De fleste af os har et billede af, hvordan natur bør se ud. Skove med tæt løvtag, velkendte markskel og stier, der bugter sig gennem grønne landskaber. Men ifølge forskere fra Aarhus Universitet husker vi kun den natur, vi selv er vokset op med. Det skriver universitetet i en pressemeddelelse, hvor de peger på, at vores referenceramme for, hvad der er naturligt, er dramatisk indsnævret.
Det betyder, at naturen umærkeligt skifter foran os, mens vi tror, at den er nogenlunde uforandret. En slags kollektiv korttidshukommelse, hvor kun de seneste årtiers landskaber er lagret som normaltilstand.
Historiske kilder afslører et andet Danmark
Ifølge Aarhus Universitet er forskere begyndt at bruge historiske kort, arkivmateriale, gamle naturbeskrivelser og endda malerier som et supplement til biologiske målinger. De viser et Danmark, der på mange måder var mere åbent, lysere og langt mere varieret end den natur, de fleste danskere forbinder med det vilde i dag.
De kulturhistoriske kilder fungerer som et korrektiv. De viser landskaber, vi ikke længere kan se, men som engang prægede store dele af landet: udbredt hede, vandfyldte enge, gamle skovtyper og en artsrigdom, som er svær at forestille sig i dag. Netop derfor fremhæver forskerne, at kulturarven spiller en central rolle i arbejdet med at forstå naturens udvikling over tid.
Kulturarven som naturens hukommelse
Når man bevæger sig rundt i museers landskabsmalerier fra 1700 og 1800 tallet, træder et landskab frem, der ikke ligner det Danmark, vi kender. Det er ikke fordi kunstnerne romantiserede alt. Det er fordi naturen simpelthen var anderledes.
Også gamle kort viser, hvor meget der er forandret. Drænede moser, opdyrkede enge, plantede skove og ændrede kystlinjer fortæller om en natur, der gennem århundreder er forvaltet og formet af mennesker. Lokale arkiver rummer desuden beskrivelser af dyre- og planteliv, som i dag virker overraskende. Den slags kulturmateriale er ikke blot historik. Det er dokumentation af naturens mange former, før vores nutidige blik satte sig fast.
Forskerne fra Aarhus Universitet fremhæver netop, at sådanne kilder giver et mere realistisk udgangspunkt for at forstå, hvad natur i Danmark kan være. Ikke som en nostalgisk tilbagevenden, men som indsigt i naturens muligheder.
Når naturforvaltning også er kulturforvaltning
Debatten om biodiversitet, urørt skov eller rewilding handler ikke kun om biologi. Den handler om kultur. Om hvilke billeder og fortællinger vi har lært at forbinde med natur. Mange forestiller sig tætte skove som den mest naturlige tilstand, men historisk var store dele af Danmark præget af mere åbne landskaber.
Det gør det kulturelle lag afgørende. For hvis vi baserer vores naturforståelse på en tidshorisont, der kun rækker tilbage til bedsteforældrenes barndom, risikerer vi at sætte barren for lavt. Landskaber, der i dag opfattes som grønne og stabile, kan i et historisk perspektiv være stærkt forarmede.
Derfor påvirker kulturarven også nutidens naturpolitik. Når gamle kilder viser os en anden slags natur, hjælper de os med at forstå, at natur ikke er en fast størrelse, men noget der hele tiden har skiftet form.
Kulturinstitutioner får en ny rolle i naturdebatten
Museer, arkiver, historikere og kunstsamlinger er ikke kun steder, vi går hen for at se fortiden. De bliver en del af fremtidens naturforvaltning. Flere danske museer bruger i dag landskabshistorie aktivt i formidlingen. Ikke for at lave naturromantik, men for at vise de mange lag, naturen består af.
Den tilgang kan hjælpe os med at nuancere debatten om, hvad naturgenopretning egentlig skal sigte efter. Kulturarven giver nemlig det lange perspektiv. Det der rækker ud over vores egen levetid, og som fortæller, at naturen har været både vildere, lysere og mere sammensat, end vi forestiller os.
Hvis vi skal forstå naturens fremtid, skal vi kende dens fortid
I sidste ende peger forskningen fra Aarhus Universitet på en grundlæggende pointe: Vi kan ikke tale om fremtidens natur, hvis vi kun forstår den gennem fortidens få årtier. Vores egen erindring er simpelthen for kort. Men kulturarven kan give os en mere stabil reference. En slags backup af naturens hukommelse.
Når vi kombinerer biologiske data med kulturhistoriske kilder, får vi et rigere billede af, hvad natur i Danmark har bestået af, og hvad der igen kan blive muligt. Ikke som et tilbageblik, men som en måde at udvide vores forestillingsevne på.
Natur er, som forskerne bag undersøgelsen understreger, ikke noget der står stille. Den forandrer sig, og det gør vi også. Derfor bliver kulturarv ikke blot noget, man besøger på et museum. Det bliver et redskab til at forstå og forvalte naturen på nye måder.
