For mange af dem, der voksede op under Den Kolde Krig, antog atomkraft en næsten mytologisk betydning.
Atomvåben repræsenterede på én gang både en slags garant for verdensfred og samtidig en meget reel risiko for jordens undergang.
Truslen hang i luften – i nyhedsudsendelser, i “duck and cover“-skoleøvelser og ikke mindst i populærkulturen – og var med til at skabe en grundstemning af mere eller mindre konstant frygt.
Man talte ligefrem om nucleumitophobia – kernekraft-fobi.
Selv om risikoen for atom-katastrofer absolut stadig eksisterer og jævnligt dukker op i den politiske debat, fylder den ikke meget blandt befolkningen eller ved interesseorganisationerne.
Organisationen til Oplysning om Atomkraft, som havde agiteret imod atomkraft i årtier, nedlagde sig selv i 2000, fordi den havde nået sine mål.
Til gengæld ser vi i disse år en fremvækst af såkaldt klimaangst, som lader til at have overtaget kernekraft-fobiens plads.
Bomber og ulykker
Atomalderen begyndte for alvor med bombningerne af Hiroshima og Nagasaki i 1945.
Billederne af byer, som var reduceret til aske, og fortællingerne om strålesyge og langsom død skabte en decideret nationaltrauma i Japan – og en uhyggelig vished om, at mennesket nu havde nået et udviklingstrin, hvor var i stand til at udslette jordkloden.
Under Den Kolde Krig blev denne erkendelse forstærket, ikke mindst Cubakrisen i 1962, hvor verden syntes at balancere på kanten af atomkrig.
Også i Danmark var følelsen tydelig: vi var små brikker i et stormagtsspil, men konsekvenserne ville være globale og ubønhørlige.
Denne frygt blev ikke mindre af, at atomkraft og atomvåben ofte blev kædet diskursivt sammen.
Ulykker som Tjernobyl i 1986 gjorde radioaktivitetens usynlige trussel håndgribelig.
Skyen, der drev ind over Europa, mindede om, hvor grænseløs faren var.
Konsekvenserne af Tjernobyl-katastrofen var meget vidtrækkende, både geografisk og kronologisk.
Dystopisk populærkultur
Atomangsten blev i høj grad også afspejlet i, og sikkert også forstærket af, populærkulturen.
Film som Dr. Strangelove gjorde grin med den militære rationalitet, men latteren var nervøs og sort.
Den britiske tv-film Threads, der var opbygget som en dokumentarfilm, gik i den modsatte retning og viste med en kølig brutalitet, hvordan et atomangreb ville ødelægge samfundets strukturer helt ned på hverdagsniveau.
Der var også mere fantasifulde eksempler som fx Mad Max-filmene, der byggede på den idé, at atomkrig ville bombe os tilbage til en præ-industrialiseret og lovløs verden.
Den type film står i skærende kontrast til den nyere film, Oppenheimer, som er biografisk og handler om den historiske baggrund for udviklingen af atombomben.
Japans nationaltraume
I Japan udviklede atombombningerne af Hiroshima og Nagasaki sig til en slags nationaltraume.
Utallige dystopiske mangaer og animefilm har igennem årene behandlet emnet, ikke mindst den internationalt anerkendte serie Akira og monsterfilmen Godzilla.
Her blev atomangsten omsat til mytologi og science fiction, hvor samfundets sammenbrud og individets kamp for overlevelse stod i centrum.
Disse fortællinger virkede ofte som en slags terapeutisk bearbejdning af de oplevelser, som mange japanere havde gjort sig.
Også i den æstetiske verden har flere japanske kunstnere, bl.a. Tetsumi Kudo, arbejdet intensivt med emner som jordklodens udlæggelse, mutationer og dystopisk desperation.
Klimaangstens fremkomst
I dag fylder atomangsten tydeligvis mindre i den kollektive bevidsthed.
I stedet er klimaangst blevet den dominerende eksistentielle frygt for kollektiv undergang, især blandt unge.
Hvor atomangsten var knyttet til pludselig og fuldkommen ødelæggelse, er klimaangsten ofte mere abstrakt og udefinérbar.
Den handler om langsomme forandringer, kritiske “tipping points” og uoprettelige skader på økosystemer.
Og i modsætning til kernekraft-fobien, har klimaangsten ikke altid et lige så klart fjendebillede.
Ofte bliver CO2-udledninger brugt i flæng som en slags samlet betegnelse for klimaforandringernes trussel, men klimaangst handler også om frygt for miljøskadelige kemikalier, plasticforurening og naturkatastrofer.
Alligevel er der klare paralleller.
Det handler om følelsen af magtesløshed over for globale kræfter, mistilliden til politiske beslutningstagere og en grundlæggende frygt for, hvad fremtiden bringer.
Desuden er der det bekymrende aspekt ved både atomangst og klimaangst, at de ikke nødvendigvis er irrationelle i deres grundessens.
Hvad stiller man op?
Der er allerede mange bud på, hvordan bedst tackler klimaangst.
Nogle opfordrer til, at man forsøger at gøre sig umage med at være positiv, selv om man ofte støder på nedslående og bekymrende klimanyheder.
Det er nok mildest talt svært at tackle angst på den måde.
Når optimisme er noget, som man aktivt og løbende skal tvinge frem, har man allerede oddsne imod sig.
Andre mener, at man skal øve sig i lukke øjne og ører. Lad være med at følge klimanyheder, eller i hvert fald jævnligt holde pause. Koncentrere sig om sit privatliv.
Endnu andre opfordrer til, at man selv engagerer sig i praktiske bæredygtige tiltag, hvor man får fingeren ned i materien, bogstaveligt talt.
I stedet for at sidde og brænde inde med sin frygt, kan man omsætte den til virkelyst og samtidig trække verden i en marginalt grønnere retning.
Det er måske i virkeligheden den sundeste coping-mekanisme.
Det er gavnligt for menneskers sindstilstand at vekselvirke med naturen, og jo mere vi interagerer med vores nærmiljø, jo dybere forståelse for vi for vores omgivelser.
Det kan hjælpe os helt konkret i vores daglige liv, og det kan samtidig give et afløb for de indestængte følelser, som man suger til sig, når man – igen – læser en deprimerende klimanyhed.
