I debatten om klimakrisen bliver begrebet grøn vækst ofte fremhævet som en potentiel løsning på alverdens problemer. Det repræsenterer ideen om, at teknologiske fremskridt, effektiviseringer og nye investeringer kan gøre det muligt at fortsætte den økonomiske vækst – blot uden alle de negative miljøkonsekvenser.
Det er et politisk tiltalende narrativ, fordi det lover forandring uden opofrelse: Vi kan både redde klimaet og blive rigere.
Visse økonomer og andre samfundsforskere stiller spørgsmålstegn ved denne fortælling. De peger på, at vækst historisk har været tæt forbundet med stigende ressourceforbrug og CO₂-udledning, og at teknologiske forbedringer sjældent er hurtige eller omfattende nok til at opveje den samlede stigning i produktion og forbrug.
Debatten går altså på, om vi kan blive ved med at øge den økonomiske aktivitet – og samtidig reducere vores klimaaftryk til et bæredygtigt niveau?
Afvækstøkonom Timothée Parriques indspark
Én af dem, der er kritisk overfor vækstparadigmet er den franske økonom Timothée Parrique, forsker ved Lausanne Universitet. Han mener, at selve idéen om grøn vækst er urealistisk.
“Den eneste måde at formindske vores fodspor i verden er at producere mindre og forbruge mindre“, fastslår han således i et interview med Politiken.
I sin bog Afvækst eller undergang argumenterer Parrique for, at økonomisk vækst er blevet et “eksistentielt problem“, der fører til kriser, tab af biodiversitet og massiv forurening.
Derfor taler han for en fundamental transformation af økonomien – et skifte mod det, han kalder en postkapitalistisk model, hvor trivsel og bæredygtighed erstatter vækst som samfundets overordnede målsætning.
Opgøret med BNP
Ifølge Parrique er vores brug af bruttonationalprodukt (BNP) et symptom på vores fastlåste situation.
BNP belønner al økonomisk aktivitet – også den, der skader miljøet – og fastholder politikere og virksomheder i et mål om konstant vækst.
Derfor bør vi helt opgive BNP som styringsredskab og i stedet bruge indikatorer, der måler trivsel, miljøpåvirkning og social sammenhængskraft. At sådanne mål allerede har eksisteret i mere end 50 år, uden at de for alvor har afløst BNP, ser han som et tegn på, at den grønne omstilling knap nok er påbegyndt.
Selv om Parriques bøger sælger godt, har han tilsyneladende svært at trænge igennem rent politisk.
Præsident Emmanuel Macron har klart afvist afvækst som strategi, og heller ikke de grønne eller den yderste venstrefløj har taget specielt godt imod hans idéer.
Parrique oplever, at politikere sjældent inddrager forskere, når fx nye miljøtiltag udformes, og at upopulære reformer – som den mislykkede franske CO₂-afgift.
“Ikke én gang, siden jeg udgav min bog i 2022, er jeg blevet spurgt af regeringen om at forholde mig til eksempelvis en ny CO2-afgift“, udtaler Parrique således.
En gammel traver
Parriques ideer om “afvækst” er ikke nye. Overhovedet.
Han refererer fx selv til James Tobins og William Nordhaus’ berømte artikel “Er vækst forældet?” fra 1972. Specifikt ideen om, at BNP ikke er retvisende måleenhed for samfundets socialøkonomiske tilstand er jævnligt oppe at vende.
En hurtig google-søgning viser da også, at der har været utallige danske avisartikler om emnet i løbet af de seneste 10 år.
BNP som måleenhed tager ikke tilstrækkeligt højde for miljøomkostninger og al aktivitet bidrager til “vækst”, herunder ambulancekørsel og nødhjælpsarbejde efter naturkatastrofer. Derfor mener flere at måleenheden skal afskaffes.
BNP er “dumt”, som Parrique formulerer det i sit interview med Politiken.
Man skulle bare tro, at det faktum, at så mange økonomer nu i årtier har tordnet mod BNP – uden at det har ført til nogen egentlige ændringer – ville anspore til en smule nysgerrighed.
Når nu BNP er så “dumt”, hvorfor bruger vi det så?
De økonomer, som kritiserer BNP, er ofte meget akademiske og idealistiske i deres fremgang, og mange af dem, Parrique inklusive, lader til at tro, at en rationel redegørelse for, hvor upraktisk BNP er, i sig selv er nok til at udfordre brugen af det.
Da han bliver spurgt af Politikens interviewer om ikke det vil være politisk selvmord at indføre afvækst, svarer han:
“Jo, problemet i dag er, at vi har korte politiske cyklusser med embedsperioder, der kun varer få år, hvor der bliver truffet beslutninger, der vil påvirke flere generationer. I dag er der ingen, der forsvarer flere generationers interesser“, hvilket er en forbavsende letkøbt forklaring.
Den forholder sig ikke til det faktum, at den politiske kortsigtethed ofte er en direkte, konkret refleksion af en markedsøkonomi, der er indrettet sådan, at den, der ikke jager kortsigtede resultater, næsten pr. definition sakker bag ud.
Man skal kunne fremvise vækst for sine investorer, ellers falder værdien af éns firma relativt i fht. de konkurrenter, der netop formår at vise kortsigtede resultater. Held at lykke med “afvækst” under de vilkår.
Gode hensigter er desværre ikke nok
Når vi stadig bruger BNP er det ikke (nødvendigvis) fordi, politikerne er for dumme til at forstå, hvad økonomer nu har pointeret i årtier.
Sagen er nok nærmere den, at der er praktiske årsager til at bruge BNP. Der er snakket om afvækst i 50 år, og samfundssturkturen virker stadig urokkelig – selv med opbakning fra flere og flere økonomer.
Måske er det faktum, at BNP endnu bliver brugt i sig selv bevis på, at det har en form for eksistensberettigelse, og en eventuel udfasning kræver mere end en intellektuel afsløring af dets fejl og mangler?
