøn omstilling, men også en konkurrence, som Vesten tøver med at møde.
André Corrêa do Lago’s budskab er derfor både en advarsel og en opfordring: hvis de rige lande ikke genfinder deres vilje til at lede, vil det globale syd – med Kina i spidsen – tage stafetten. Og måske er det netop dér, håbet ligger: at løsningerne på klimakrisen ikke længere kun skal komme fra de gamle stormagter, men fra nye aktører, der tør handle, hvor andre tøver.
