USA’s præsident Donald Trump vil give nyt momentum til dybhavsminedrift ved at fremskynde tilladelser til udforskning og udvinding af kritiske mineraler i internationale farvande.
Det fremgår af en artikel på Reuters.
Initiativet, der blev offentliggjort i forbindelse med markeringen af Trumps andet embedsår, har det erklærede formål at styrke USA’s adgang til råstoffer som nikkel, kobber og kobolt – metaller, der er vigtige i produktionen af elbiler, batterier og elektronik.
Dog risikerer planen at udløse både juridiske stridigheder og massiv kritik fra miljøorganisationer og forskere.
Ny regel skal forkorte godkendelsesprocessen
Kernen i udspillet er en ny, færdiggjort regel fra National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA), der samler licens- og tilladelsesprocessen for dybhavsminedrift i én, hurtigere procedure.
Reglen følger en præsidentiel bekendtgørelse, som Trump tidligere har underskrevet for at styrke den amerikanske dybhavsminesektor.
Ifølge administrationen skal det reducere bureaukrati og gøre det mere attraktivt for amerikanske virksomheder at investere i et felt, der indtil videre har været præget af usikkerhed og manglende globale standarder.
Initiativet ses også som et geopolitisk træk.
Trump-administrationen peger åbent på Kinas dominerende rolle i forsyningskæderne for kritiske metaller som en strategisk udfordring.
Ved at åbne for hurtigere amerikansk adgang til dybhavets ressourcer håber man fra de amerikanske myndigheders side at mindske afhængigheden af kinesisk minedrift og forarbejdning.
Mineselskaber er klar
Blandt de virksomheder, der står klar til at udnytte de nye regler, er The Metals Company (TMC).
Den canadiske virksomhed indledte allerede sidste år processen for at opnå amerikanske efterforskningstilladelser og håber at blive den første, der får grønt lys til egentlig minedrift på dybhavsbunden.
TMC’s direktør Gerard Barron kalder den nye regel en “rationel modernisering” af et regelsæt, der stammer helt tilbage fra 1980.
De eftertragtede ressourcer findes især i form af såkaldte polymetalliske knolde – kartoffellignende sten, der ligger spredt på havbunden i store områder af Stillehavet, blandt andet i Clarion-Clipperton-zonen.
Knoldene kan indeholde høje koncentrationer af metaller, som det ville kræve omfattende og ofte miljøbelastende minedrift at udvinde på land.
Forskning viser skader efter 40 år
Men netop miljøkonsekvenserne er kernen i kritikken.
Et studie offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature, som viser, at sporene efter et test-minedriftseksperiment i 1979 stadig er tydelige på havbunden mere end 40 år senere.
Ifølge forskere fra Storbritanniens National Oceanography Centre har indgrebet ført til varige ændringer i havbunden og et faldende antal større bundlevende organismer, selv om enkelte mindre arter er begyndt at vende tilbage.
Studiet har ført til krav om et foreløbigt globalt stop for dybhavsminedrift.
Spørgsmålet behandles aktuelt af instansen International Seabed Authority (ISA), FN-organet der arbejder på at fastlægge internationale regler for minedrift i internationale farvande.
Processen har dog været langstrakt, blandt andet på grund af uenighed om acceptable niveauer af støj, sedimentstøv og påvirkning af biodiversiteten.
USA har desuden ikke ratificeret FN’s havretskonvention, som ISA er baseret på, hvilket yderligere komplicerer sagerne.
Konflikt mellem bæredygtighed og ressourceudvinding
Miljøorganisationer som Greenpeace advarer om, at industriel aktivitet på havbunden kan føre til uoprettelige skader på økosystemer, man endnu kun delvist forstår.
Netop det vilkår, at vi har så lidt viden om, hvad konsekvenserne kan blive, er i sig selv grund til forsigtighed, vurderer kritikere af havbundsminedrift.
De frygter, at Trumps beslutning vil udløse et kapløb om ressourcer, før der er klare internationale spilleregler.
Et sådant kapløb vil i sig selv kunne føre til mere skødesløs og uforsigtig fremfærd.
Selv på andre miljøområder, hvor der er solid viden og mange internationale regler, ser vi som bekendt ofte, at lande og virksomheder i deres jagt efter profit negligerer miljøhensyn.
Tilhængere af dybhavsminedrift argumenterer omvendt for, at metallerne kan udvindes med mindre samlet miljøbelastning end ved traditionelle landbaserede miner.
Ifølge Craig Shesky fra The Mining Company skal der – sammenlignet med minedrift på landjorden – flyttes langt mindre materiale for at man kan udvinde samme mængde metal.
Det forbedrer både økonomien og reducerer omfanget de samlede indgreb, lyder forklaringen.
I sidste ende er det dog som sagt uklart, om den forklaring holder i praksis.
Hvis der er én ting, som vi ved med sikkerhed, så er det, at vi mennesker er notorisk dårlige til at vurdere de miljømæssige konsekvenser af vores indgreb i naturen.
Man kan lave nok så mange kalkuler og cases, men vi ved stadig så lidt om naturens økosystemer og deres fælles funktioner, at det virker overmodigt at opstille simple cost-benefit-analyser.
Derfor virker det i første omgang også mest rationelt at følge forsigtighedsprincippet.
Medmindre man hedder Donald Trump, selvfølgelig.
