Danmark har længe været blandt verdens førende lande inden for havvind. Med etableringen af den første park i 1991 markerede Danmark sig som et foregangsland, hvor teknologisk innovation, stabile rammevilkår og en høj politisk ambition tilsyneladende gik hånd i hånd. I dag har vi hele 17 står havvindmølleparker, og denne type vedvarende energi er blevet en af de centrale elementer i den grønne omstilling, både nationalt og i EU.
Danmark råder allerede over havvindmølleparker med en kapacitet på ca. 2,6 gigawatt opført havvind, og når den store Thor Havvindmøllepark ud for Thorsminde står færdig, vil det øge Danmarks samlede kapacitet med yderligere én gigawatt, vurderes det.
De politiske ambitioner rækker dog langt udover havvind. Elektrificeringen af samfundet – fra elbiler og varmepumper til datacentre og industriproduktion – vil kræve mere grøn strøm i de kommende år. Derfor har de danske politikere besluttet, at udbygningen med havvind skal accelereres, og at Danmark samtidig skal kunne bidrage til Europas stigende behov for klimavenlig energi.
Udbuddet, der fejlede
Alligevel ramte planerne for tre nye, store havvindmølleparker i Nordsøen og Kattegat en mur i 2024. Da deadline for bud på de tre parker udløb, havde Energistyrelsen ikke modtaget ét eneste tilbud. Det udløste forståeligt nok politisk frustration, at selskaberne helt afholdt sig fra at byde på disse projekter, der jo ellers skulle være med til at sikre Danmarks grønne fremtid.
Man behøver nok ikke være økonom for at gætte, at den primære årsag til, at ingen bød ind på projektet, handlede om rentabilitet: Det er for dyrt og økonomisk usikkert, lød det dengang fra bl.a. industrien.
Derudover mente Dansk Erhverv, at efterspørgslen efter grøn strøm ikke voksede hurtigt nok til at matche de store investeringer. Elektrificeringen af transport og industri gik langsommere end forventet, og uden sikkerhed for en stabil afsætning af strøm til en forudsigelig pris fremstod projekterne for risikable, hed det.
Nyt udbud, nye vilkår: staten skruer på parametrene
Nu prøver regeringen igen. Energistyrelsen har netop sendt de samme tre parker i udbud – to i Nordsøen vest for Ringkøbing Fjord og én syd for øen Hesselø i Kattegat – men denne gang med markant ændrede vilkår. Målet er at gøre projekterne mere attraktive for både danske og udenlandske havvindsproducenter. Tilsammen skal parkerne have en minimumskapacitet på 2,8 gigawatt, svarende til strømforbruget i næsten tre millioner husstande.
En afgørende forskel i det nye udbud er indførelsen af en såkaldt tosidet differencekontrakt. Her garanterer staten en fast minimumspris for strømmen, hvilket reducerer risikoen for, at selskaber taber penge, når strømprisen på markedet er nul eller negativ. Støtten har et samlet politisk loft på 55,2 milliarder kroner, men ifølge Energistyrelsen forventes støttebehovet for de tre parker at ligge på omtrent det halve, afhængigt af elpriserne i den 20-årige støtteperiode.
Udbuddene indeholder samtidig nye krav om bæredygtighed, genanvendelige møllevinger, social ansvarlighed og styrket cybersikkerhed – et udtryk for, at havvind betragtes som kritisk infrastruktur.
Budfristen falder i foråret 2026 for parkerne i Nordsøen Midt og ved Hesselø, mens parkerne i Nordsøen Syd kan bydes på frem til efteråret 2028.
Når markedets logik møder politiske mål
Processen omkring de tre havvindparker illustrerer en grundlæggende udfordring i den grønne omstilling: Hvordan forener man markedsbaserede løsninger med de politiske mål om bæredygtighed?
På den ene side ønsker man, at konkurrencen skal sikre de mest effektive og økonomisk ansvarlige projekter. På den anden side har staten nogle meget konkrete ambitioner. Som regel formulerer politikerne sig i vage termer om vedvarende energi og bæredygtighed, men der er jo ikke det, som virksomhederne byder ind på. De byder ind på et præcist defineret projekt, som – tydeligvis – ikke forekom økonomisk bæredygtigt, paradoksalt nok.
Udbuddet fra 2024 viste altså med al tydelighed, at markedets dynamikker ikke nødvendigvis trækker i samme retning som klimapolitiske målsætninger. Når investeringsrisikoen bliver for høj, og når den grønne efterspørgsel ikke stiger hurtigt nok, reagerer markedet ved at holde sig tilbage. Med andre ord: Der bliver ikke bygget havvindmøller, hvis ikke virksomhederne er mere eller mindre garanteret, at de kommer til at tjene penge på dem.
Et nyt kapitel
Med de nye udbudsvilkår forsøger staten derfor at skabe et kompromis, hvor markedet fortsat spiller en central rolle, men hvor staten i højere grad deler risikoen for at sikre, at projekterne faktisk bliver til virkelighed.
Udbuddet af de tre havvindparker er derfor ikke blot et nyt kapitel i Danmarks energihistorie. Det er et eksempel på, hvordan klimamål, energisikkerhed og markedsøkonomi må balanceres i praksis – og hvor svært det regnetykke er. Om det lykkes denne gang, vil i høj grad afhænge af, om energiselskaberne vurderer, at de nye vilkår skaber den investeringssikkerhed, som manglede sidste år – og om staten har fundet den rette model for at drive den grønne omstilling fremad i et marked, der ikke altid følger politiske ambitioner.
