Bill Gates har i årevis været et af de mest genkendelige ansigter i den globale klimadebat.
Han taler om nødvendigheden af at skære drastisk ned på verdens CO2-udledninger, investerer i grøn teknologi og bruger sin filantropi til at fremme klimaløsninger.
Men ansigtet udadtil afspejler ikke, det der sker i hans foretagender.
The Guardian har dokumenteret, at de fonde, der forvalter store dele af Gates’ formue, har øget deres investeringer i fossile selskaber – på trods af gentagne udmeldinger om frasalg.
Den puster nyt liv i en grundlæggende debat om klimaansvar, magt og penge.
For hvor meget betyder grønne ambitioner, hvis pengene fortsat arbejder i en sort retning?
Bill Gates’ klimaimage under pres
Ifølge The Guardian har Bill & Melinda Gates Foundation Trust øget sine investeringer i flere store fossile energiselskaber.
Det gælder blandt andet olie- og gasindustrien, hvor fondens beholdninger er vokset de seneste år.
Det står i kontrast til Bill Gates’ offentlige udmeldinger.
Gates udmeldte i sin bog fra 2021, at han personligt havde solgt sine direkte investeringer i fossile brændstoffer i 2019.
Dog understregede han samtidig, at han ikke ser divestment – altså frasalg af fossile investeringer – som den mest effektive klimastrategi.
Ifølge Gates hjælper det i sig selv ikke klimaet at trække pengene ud af olie- og gasselskaber, hvis der ikke samtidig udvikles teknologiske alternativer, som kan erstatte de fossile løsninger.
Set i det lys er det ikke overraskende, at fondens investeringer fortsat ligger i fossil energi.
Guardian-artiklen understreger, at Gates’ private formue og fondens investeringer er juridisk adskilte.
Men for kritikere udviskes den skelnen i offentligheden, når Gates samtidig profilerer sig som global klimaforkæmper.
Gates fossile investeringer vokser
Er der blot tale om små restinvesteringer fra en tidligere tid i fondens portefølje? Nej.
Ifølge The Guardian har Bill & Melinda Gates Foundation Trust fossile investeringer for omkring 254 millioner dollar, svarende til knap 1,7 milliarder kroner.
Det er ikke bare et betydeligt beløb i sig selv – det er også det højeste niveau i mindst ni år.
Med andre ord er fondens eksponering mod olie- og gasindustrien ikke på vej ud, men vokset de seneste år.
Selvom Bill Gates offentligt har argumenteret imod divestment som klimastrategi, er der altså heller ikke tale om passive eller symbolske ejerandele.
Investeringerne placeret i store, børsnoterede fossile energiselskaber, hvor kapitalen bidrager direkte til selskabernes økonomiske styrke og handlefrihed.
Kapital er ikke neutralt
For mange klimaorganisationer er netop det pointen. Kapital er ikke neutral.
Når store fonde investerer i fossil energi, er de med til at holde industrien økonomisk robust – også i en tid, hvor klimaforskningen peger på, at nye olie- og gasprojekter er uforenelige med målet om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader.
Divestment-bevægelsen bygger på en enkel tanke: Hvis store investorer flytter deres penge, flytter markedet sig også.
Mindre kapital til fossile projekter kan gøre dem dyrere, mere risikable og i sidste ende mindre attraktive – og samtidig frigøre investeringer til vedvarende energi og grøn teknologi.
Det er netop denne forskydning, som kritikere mener, at fonde som Gates’ kunne bidrage langt mere aktivt til.
Her står Bill Gates i modsætning til en voksende del af den finansielle verden.
Mens pensionskasser, universiteter og kirkelige fonde i stigende grad har valgt fossilfri investeringer, har Gates konsekvent advaret mod at gøre frasalg til et mål i sig selv – og fastholdt, at teknologiske gennembrud er vigtigere end, hvor pengene er placeret.
Forsvaret: Teknologi, realisme og markedslogik
Ifølge Guardian henviser Gates’ talspersoner til at de kun med økonomisk styrke kan fremme den grønne omstilling.
Fondens opgave er at sikre et stabilt og højt afkast, så der kan uddeles milliarder til sundhed, uddannelse og klimaindsatser verden over.
Investeringerne foretages ud fra finansielle hensyn, mens klimaindsatsen sker gennem donationer, innovation og politisk påvirkning.
Det er et argument, der deles af flere økonomer og investorer.
De peger på, at hvis grøn teknologi virkelig skal slå igennem globalt, kræver det massive investeringer i forskning, udvikling og opskalering.
Og de penge kommer i dag ofte fra fonde, der stadig opererer på de traditionelle finansmarkeder.
Bill Gates har tidligere fremhævet, at han hellere vil bruge sin indflydelse på at presse fossile selskaber til at ændre adfærd end blot at sælge sine aktier.
Et synspunkt, der også deles af investorer, som arbejder med såkaldt aktivt ejerskab.
Kritikere ser et strukturelt problem i grøn filantropi
Alligevel mener kritikere, at sagen om Gates peger på et større problem.
For når nogle af verdens rigeste filantroper både kan støtte klimaindsatsen og samtidig tjene penge på fossilindustrien, risikerer klimakampen at blive afhængig af de samme strukturer, som skaber problemet.
Flere klimaøkonomer har i Guardian-artiklen peget på, at fossile investeringer ikke blot er et symbolsk problem, men et reelt økonomisk signal.
Kapital styrer, hvilke projekter der får liv, og hvilke der forbliver på tegnebrættet.
Så længe fossile selskaber har let adgang til investeringer, forbliver de en central del af energisystemet.
Samtidig rejser sagen spørgsmålet om gennemsigtighed.
Filantropiske fonde nyder ofte stor offentlig tillid, fordi de forbindes med velgørenhed og fremskridt.
Men deres investeringsstrategier er langt mindre synlige end deres donationer.
Et spejl for den grønne omstilling
Bill Gates er langt fra alene.
Også andre store fonde, pensionskasser og statslige investeringsfonde balancerer mellem klimaambitioner og økonomisk afkast.
Forskellen er, at Gates’ navn og stemme fylder så meget i den globale debat, at modsætningen bliver ekstra tydelig.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, om Bill Gates lever op til sine egne idealer.
Det er, om den grønne omstilling kan lykkes, så længe den i vid udstrækning finansieres af et system, der stadig er dybt afhængigt af fossil energi.
Det efterlader et klart paradoks, der rækker langt ud over én mand.
For i en verden, hvor klimaindsatsen i stigende grad drives af private penge og filantropi, bliver det stadig sværere at skelne mellem grøn idealisme og sort realisme.
