Tirsdag aften blev caféen i klub på Linnésgade 25 forvandlet til et levende debatforum, da organisationen Sustainable Changemakers, i samarbejde med klub, inviterede til politisk klimadebat forud for kommunalvalget i København. Stemningen var afslappet, men også seriøs, da fem byrådskandidater mødte op for at diskutere byens grønne fremtid og give deres bud på, hvordan hovedstaden skal navigere gennem de næste års klimamæssige udfordringer. Enhedslisten var repræsenteret ved Absalon Billehøj, Liberal Alliance ved Charlotte Frejlev, Radikale Venstre ved Emil Moselund, Socialdemokratiet ved Emilla Møller og Venstre ved Nicklas Petterson.
Det overordnede tema var “hvordan skaber vi bæredygtige byer?”. For én ting er selvfølgelig de store visioner om grøn økonomi og valgløfter, men hvordan vil politikerne få tingene til at hænge sammen rent praktisk? Det havde de fire kandidater en række forskellige bud på. Der var nemlig – i bund og grund – enighed om, at den grønne omstilling er en nødvendighed, men der var i den grad delte meninger om, hvordan det præcis skal foregå.
De små – og knap så små uenigheder
De første emner, der blev debatteret, var parkeringspladser og kollektiv transport. Især Enhedslistens Absalon Billehøj var meget direkte i sin kommunikation og sagde bl.a, at han vil “gøre det sværere at være bilist” og at “der skal mere pisk, end gulerod” til. Det betyder for ham, at der skal være færre parkeringspladser, mere kollektiv transport og bedre muligheder for cykling. Hans holdning var den, at Købehavn er nødt til at presse på, fordi der ikke “kommer nok fra Christiansborg og EU” i fht. hans partis ambitioner.
Liberal Alliances Charlotte Frejlev fastslog, at hendes parti – som det eneste borgerlige – vil have parkeringslicenser gjort (meget) dyrere, fordi markedet er overreguleret. “Nogle af de andre partier er blevet mere røde end grønne”, sagde hun i den sammenhæng.
Venstre-kandidaten Nicklas Petterson var uenig i dette og udtrykte, at han ikke ønsker, at kun velhavere skal have råd til at have bil i København. Socialdemokratiets Emilla Møller vil – i modsætning til sit partis tidligere politik – have flere P-pladser, fordi det har vist sig, at København har brug for dem. Hun påpegede, at Metroen i myldretid er overfyldt og at Københavns busser ofte kører så stærkt, at de kan være svære at anvende for ældre og handicappede.
Emil Moselund fra Radikale Venstre vil styrke den kollektive trafik og derfor foreslog han, at man opretter parkeringspladser uden for Københavns centrum, tæt på kollektiv trafik. Han efterlyste mere kreativ nytænkning og slog et slag for, at man godt kan finde en gylden mellemvej mellem de røde partiers modstand mod biler og tung trafik og de mere højreorienterede partiers tøven med at presse borgerne for meget.
Boligpolitikken
Den sidste emne, der blev diskuteret var boligpolitik. Også her slog Emil Moselund på, at der kan findes smarte, innovative løsninger, hvis man tør tænke kreativt. Specifikt nævnte han, at hans parti gerne vil opkøbe loftsrum i eksisterende københavnske bygninger og konvertere disse om til lejligheder. Venstre og Socialdemokratiet mener, at der er stort potentiale i den kontroversielle Lynetteholm. Charlotte Frejlev fra Liberal Alliance nævnte igen overregulering, som hun ser er et stort problem, eftersom der er så store forskelle i, hvad en bolig i København koster i leje, og at det er for besværligt for udefrakommende at opnå adgang til en almennyttig bolig. Endelig slog Absalon Billehøj fast, at Enhedslisten vil kæmpe for mere alment boligbyggeri. Egentlig var emnet “boligpolitik og klima”, men det kom, forståeligt nok, mest til at handle om socialpolitik.
Stor enighed om ét punkt
Som sagt var der generel enighed om, at miljømæssig bæredygtighed er en nødvendig del fremtidens København. De store forskelle ligger i, hvad de forskellige partier prioriterer og hvordan de vil arbejde konkret med deres mærkesager.
En af de få ting, som alle dog var helt enige i, var, at det er en god idé at få sat solceller på tagene af offentlige bygninger. Desværre er det bare sådan i politik, at det er svært at promovere sig på at være enig med alle de andre. Som vælger kunne man måske godt ønske sig af og til, at de politiske valg ikke var så meget præget af markedsføring og PR, men det er nu engang en del af det politiske cirkus.
Det er også svært som forholde sig til tekniske uenigheder, som især klimadebatten er gennemsyret af. Ingen ved reelt, hvad fremtiden bringer og når flere af kandidaterne fx siger, at det på sigt er mest bæredygtigt at bygge nye metrolinjer under jorden, så er det jo ikke en eksakt videnskab. Man ved med rimelig sikkerhed, at underjordisk metro er mere belastende for klimaet på kort sigt, men det er meget svært at vurdere, om det på længere sigt er vitterlig værre for klimaet at bygge dem i luften. Det bygger på en række antagelser om både teknologi, politik, vejr og samfundets generelle udvikling, og det er før set, at forskning kan føre til modstridende resultater.
Senest er debatten om, hvorvidt atomkraft er økonomisk rentabel eller ej fx blusset op igen, fordi et hold norske forskere er uenige med nogle danske forskere, som vi skrev om her på Faktor.dk
Det er måske netop derfor, kandidaterne var så enige om det fornuftige i at placere solceller på tage; det er meget håndgribeligt og det kræver ingen ekspertviden at se fordelene. Man kan håbe, at partierne vil finde flere af den slags lavthængende frugter, så vi undgår, at den grønne omstilling bliver bremset af uenigheder om forhold, som første bliver konkrete i fremtiden.
