At forpligte sig på en mere bæredygtig livsstil virker måske let i begyndelsen.
Den første begejstring over at gøre noget moralsk ansvarlig giver energi og overskud.
Men som uger bliver til måneder, og beslutningerne går fra at være inspirerende til blot at være hverdag, begynder mange at mærke en form for træthed.
Ikke fordi intentionerne mangler, men fordi det ganske enkelt er udmattende at forholde sig kritisk til så mange aspekter af livet.
Nogle ender med at blive så stressede, at de har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen, og så er det svært at leve bæredygtigt.
Derfor stiller vi i denne artikel os selv følgende spørgsmål: Hvordan bevarer man og vedligeholder motivationen til at leve klimavenligt i hverdagen?
Dit eget udgangspunkt
Det er vigtigt, at man ikke tager munden for fuld og stiller for store krav til sig selv – og andre.
Det fører ofte til skuffelse og nederlagsoplevelser, når ambitionerne er for urealistiske.
Man bør altid huske, at der ikke er noget proportionalt forhold mellem, hvor meget du giver afkald på og hvor meget det gavner klimaet.
Man kan faktisk sagtens ende med at stresse rundt og forsøge at gøre alt det rigtige – uden at det i sidste ende har den store gevinst.
Derfor bør man øve sig i at indarbejde nye bæredygtige vaner i sin dagligdag på en så afslappet måde som muligt.
Man skal ikke underkende værdien af at lave små justeringer, som ikke hver især betyder det store, for de kan blive en del af et større puslespil, hvor du, i ro og mag, går og øver dig i at tænke mere holistisk på bæredygtighed.
Fordelen ved den tilgang er, at du mere grundlæggende lærer at tænke i bæredygtighed og cirkulær genanvendelsesøkonomi.
Det gør, at du er godt rustet til fremtiden.
En stor del af det at være klimabevidst er at give afkald på mere eller mindre overfladiske forbrugsgoder.
Hvis du først har vænnet dig til et liv, hvor du ikke behøver det sidste nye teknologi eller seneste fast fashion-modetøj, så er du i det hele taget mere immun overfor reklamer og lokkende marketing, der i nogle tilfælde kan være et udtryk for regulær greenwashing.
At gøre uden at prøve
I den kinesiske filosofi findes begrebet wu wei – ofte oversat til “ikke-handlen”, men bedre forstået som “at gøre uden at prøve”.
Det handler ikke om passivitet, men om en måde at handle på, der ikke hele tiden kræver viljestyrke.
En form for naturlighed, hvor handlinger flyder med mindre anstrengelse, fordi de er integreret i ens liv i stedet for at være en kamp mod det.
Den canadiske filosof Edward Slingerland har skrevet indgående om dette i Trying Not to Try, hvor han viser, hvordan mennesker i årtusinder har forsøgt at leve mere intentionelt netop ved at slippe et overdrevent fokus på intention.
I en bæredygtighedskontekst kan dette lyde kontraintuitivt: Hvordan kan man være klimabevidst uden at prøve?
Men netop her ligger en vigtig pointe.
Når bæredygtige valg bliver noget, man er, snarere end noget man gør, skifter motivationens karakter.
Den bliver mindre sårbar over for træthed, fordi den ikke længere hviler på konstant refleksion, men på indlejrede vaner, æstetiske præferencer, små glæder og identitet.
Det er ikke et trick, men en proces: En langsom integration af bæredygtighed i ens selvforståelse, så handlingerne ikke hver især kræver energi.
Den stille omstilling
At bevare motivationen handler derfor ikke om at optimere sin moral eller presse sig selv til at huske formålet igen og igen.
Det handler på mange måder om at gøre omstillingen stille, næsten udramatisk.
Man kan tale om tre dimensioner af denne “stille omstilling”:
1. At lade bæredygtighed falde til ro i hverdagen
Når en vane er ny, kræver den opmærksomhed.
Men over tid kan den glide fra “pligt” til “bare sådan vi gør”. Det kræver, at man ikke hele tiden skruer op for ambitionsniveauet, men accepterer, at stabilitet er vigtigere end perfektion.
Motivation trives bedst i rytmer, ikke i sprint.
2. At give slip på rollen som klimahelt
Mange mister motivationen, fordi de oplever, at de aldrig gør nok.
Hver beslutning bliver målt op imod et imaginært ideal, nærmest ingen mennesker kan leve op til.
At frasige sig rollen som klimahelt er ikke et svigt, men en frigørelse.
Når presset sænkes, bliver det lettere at handle kontinuerligt og uden dramatik.
3. At lade nysgerrigheden erstatte skyldfølelsen (Så godt man nu kan)
Den mest holdbare motivation udspringer sjældent af dårlig samvittighed, men af interesse.
Når man opdager en ny måde at leve på, der føles meningsfuld eller smuk – uanset om det gælder mad, transport, bolig eller forbrug – skaber det en naturlig tilskyndelse til at fortsætte.
Her bliver bæredygtighed ikke en byrde, men en udforskning.
Modvind som vilkår – men helst ikke som identitet
At leve bæredygtigt i en verden, der i vidt omfang endnu ikke er det, vil af indlysende årsager være op ad bakke.
Men det betyder ikke, at modvind skal blive en fundamental del af ens identitet.
Man kan ende i nogle paradoksale situationer, hvor man nærmest trives bedst ved at være i konstant opposition og oplever en udefinérbar følelse af tab, når man ikke længere er i kraftig modvind.
Så bliver man til det, der i gamle dage kaldtes en “Rasmus Modsat”.
Det er naturligvis lettere sagt end gjort, og det er selvfølgelig også en subjektiv vurdering, om man er idealist eller bare kontrær.
Alligevel er det noget, man bør have i tankerne.
Hvis man tager sig selv i at være meget følelsesladet og vred, så er man muligvis på ude på et sidespor.
Der kan absolut være gode grunde til at være vred, men vrede er et tveægget sværd: Vreden kan være en drivkraft, men den kan også være destruktiv og trættende – både for dig selv og alle andre.
Udramatisk aktivisme
Hvis målet er varig motivation, bør man måske ikke fokusere på motivation overhovedet.
I stedet kan man fokusere på at blive et menneske, for hvem bæredygtige valg er den naturlige vej – ikke fordi man er heltemodig, men fordi ens livsform simpelthen peger i den retning.
Der er masser af mennesker, som ikke interesserer sig for klimapolitik, men som foretager bæredygtige valg hver eneste dag.
Man kan kalde det vaner, man kan kalde det identitet, man kan kalde det wu wei. Pointen er den samme:
Den mest holdbare bæredygtighed er for manges vedkommende den udramatiske.
Det betyder ikke, at bølgerne ikke kommer til at gå højt eller at skal være fuldkommen stoisk i alle situationer.
Man kan og vil selvfølgelig stadig blive vred og indigneret, men pointen er, at vrede og indignation er biprodukter af et holistisk bæredygtigt livssyn – ikke udgangspunktet.
