Danish Crowns møder kritik af planer om øget svineproduktion på Sjælland

Danish Crown vil udvide svineproduktion i Danmark markant. Det skaber bekymring hos flere interesseorganisationer. Dyrenes Beskyttelse argumenterer for, at Fødevarestyrelsen ikke længere har kapacitet til at kontrollere forholdene for så mange dyr, og foreningen Frie Bønder - Levende Land fremhæver de potentielle helbredsrisici.
AI-genereret billede
AI-genereret billede

Foreningen Frie Bønder – Levende Land udtrykker i en pressemeddelelse skarp kritik af den internationale fødevarekoncern Danish Crowns planer om at øge den danske svinekødsproduktion med yderligere ti millioner slagtesvin om året. Hele denne udvidelse finde sted på Sjælland, og det kan få store konsekvenser for både natur og borgere, hedder det i pressemeddelelsen.

Kritik af miljøpåvirkning og sundhedsrisici

Et centralt argument er, at en markant forøgelse af svineproduktionen vil medføre en væsentlig belastning af miljøet. Foreningen henviser til Aarhus Universitets Novana-rapport, som dokumenterer luftforurening fra ammoniakudledning. Ifølge rapporten er luftkvaliteten i dele af landet allerede under så hårdt pres, og at man må flytte til Nordsjælland, hvis man vil være sikker på, at man kan ”trække vejret frit” uden at udsætte sig selv for luftforurening fra bl.a. ammoniak.

Ammoniak er et stof, der ved selv lave koncentrationer kan irritere øjne, næse og svælg og give anledning til hoste, vejrtrækningsbesvær og hyppigere astmaanfald – særligt hos børn og ældre. På længere sigt kan det øge risikoen for kroniske sygdomme som bronkitis og KOL. Derfor repræsenterer Danish Crowns planer om at øge svineproduktionen ikke blot er et miljøproblem, men også et folkesundhedsmæssigt anliggende.

Forringelse af natur og vandmiljø

Udover de allerede nævnte problemer, peger Frie Bønder – Levende Land på risikoen for øget havforurening. Foreningen vurderer, at gylleudledningen fra ti millioner ekstra slagtesvin vil medføre større næringsstofbelastning af fjorde og havområder. Dermed frygtes det, at udledningen af kvælstof og fosfor vil forringe vandmiljøet og gøre det vanskeligt at opnå målene i regeringens Grønne Trepartsaftale.

Denne aftale, som har en samlet økonomisk ramme på 43 milliarder kroner, skal bidrage til at reducere landbrugets forurening. Foreningen hævder, at Danish Crowns udvidelsesplaner reelt vil underminere denne indsats, og omtaler derfor projektet som en ”sabotage mod Den Grønne Trepart”.

Kritik af produktionsmodellen og støtteordninger

Man er også kritisk over for de økonomiske strukturer, som knytter sig til Danish Crowns planlagte udvidelse. Koncernen har nemlig iværksat en støtteordning, som skal få landmænd til at opføre nye svinefabrikker. Ordningen beskrives som en ”trappemodel”, hvor producenter, der investerer i nye stalde, modtager 60 øre per kilo svinekød som tillæg over fem år.

Dette tillæg fortolkes som et indirekte tilskud, svarende til cirka 25 procent af byggesummen for en ny svinefabrik. Det betegnes ordningen som en form for ”stavnsbånd”, der gør landmænd økonomisk afhængige af Danish Crown og begrænser deres frihed.

Belastning af lokalsamfund og levestandard

En væsentlig del af kritikken handler om de lokale konsekvenser for sjællandske borgere. Stank, støj og tung trafik fra eksisterende svinefabrikker allerede påvirker livskvaliteten i flere kommuner, herunder Kalundborg, Holbæk, Slagelse og Næstved, hedder det i pressemeddelelsen.

Nordsjælland har indtil nu været fri for denne type industri, men man forudser, at en fremtidig placering af svineproduktion her kan føre til tilsvarende problemer for familier i kommuner som Gribskov, Halsnæs, Hillerød, Fredensborg og Helsingør.

Uheldig timing

Danish Crowns planer om at udvide svineproduktionen i Danmark skal også ses i lyset af Fødevarestyrelsens spareøvelse, som har betydet, at 150 funktioner for nylig måtte nedlægges. Ifølge Dyrenes Beskyttelse har nedskæringerne i styrelsen den direkte konsekvens, at der er færre ressourcer til at udføre bl.a. kontrol og sikring af dyrevelfærd og hygiejneforhold i industrien.

Hvis der skal skæres i kontrollen med dyrevelfærd, må regeringen samtidig tage ansvar for at reducere antallet af dyr i industrien tilsvarende. Man kan ikke have millioner af dyr stående i stalde uden en ordentlig myndighedskontrol. Det er dyrene, der betaler prisen“, udtaler direktør i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis.

Den udmelding står altså i skærende kontrast til Danish Crowns planer om at netop øge dyreproduktionen i Danmark væsentligt.

Uden for demokratisk rækkevidde?

i Frie Bønder – Levende Lands pressemeddelelse argumenterer foreningen desuden for, at det politisk er blevet uforholdsmæssigt svært at begrænse svineproduktion. “Og nej – hverken borgere eller kommuner kan sige nej til de nye svinefabrikker. Takket være politiske venner i Folketinget blev nærdemokratiet effektivt sat ud af spillet i 2018. Svineproducenterne har for år tilbage fået forringet miljølovgivningen i et sådant omfang, at kommunalbestyrelsen har pligt til at sige ja til enhver svinefabrik, hvis blot den overholder nogle yderst beskedne afstandskrav og grænser for lugtudslip“, skriver organisationen således.

Resultatet kan altså i værste fald blive en situation, hvor flere borgere må affinde sig med lugt- og støjgener og, mere alvorligt, risikoen for kroniske sygdomme som KOL. Samtidig er statens muligheder for at sikre, at dyreproduktionen foregår både etisk og sundhedsmæssigt forsvarligt med nedskæringerne i Fødevarestyrelsen blevet så forringede, at der er behov for decideret at sænke antallet af landbrugsdyr.

En kompliceret virkelighed

Danish Crown selv vedkender, at der dårligt er plads til flere svin på Fyn og Jylland, men man betegner Sjælland som “underforsynet” i fht. svineproduktion. Desuden fremhæver group CEO Niels Ulrich Duedahl: “Det er helt essentielt, at vi får gang i byggeriet af nye stalde til slagtegrise i Danmark, for det er vejen til at sikre en konkurrencedygtig produktion og dermed tusindvis af arbejdspladser på den lange bane. Samtidig ved vi også, at nye stalde med den nyeste teknologi bidrager til at nedbringe klimaaftrykket fra produktionen, så derfor giver det på alle måder mening, at vi i Danish Crown tager et endnu større ansvar og understøtter de andelsejere, der har viljen til at investere og tænke langsigtet” i en pressemeddelelse fra Danish Crown.

Det viser, at uenigheden er multifacetteret og at Danish Crown faktisk også har et erklæret klimapolitisk formål med støtteordningen. Hvor de kritiske røster fokuserer på de potentielle problemer med forurening, lægger Danish Crown altså vægt på, at der er tale om en planlagt modernisering, som vil kunne afhjælpe klimatrykket. Tiden vil vise, om kritikken er overdreven, om Danish Crown overvurderer de mulige CO₂-reduktioner eller om en sandheden ligger et sted midt i mellem de to positioner.