I takt med at klimakrisen bliver stadig mere akut, rykker politiske indgreb tættere på borgernes hverdag.
Det, der tidligere på mange måder blev opfattet som et politisk samfundsanliggende, bliver i stigende grad italesat som et fælles, lokalt ansvar.
Som vi ved kommunalvalget i 2025 opstod der fx er en del polemik omkring vindmøller og solcelleparker.
Spørgsmålet er dels, hvor grænsen går mellem nødvendigt fælles ansvar og et indgreb i den private ejendomsret.
Det er ikke første gang, den diskussion er oppe at vende.
Det, der til gengæld er ret nyt, er, at vi ser så mange eksempler på, at politikerne ikke formår at løfte deres del af ansvaret – alt imens de belærer borgerne om vigtigheden af samfundssind.
Et nyt lokalt tiltag
I en nordsjællandsk kommune har man for nylig besluttet at udvide kriterierne for, hvilke træer der kan udpeges som bevaringsværdige.
Hvor det tidligere primært handlede om æstetik og historisk betydning, spiller biodiversitet nu – ret pludseligt – en central rolle.
Gamle træer på både offentlige og private grunde kan fremover blive beskyttet, fordi de fungerer som levesteder for insekter og dyr.
Derfor er det ikke alle træer på private grunde, ejerne selv kan bestemme over.
Gamle træer er ofte hjemsted for komplekse økosystemer, som det tager mange år at opbygge, så derfor kan det går forholdsvis hårdt ud over biodiversiteten, når man fælder eller beskærer ældre træer.
Borgernes modstand og bekymring
Beslutningen er generelt blevet mødt med positivitet, men den har også udløst kritik.
For nogle borgere er det ganske simpelt for invaderende, når kommunen får så vidtgående indflydelse på, hvad man må og ikke må gøre i sin egen have.
“Sat lidt på spidsen, skal politikerne så kunne beslutte, hvor længe vi må gå i bad derhjemme, hvis bare det er for klimaets skyld?“, spørger en utilfreds borger fx i et interview med Politiken.
Konflikten genkendelig.
Det handler principielt om afvejningen af fællesskabets interesser over for individets frihed.
Det er bare ikke tilstrækkeligt kun at forholde sig til principper.
Miljøpolitik er irrelevant, hvis ikke principperne afspejler praktiske, materielle forhold.
Og når man begynder at forholde sig til den praktiske udfoldelse af miljøpolitikken, forstår man måske bedre, hvorfor så mange borgere bliver skeptiske, når kommunen vil til at bestemme over træerne i deres haver.
Ambitiøse mål – beskedne resultater
Nye opgørelser over naturens tilstand i Danmark viser nemlig, at langt størstedelen af landets naturtyper og arter er i dårlig eller stærkt ugunstig tilstand.
Selv i de områder, der officielt er udpeget som særligt beskyttede – de såkaldte Natura 2000-områder – går udviklingen mange steder den forkerte vej.
Det sker vel at mærke på trods af, at man fra politisk side har forpligtet sig over for EU og skatteyderne til at beskytte disse områder.
Kun en forsvindende lille del af landarealet lever op til internationale kriterier for reel naturbeskyttelse, og Danmark ligger helt i bund sammenlignet med andre europæiske lande.
Trods mange strategier, råd og erklæringer har tabet af arter og forringelsen af naturen fortsat næsten ufortrødent.
Når ansvaret skubbes ud til den enkelte
Det illustrerer et grundlæggende dilemma: Når staten og kommunerne ikke formår at leve op til egne mål om miljøbeskyttelse, kan man så overhovedet forlange, at borgerne påtager sig en del af ansvaret?
Hvis ideen er, at vi “alle” må tage vores del af ansvaret, så må man spørge sig selv, hvem “alle” er?
Verdens rigeste mennesker flyver mere og mere i privatfly – også kortere “taxi-ture”.
De mest ressourcestærke og indflydelsesrige behøver ikke nødvendigvis tage noget ansvar, hvis de ikke har lyst.
Så det er svært at cykle argumentet om, at “alle må tage ansvar” hjem.
Man kan sagtens argumentere for, at skatteyderne må tage et større ansvar – men så må man være ærlig og sige tingene, som de er.
Det er manipulerende og misvisende at referere til et samfundsansvar, som hverken politikere eller de rigeste behøver leve op til.
En flydende, men afgørende grænse
Det betyder dog naturligvis ikke, at borgerne ikke har noget ansvar – tværtimod.
Det betyder, at de stærkeste og rigeste er nødt til at komme ind i kampen og tage deres ansvar.
Man kan ikke tvinge rige mennesker til at omlægge deres forbrug, men politikerne er folkevalgte og står først og fremmest til ansvar over for vælgerne – ikke omvendt.
Politisk legitimitet kan være skrøbelig.
Jo mere indgribende krav, der stilles til den enkelte, desto vigtigere er det, at det offentlige går forrest og leverer konkrete resultater på de områder, hvor det selv har råderet.
Grænsen mellem det private og det offentlige i klimapolitikken er ikke statisk, men i konstant bevægelse.
Hvis vælgerne mister tillid til politikernes evne til at lede, så mister politikerne pr. definition legitimitet.
I Danmark har vi relativt høj grad af tiltro til autoriteter, men den tiltro kan blive til mistillid, hvis vi ikke passer på.
Og det nytter ikke noget at kritisere folk for ikke at have tillid til éns projekt.
Så den grønne omstilling må nødvendigvis have bred folkelig opbakning, og den opbakning skal være organisk.
Man kan ikke presse, manipulere eller tvinge folk til at synes, at klimapolitikken fungerer godt.
