Betegnelsen CCS – “Carbon Capture and storage” – dækker over en teknologi, der kort sagt tillader os at fange og lagre CO2, i stedet for at lade det trænge ud i form af udledninger.
Teknologien er blevet fremhævet som nødvendig, afgørende og “Danmarks vigtigste klimafix“, og i løbet af de seneste år har det ikke skortet på optimistiske pressemeddelelser og politiske kommentarer, som understregede, hvor smart, anvendelig og praktisk teknologien er.
I 2023 vandt Ørsted Danmarks første CCS-udbud på 8 mia. kr., og virksomheden har forpligtet sig til at fjerne 430.000 ton CO2 fra atmosfæren i løbet af 2026.
Derfor var det også lidt af et antiklimaks, da det viste sig, at regeringens nylige milliard-udbud af CCS-anlæg kun tiltrak to interesserede virksomheder.
Man havde ellers prækvalificeret ti virksomheder, som kunne få lov til at byde på opgaven.
Det er vel at mærke virksomheder, som selv havde udtrykt interesse i opgaven og som derfor søgte om prækvalifikation.
De prækvalificerede virksomheder, der ikke bød på opgaven, angav en række årsager, som kan opsummeres ret kort: Det er for usikkert.
Blandt de virksomheder, som trak sig, var Ørsted, der jo ellers havde vundet det første udbud i 2023.
Det vakte en del bekymring i branchen.
På trods af, at det må siges at være en objektiv fiasko, at kun to ud af ti prækvalificerede valgte at byde ind, er det dog alligevel blevet udlagt om en sejr for klimaet.
I første omgang så det nemlig ud til, at kun én virksomhed – Aalborg Portland – ville byde ind, men i sidste øjeblik meldte en endnu ukendt byder sig.
Læs også: Virksomheder takker nej til støtte af CO₂-fangst
Det blev udlagt som en slags succes.
Det er selvfølgelig også rigtigt, at det er bedre med to interesserede virksomheder end én.
Hvorfor CCS?
For udenforstående kan CCS lyde som verdensfjernt science fiction.
Der har da også længe været udtalt kritik og skepsis omkring teknologiens anvendelighed fra både klimaforskere og dele af erhvervslivet.
På den anden side er der noget åbenlyst forførende ved ideen om CCS: en ny, spirende industri, der kan skabe arbejdspladser, sikre investeringer, generere skatteprovenu – og som samtidig ikke bare er klimaneutral, men som decideret trækker CO2 ud af luften.
Det lyder næsten for godt til at være sandt.
Spørgsmålet er dog, hvor realistisk det i virkeligheden er at etablere sådan en drømme-industri, der skal fungere relativt gnidningsfrit inden for overskuelig fremtid.
De mange henvisninger til, hvordan CCS skal hjælpe ikke bare klimaet, men regeringen specifikt med at indfri valgløfter, gør også, at man kan få mistanke om, at der måske en god portion symbolpolitik bag hele CCS-konceptet.
Læs også: Klimaministeriet praler af “Verdens højeste 2035-klimamål”
Alle de milepæle…
Når man sammenligner de udmeldinger, som brancheinteressenter, politikere og eksperter løbende er kommet med i løbet af de seneste år, tegner der sig et efterhånden velkendt billede: Hver gang man er kommet bare et lille skridt nærmere CCS, har teknologiens fortalere udlagt det som en sejr.
Der er ikke noget nyt i, at organisationer hylder sig selv for at nå delmål, men det strider unægtelig lidt imod det gamle princip om ikke at sælge skindet, før bjørnen er skudt.
Desuden skaber det nogle lidt kommunikativt akavede situationer, når man slår noget stort op, opnår begrænset tilslutning – og så alligevel forsøger at udlægge det hele som en sejr.
Det giver måske nok mening, hvis man primært forstår verden som en samling af konkurrerende diskurser og “fortællinger”, men i sidste ende har klimatiltag bare ingen værdi, hvis de ikke kan omsættes til helt praktisk virkelighed.
Man kan ikke tale CO2 ud af atmosfæren.
Ingen smutveje
Egentlig ved vi jo godt, at der ikke findes nogle nemme smutveje til en mere klimavenlig verden.
Når medier begynder at kalde CCS for et “klimafix”, bør det derfor vække en vis bekymring.
Er CCS en seriøs teknologi med oprigtigt potentiale for at afbøde klimaforandringer? Eller er det en diskursiv redningsmand – et quickfix – der giver os midlertidig sjælefred?
Vi er ikke nået til den praktiske del af CCS-udbudsprojekterne endnu, og der er allerede mange udfordringer.
Erfaringsmæssigt ved vi desuden, at nye teknologier ofte løber ind i diverse driftsmæssige udfordringer, forsinkelser og uforudsete problemer, og den del har vi stadig foran os.
Det er først i år vi får at se, om Ørsted, der vandt det første CCS-udbud, kan indfri forventningerne.
Hvis de ikke formår det, ser det ret sort ud for CCS-industrien.
