Under den fugtige varme i Belém – ved Amazonas’ udkant – samles verdens ledere til FN’s klimakonference COP30. Ministre og tusindvis af forhandlere skal besvare det spørgsmål, der har hængt i luften siden Paris-aftalen i 2015: Kan verden endelig omsætte løfter til handling?
Belém som værtsby er ikke tilfældigt valgt. Det er en påmindelse om, at klimakrisen ikke kun handler om kulstofbudgetter og topmøder, men om skove, mennesker og levevilkår. Værtslandet Brasilien kalder det “naturens COP”, og det bliver et møde, hvor retfærdighed, tempo og troværdighed skal testes som aldrig før.
COP30: Et møde i naturens hjerte
Konferencen, der løber fra 10. til 21. november, skal blandt andet munde ud i nye nationale klimamål (de såkaldte NDC’er) og en konkret plan for, hvordan landene vil omsætte den seneste globale statusopgørelse, Global Stocktake, til handling.
Der skal også forhandles om finansiering – hvordan rige lande skal betale for de tab og skader, som klimaforandringerne allerede forårsager i udviklingslande. Brasilien har desuden sat fokus på teknologioverførsel, grøn vækst og lokale aktørers rolle i omstillingen.
De store stemmer
Bag de mange talerne og den store dagsorden, ligger der dybe forskelle i synet på, hvem der skal handle – og hvor hurtigt. Vi har samlet overblik over forskellige lande og alliancers tilgang til COP30.
Europa: Den selvudnævnte drivkraft
Mens mange lande kæmper for blot at følge med, møder EU op i Belém med høje ambitioner. For blot en uge siden vedtog miljø- og klimaministrene et fælles reduktionsmål på 90 procent mindre CO₂-udledning i 2040 sammenlignet med 1990-niveauet.
Læs også: På et hængende hår: EU’s 2040 klimamål vedtages kun få dage før COP30
Det gør EU til en af de mest ambitiøse instanser ved COP30 – men også en, der møder skepsis. Mange udviklingslande mener, at EU’s krav til andre lande står i kontrast til unionens egen brug af klimakompensationer og import af fossile brændsler.
For Danmark er EU-samarbejdet kernen i en ambitiøs klimastrategi. Den danske delegation går til COP30 som brobygger og problemløser, med fokus på teknologi, eksport og samarbejde mellem erhvervsliv og stat.
Danmark forventes at arbejde tæt sammen med EU’s præsidentskab og bruge sin rolle som grøn teknologination til at presse på for konkrete resultater – især på områder som havvind, energieffektivitet og klimafinansiering.
Kina: Den pragmatiske supermagt
Kina har i år for første gang fremlagt et absolut klimamål – en historisk ændring fra de tidligere intensitetsmål, hvor udledninger blot skulle vokse langsommere end økonomien. Ifølge Carbon Brief vil Kina reducere sine samlede drivhusgasser med 7-10 procent fra peakniveauet frem mod 2035.
Det er et skridt, men ikke det spring, mange havde håbet på. Landet har fortsat en massiv kulkraftkapacitet, og flere analyser peger på, at Kinas energibehov og politiske afhængighed af kul hæmmer tempoet i den grønne omstilling.
Alligevel vil Kina være svær at komme udenom. Landet står for næsten en tredjedel af verdens samlede udledninger, men fremstiller samtidig størstedelen af de solpaneler og batterier, resten af verden har brug for. For mange udviklingslande ses Kina som forbillede for en “grøn vækst-model”, hvor økonomisk udvikling og klimahandling går hånd i hånd – i hvert fald i teorien.
USA: Den fraværende stormagt
For første gang siden Paris-aftalen deltager USA ikke officielt i FN’s klimaforhandlinger. Efter administrationens beslutning om at trække landet ud af aftalen, har Washington valgt at nøjes med at sende tekniske observatører – ingen ministre og ingen præsidentielle løfter.
Det skaber et mærkbart tomrum i Belém. USA har historisk været en nøglespiller, både i finansieringen af grøn teknologi og i de diplomatiske alliancer, der får COP-processerne til at fungere. Nu forsøger EU og Storbritannien at udfylde rollen som globale ledere, men uden USA’s økonomiske vægt bliver forhandlingerne vanskeligere.
Det er svært at sætte rammer for verdens grønne omstilling uden verdens største økonomi.
Brasilien: Vært med en agenda
Som vært spiller Brasilien en dobbeltrolle: både diplomat og aktivist. Præsident Luiz Inácio Lula da Silva har gjort det klart, at COP30 skal være mere end et forhandlingsmøde – det skal være en demonstration af, at naturbeskyttelse, social retfærdighed og økonomisk udvikling kan forenes.
Brasilien arbejder for at få indfødte folk og lokale regeringer anerkendt som reelle partnere i klimahandlingen, ikke bare som symboler.
Samtidig er landet presset. Skovrydningen i Amazonas er faldet, men ikke nok til at sikre 2030-målet, og brasilianske olielicenser i Atlanterhavet har skabt intern modstand. Alligevel håber Lula at bruge COP30 til at cementere Brasiliens rolle som klimadiplomatisk mægler mellem Nord og Syd.
Det globale syd: Krav om retfærdighed
For mange af de lande, der har færre økonomiske midler at arbejde med, handler COP30 ikke om nye mål, men om at overleve. Oversvømmelser i Pakistan, tørke i Etiopien og hedebølger i Sydamerika har sat gang i en mere konfrontatorisk tone: De vil have penge på bordet.
Tab-og-skade-fonden, som blev etableret på COP28, skal nu finansieres og implementeres. Mange udviklingslande kræver, at den får reelle midler – ikke blot symbolske løfter.
Forhandlingerne mellem Nord og Syd bliver et af de mest følsomme emner i Belém – og en test på, om verdens ledere kan tale sammen og drage empati for hinanden.
Danmark: Løsninger frem for løfter
Danmark rejser til Belém med sit største hold til dato, ifølge State of Green. Regeringen har samlet ministre, virksomheder, investorer og eksperter for at vise, at grøn omstilling ikke kun handler om politik, men også om konkrete løsninger.
Under dansk EU-præsidentskab har landet haft en central rolle i at få vedtaget EU’s 2040-mål. Samtidig arbejder Danmark for at fremme green partnerships – nye alliancer mellem lande, der kan sætte fart på klimahandling via teknologi, eksport og innovation.
Dansk Industri har i sit COP30-position paper fremhævet behovet for stabil politisk retning og globalt samarbejde om grøn energi, særligt havvind. Målet er at gøre Danmark til brobygger – mellem ambition og implementering.
Hvad der er på spil
COP30 bliver et klimamøde med høj symbolværdi – men også et reelt pejlemærke for verdens kurs. Med USA ude af spillet, Kina som smørklat og EU som klassens stræber står verden ved et krydsfelt.
Hvis Belém-mødet formår at skabe tillid, konkrete aftaler og finansiering, kan det blive et vendepunkt for den globale klimapolitik. Hvis ikke, risikerer COP30 at blive endnu et topmøde med gode intentioner og få resultater.
For Danmark handler det om at vise, at ord kan blive til handling – og at et lille land kan have stor indflydelse, når teknologien, samarbejdet og viljen er stærk nok.
