Ved FNs klimakonference Cop30 i Belém, Brasilien, er repræsentanter fra 193 lande samlet for at forhandle verdens fremtidige klimaindsats. Men selv om USA – historisk verdens største CO₂-udleder – valgte helt at udeblive fra årets forhandlinger, har landet alligevel kastet en tung skygge over topmødet. Den amerikanske præsident Donald Trumps beslutning om igen at trække USA ud af Paris-aftalen, nedskalere klimaindsatser og aktivt modarbejde globale reduktioner i CO₂-udledninger har skabt utryghed og vrede i store dele af verden. Alligevel har kun få haft modet til at kritisere USA’s kurs offentligt.
Én af de få undtagelser er Tuvalu, en lille østat i det sydlige Stillehav, der trues direkte af stigende havniveauer. Landets klimaminister, Maina Vakafua Talia, valgte at bryde stilheden og holdt en opsigtsvækkende tale, hvor han beskyldte Trump-administrationen for at udvise en “skammelig tilsidesættelse af resten af verden”. For Tuvalu er klimaforandringer ikke et abstrakt begreb, men et spørgsmål om national overlevelse.
Tuvalu synker – bogstaveligt talt
Tuvalu består af lave atoller og revøer, som i forvejen er hårdt presset af erosion, storme og gradvist stigende vandstand. Internationale eksperter peger ofte på landet som et af de steder, hvor klimaforandringerne rammer hurtigst og hårdest. “Vi kan ikke forholde os tavse, mens vores øer synker,” sagde Talia til forsamlingen. “Vi kan ikke forholde os tavse, mens vores folk lider.” For ham giver det ingen mening, at en stormagt som USA, der historisk har udledt så meget og har så store ressourcer, vælger at fralægge sig ansvar.
Talia understregede, at USA traditionelt har været et land, som små nationer har set op til for stabilitet og globalt lederskab. Med den nuværende kurs oplever han det stik modsatte: “Bare fordi USA er et stort land betyder det ikke, at vi skal være stille. Det, der betyder noget for os, er vores overlevelse,” udtaler han således.
Trump kalder den grønne omstilling “svindel”
Trumps position har været tydelig: han har kaldt klimaforandringerne “falske” og har fjernet miljøregler, bremset grønne energiprojekter og opfordret andre lande til at forblive afhængige af fossile brændsler. Så sent som ved et FN-arrangement i september kaldte han den globale grønne omstilling en “svindel” og advarede mod, at lande ville “fejle”, hvis de fulgte den.
Denne retorik, sammenholdt med aggressiv diplomati, har skabt uro i internationale forhandlinger. Ved et møde i London i IMO – FNs maritime organisation – forsøgte USA ifølge diplomater direkte at presse og intimidere andre landes repræsentanter for at forhindre en aftale om en CO₂-beskatning af skibsfart. Dette har fået flere delegater ved Cop30 til at frygte lignende indgreb, selv om USA officielt ikke deltager.
Farhana Yamin, en britisk klimaekspert og en af hovedarkitekterne bag Paris-aftalen, mener, at mange lande er bange for repressalier: øgede toldsatser, nedskæringer i bistand eller politiske modreaktioner. Det skaber en form for selvpålagt tavshed blandt især mindre, sårbare nationer. “De har ikke midlerne til at slå igen,” siger hun.
En moralsk krise
Men Tuvalu nægter at lade sig presse. Landet har allerede oplevet amerikanske nedskæringer i klimabistanden, hvilket for Talia blot understreger alvoren. Han siger, at han så Trumps tale til FN og fandt den “underholdende”, men også dybt bekymrende. “Vi har intet at forhandle med” siger han. “Dette er en moralsk krise.”
Flere internationale figurer har udtrykt frustration over USA’s kurs, dog mest i forsigtige vendinger. Californiens guvernør Gavin Newsom, der deltager ved Cop30, gik længere og kaldte Trump en “invasiv art” og en “kuglehammer mod klimaindsatsen”. Men blandt ikke-amerikanske repræsentanter er tonen ofte mere diplomatisk. Mange understreger, at de må respektere USA’s demokratiske valg, selv om konsekvenserne bekymrer dem.
Christiana Figueres, tidligere leder af FN’s klimasekretariat, mener, at USA’s fravær måske er bedre end det modsatte: “Det er helt umodent og uansvarligt.”, mener hun, men tilføjer, at det trods alt er bedre, at USA ikke deltager og saboterer processen. Alligevel frygter flere, at en “Trump-effekt” kan ramme senere i forhandlingerne, især ved afgørende diskussioner om klimafinansiering og udfasning af fossile brændsler.
For COP30-mødets eneste officielle amerikanske repræsentant, senator Sheldon Whitehouse, er der håb om, at USA’s omdømme kan genoprettes, men kun hvis amerikanerne selv indser de økonomiske konsekvenser af Trumps politik. Han peger på stigende elpriser og forsikringsomkostninger som direkte følge af klimakrisen og den fossile kurs.
Tiden er knap for Tuvalu
For Tuvalu og andre små østater er tiden imidlertid knap. De har brug for, at store klimasyndere – især USA – engagerer sig. Ellers risikerer de, at deres fremtid bogstaveligt talt skylles væk. Talia insisterer derfor på at tale højt, selv når andre tier.
Hans budskab står som en stærk påmindelse ved Cop30: At selvom stormagter kan forsøge at underprioritere klimakrisen, har de mindste lande ikke den luksus. For dem er klimaforhandlingerne ikke et diplomatisk spil, men et spørgsmål om liv eller død.
