Naturen er i evig forandring.
Kontinenter har flyttet sig, gletsjere har formet landskaber, arter er opstået og uddøde og økosystemer har ændret sig igen og igen.
Naturen er altså ikke en statisk størrelse, men et dynamisk system i evig udvikling.
I de seneste år er “naturgenopretning” blevet et populært politisk emne, og mange af os har nok en intuitiv forståelse for, hvad begrebet dækker over, men det er faktisk ikke så simpelt endda.
Den antropocæne tidsalder
Visse forskere betegner den tid, vi lever i nu, som den antropocæne periode.
Begrebet antyder, at mennesket er blevet en geologisk kraft i sig selv – en art, der påvirker kloden i et omfang, som tidligere kun naturfænomener som vulkaner, jordskælv eller meteornedslag har kunnet.
Vi behøver ikke lede længe efter eksempler: Tjernobyl, olieudspillet i den Mexikanske Golf og Bhopalulykken er alle eksempler på enorme, menneskeskabte katastrofer, der af åbenlyse årsager aldrig kunne været hændt før den industrielle revolution.
Man hører derfor ofte udtrykket, “antropocæn” brugt i en negativ sammenhæng, men det betyder ret beset bare, at mennesket som samlet stand ikke længere er passiv deltager, men aktivt er med til at skabe de miljøforhold, der definerer tilværelsen for os alle.
Hvad er naturgenopretning?
Naturgenopretning handler om at genskabe tabte funktioner i naturen, forbedre biodiversiteten og give naturprocesser bedre plads.
Det kan betyde, at en å får sit naturlige løb tilbage, at drænede jorde gøres våde igen eller at skove får lov til at vokse uden skovdrift.
Formålet er altså ikke at skrue tiden tilbage til en bestemt historisk periode, men at afhjælpe det, som man vurderer, er en menneskeskabt forringelse, så naturen ikke lider unødig skade.
Eksempler fra Danmark
I Danmark har naturgenopretning udviklet sig til et vigtigt politisk og miljøfagligt emne.
Faktisk har man arbejdet politisk med naturgenopretning siden i hvert fald 1989.
Et af de mest kendte projekter er genslyngningen af Skjern Å.
I 1960’erne blev åen rettet ud og drænet for at skabe landbrugsjord, hvilke skabte negative konsekvenser.
Lige vandløb fører nemlig i højere grad til iltsvind i havet.
Derfor har man politisk besluttet at genoprette åen, så den får sin oprindelige, snoede form tilbage. Et projekt der først vil have fuld effekt om 100 år.
Et andet eksempel er Vest Stadil Fjord, der blev delvist tørlagt og omdannet til marker i 1860erne.
I 1999 blev fjorden genoprettet ved at hæve vandstanden.
Området er nu et populært for især ornitologer, fordi det er blevet en slags rasteplads for trækfugle, der holder pause på deres lange rejser.
I det hele taget er mange af Danmarks naturgenopretningstiltag kendetegnet ved, at de har til formål at modvirke de forandringer, som blev gennemført af økonomiske årsager for mange generationer siden, da Danmark var et landbrugsland.
Hvad er “naturligt” at genoprette?
Det er ikke så svært at se fornuften i at tilbagerulle menneskeskabte forandringer, som ikke giver økonomisk mening længere.
Det bliver straks mere komplekst, når man forholder sig til det grundlæggende spørgsmål: Hvordan vurderer man, om noget overhovedet er et problem?
Man kunne jo i princippet rive Storebæltsbroen ned i naturgenopretningens navn, eftersom den tydeligvis har indflydelse på naturen.
Faktisk er netop Storebæltsbroen interessant i miljømæssig forstand, fordi det stålværk, der producerede stål til broen, forurener indbyggerne i den italienske by, hvor stålværket ligger.
Så det skal understreges, at der ligger en subjektiv og mangefacetteret vurdering bag ethvert naturgenopretningsprojekt.
Det vil ikke være helt retvisende at hævde, at det ganske simpelthen handler om at genetablere tabt natur.
Det er nok nærmere tilfældet, at naturgenopretning skal forstås som en slags positiv vinkel på hele ideen om, at vores tidsalder er antropocæn.
Hvis vi mennesker er en naturkraft, så kan vi jo bruge denne kraft til at præge naturen i en retning, der bedst muligt sikrer, at hverken mennesker eller dyr skal lide unødigt.
Hvad betyder naturgenopretning så i praksis?
Naturgenopretning vil altså sige, at man fra politisk side forsøger at tage ansvar for de konsekvenser, som især den industrielle udvikling har haft – og stadig har – for miljøet.
Udover at det handler om at understøtte dyre- og planteliv, har naturgenopretning også et præg af æstetisk og kulturpolitisk tænkning.
De danske skove er smukke og en del af vores nationale identiet.
I praksis handler naturgenopretning om at skabe mere robuste landskaber, hvor naturens egne processer får bedre mulighed for at udfolde sig.
Ikke for at vende tilbage til en fortid, der aldrig står stille, men for at give fremtidens natur bedre betingelser.
Det er derfor både et teknisk og et værdimæssigt projekt: en erkendelse af, at mennesket påvirker naturen dybt, og at vi har et ansvar for at sikre, at den fortsat kan trives.
Naturgenopretning betyder med andre ord at give naturen mulighed for at være natur igen.
