I Danmark har det længe været forbudt at reklamere for tobak – ikke for at forhindre forbrugeren i at købe cigaretter, men for at undgå at fremme en livsstil, der er veldokumenteret sundhedsskadelig.
Ifølge World Health Organization er denne type reklameforbud effektive, især fordi de mindsker normalisering og ny rekruttering frem for at kriminalisere den enkelte forbruger.
Hvad hvis den samme logik kan bruges andre steder?
Hvad hvis færre reklamer kan være med til at få os til at købe mindre fast fashion, lægge lidt mindre kød i indkøbskurven eller overveje andre transportformer end fly, når ferien skal planlægges?
Det er den tanke, der nu omsættes til konkret politik i Amsterdam.
Den hollandske hovedstad har besluttet at forbyde reklamer i det offentlige rum, der markedsfører kød, flyrejser og fossile brændstoffer – et markant skridt, også i en by der i forvejen er kendt for at gå forrest i den grønne omstilling.
Når storbyen går forrest
Der bor omkring én million mennesker i Amsterdam.
Set i det store billede er det næppe deres ændrede forbrugsvaner alene, der kan trække verden ud af de planetære kriser.
Men det har heller aldrig været Amsterdams rolle.
Byens rolle i den grønne omstilling minder om den, mange i Danmark gerne ser København indtage: som forgangsby og testcenter – et sted, hvor nye greb afprøves i praksis, før de eventuelt breder sig.
Og skridtet, Amsterdam tager nu, er ikke lille.
Forbuddet går direkte i clinch med stærke erhvervsinteresser og velorganiserede lobbyister – og kan samtidig få betydning langt ud over byens egne grænser, hvis andre storbyer eller lande vælger at følge trop.
Forbuddets rammer
Forbuddet træder i kraft den 1. maj 2026 og betyder, at reklamer for kød, flyrejser, fossilbiler og fossile energikilder ikke længere må optræde i det offentlige rum.
Det gælder blandt andet busser, stoppesteder, udendørsskærme og andre reklameflader i kommunen.
Der er altså ikke tale om et forbud mod at købe eller forbruge produkterne – men om at fjerne dem fra det fælles byrum, hvor de i dag er med til at forme normer og forbrugsvaner.
I 2028 er det politiske mål at udvide forbuddet, så det også kan omfatte virksomheder med et højt samlet CO₂-aftryk, eksempelvis store bilproducenter.
Den del er endnu ikke juridisk fastlagt, men peger på en mere principiel diskussion om, hvorvidt det fremover ikke kun er produkter, men også afsendere, der kan reguleres.
Byrådet vedtog forbuddet efter forslag fra partierne GroenLinks og Partij voor de Dieren, som har argumenteret for, at reklamer for klimabelastende produkter normaliserer et højt forbrug og dermed undergraver byens egne klimamål.
Amsterdam kan af åbenlyse grunde ikke indføre et tilsvarende forbud for digitale reklamer – det kræver national lovgivning.
Men ved at bruge sin råderet over byrummet skubber byen til en debat, som kan få konsekvenser langt ud over kommunegrænsen.
Kritikken: formynderi, symbolpolitik og juridiske gråzoner
Kritikere af forbuddet peger på, at reguleringen kan opleves som formynderisk og i praksis have begrænset effekt, hvis reklamerne blot flytter fra busstoppesteder til mobilskærme og sociale medier.
Andre stiller spørgsmålstegn ved, om forbuddet primært er symbolpolitik – et synligt, men relativt let greb – i en situation hvor de store klimamæssige udfordringer fortsat ligger i produktion, infrastruktur og international regulering.
Der er også juridiske spørgsmål i spil.
Især en eventuel udvidelse, hvor hele virksomheder kan udelukkes fra reklameplads på baggrund af deres samlede klimaaftryk, vil skulle testes op imod ytringsfrihed, konkurrence- og EU-ret.
Netop derfor omtales næste fase som politisk ambition snarere end færdig lovgivning.
Alligevel fastholder tilhængerne, at reklamer ikke er neutrale, og at det offentlige rum allerede er reguleret på en lang række områder – fra alkohol og tobak til gambling – netop fordi synlighed påvirker adfærd.
Danmarks interesse i reklameforbud
I Danmark – og i København – ser lignende tiltag ikke ud til at stå øverst på den politiske dagsorden.
Alligevel er idéen langt fra ny.
Flere grønne organisationer har i årevis argumenteret for, at reklamer spiller en aktiv rolle i at opretholde et højt klimaaftryk.
I 2022 skrev Greenpeace Danmark, at:
“reklamerne får os ikke bare til at forbruge flere klimaskadelige produkter. Reklamerne er også med til at give de fossile virksomheder noget andet, som er meget værdifuldt for dem. Nemlig såkaldt social licens.”
Året efter pegede Rådet for Grøn Omstilling på det samme dilemma:
“…Derfor må vi spørge os selv, om reklamer for de mest klimabelastende produkter bidrager til noget bevaringsværdigt i vores samfund, eller om vi er klar til at sige farvel til de farvestrålende reklamer, som lokker os henimod et tårnhøjt fossilforbrug.”
Trods den debat er emnet endnu ikke for alvor blevet taget op i dansk politik.
Det tætteste, man kommer, er de seneste stramninger af gamblingreklamer, hvor branchen er sluppet med et forbud mod bettingreklamer i forbindelse med live-sport.
Og når gamblingbranchen fortsat formår at holde sig oven vande trods kritik og regulering, kan det umiddelbart se ud, som om oddsene er gode for både kød- og fossilindustrien.
Alligevel kan Amsterdam’s beslutning få betydning.
Den hollandske storby og København konkurrerer ofte om at være grønnest, mest progressiv og mest visionær.
Og nogle gange er det netop den form for stille rivalisering, der flytter grænserne for, hvad der politisk anses for muligt.
