De seneste ugers katastrofale oversvømmelser og jordskred i Syd- og Østasien har kostet over 900 mennesker livet og efterladt millioner hjemløse, isolerede eller uden adgang til nødhjælp. Tre samtidige cykloner (roterende storm) har forværret den sædvanlige monsunregn og udløst nogle af de værste naturkatastrofer i regionen i årevis. Midt i de humanitære tab afsløres en anden, mere langsomt virkende katastrofe: Korruption, der undergraver klimatilpasning, redningsarbejde og befolkningens tillid til staten.
Naturens vrede – og systemernes sårbarhed
På Sumatra, en ø i det vestlige Indonesien, er mere end 440 mennesker omkommet efter cyklonen Senyar, og yderligere 400 meldes savnet. Vandmasserne, der på få sekunder opslugte huse, veje og marker, efterlod hele landsbyer i et tykt lag mudder. Med manglende nødhjælp er fødevareusikkerheden vokset, og desperate borgere har tyet til indbrud og plyndringer for at overleve. Situationen vidner om, hvor skrøbelige samfund bliver, når katastrofeberedskabet ikke fungerer – og når midler tiltænkt klimatilpasning måske ikke er nået ud, hvor de skulle. En talsmand for det lokale politi udtaler, at plyndringerne og tyverierne skete, før folk vidste, at de ville modtage nødhjælp, og at de derfor frygtede slet ikke at modtage nogen hjælp.
I det sydlige Thailand, tæt på grænsen til Malaysia, blev hundredevis af mennesker dræbt, og endnu flere efterladt isolerede og uden for kontakt i næsten en uge. Flere lokale beskriver, hvordan de måtte vente i dagevis på hjælp – selv om de kontaktede de relevante myndigheder. En lokal kvinde ved navn Noopannoy udtaler: “Hvor er regeringen? De lokale myndighederne sagde, at de nemt kunne klare situationen, men de klarede intet. De efterlod os bare alene”. Det skriver ABC.
Sri Lanka befinder sig i undtagelsestilstand efter cyklonen Ditwah, som har dræbt mindst 334 mennesker og ødelagt tusinder af hjem og store dele af landets infrastruktur. Præsident Anura Kumara Dissanayake kalder situationen den mest udfordrende naturkatastrofe i landets historie.
Korruption som skjult katastrofefaktor
Mens naturen i sig selv kan være uberegnelig, skaber korruption et ekstra lag af risiko. Særligt Filippinerne oplever lige nu en politisk krise, hvor klimakatastrofer og korruptionsanklager giver udslag i politisk uro.
Her krævede op mod 20.000 demonstranter i Manila præsident Ferdinand ’Bongbong’ Marcos Jr.s afgang efter to tyfoner, der alene denne efterårssæson har dræbt over 250 mennesker og fordrevet 1,4 millioner fra deres hjem. Vreden retter sig mod den såkaldte “Trillion-Peso”-skandale, hvor regeringen anklages for at have modtaget returkommission i store projekter, som skulle beskytte landet mod oversvømmelser. Flere af disse projekter er ifølge Al-Jazeera aldrig blevet bygget – eller er blevet opført så dårligt, at de ikke fungerer. Demonstranterne taler om politiske “korruptodiller”, en metafor for magthavere, der æder af statskassen, mens befolkningen står ubeskyttet mod stormene.
Det er et mønster, der går igen i flere lande: Midler tiltænkt klimatilpasning – dæmninger, drænsystemer, flodbredssikring, evakueringscentre og tidlige varslingssystemer – ender i hænderne på embedsmænd eller entreprenører, der prioriterer profit frem for sikkerhed. Resultatet er projekter, der enten aldrig bliver realiseret eller kollapser under pres fra ekstremt vejr. Sådanne forhold forværrer effekten af klimaforandringer, der i forvejen øger hyppigheden og intensiteten af tropiske storme og monsunregn.
Når klimatilpasning mislykkes
Regionens lande befinder sig allerede i frontlinjen af klimaforandringerne, og uden solide, gennemsigtige klimatilpasningssystemer bliver befolkningen ekstra udsat. De aktuelle katastrofer viser, hvordan manglende investeringer i robuste strukturer – eller misbrug af disse investeringer – fører til tabte menneskeliv.
Når klimatilpasning undermineres af korruption, betyder det ikke kun, at menneskeliv sættes på spil. Det skaber også en dyb mistillid i befolkningen, som let kan føre til protester, social uro og politisk ustabilitet.
Et dobbelt pres på befolkningen
For menneskerne i de berørte områder reduceres komplekse strukturelle problemer til helt konkrete overlevelseskampe. De oplever både naturens voldsomhed og myndighedernes svigt på samme tid.
Når borgere føler sig forladt under en krise, skaber det et brud mellem stat og samfund. Og når klimaforandringerne intensiveres, vil dette brud kun blive tydeligere, hvis ikke lande formår at bygge gennemsigtige, robuste og retfærdige systemer for klimatilpasning.
Kampen for fremtidens sikkerhed
Klimasikring handler ikke kun om at bygge dæmninger og diger – det handler også om at bygge tillid, styrke institutioner og forhindre, at midler forsvinder på vejen. Alle lande i regionen står nu over for spørgsmålet: Hvordan beskytter man sine borgere i en tid, hvor naturens kræfter bliver stadig mere voldsomme?
Der investeres massivt i klimatilpasning, men investeringer hjælper naturligvis kun, hvis de forvaltes nogenlunde ærligt og effektivt. Korruption forvandler ellers lovende tiltag til papirtigre, der kollapser, når stormene rammer. Samtidig må internationale bistandsmidler administreres med større kontrol, så de faktisk når frem til de lokalsamfund, der har mest brug for dem.
