Da Kinas præsident Xi Jinping i sidste uge talte til FN’s klimatopmøde i New York, satte han for første gang et absolut mål for landets CO₂-udledninger. Kina vil reducere sine drivhusgasudledninger med 7-10 procent fra deres topniveau inden 2035.
Ifølge The Guardian blev meldingen mødt med skarp kritik fra klimaeksperter, der kalder målet alt for lavt i forhold til Parisaftalens mål om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader. Kina er verdens største udleder af CO₂, og derfor vurderer eksperter, at landets kurs vil få afgørende betydning for, om det globale klimaregnskab kan gå op.
For lidt og for sent
Kaysie Brown fra tænketanken E3G sagde til Guardian, at “Kinas 2035-mål kommer til kort, ift. hvad der er nødvendigt. Det er hverken i tråd med landets økonomiske udvikling eller med Kinas eget mål om klimaneutralitet i 2060.” Andre eksperter pegede også på, at Kina teknisk set kunne gå langt længere – eksempelvis et 30 procents fald i udledninger inden 2035 – uden at det ville bremse landets vækst.
Trods store investeringer i vind, sol og elbiler er kul fortsat en hjørnesten i Kinas energiforsyning. Nye kulkraftværker er under opførelse, og kulbaserede industrier har stærk politisk beskyttelse i mange provinser. Dermed risikerer Kina at fastlåse sig i en fossil infrastruktur, som bliver svær at ændre i tide.
“Underpromising and overdelivering”?
Samtidig fremhæver flere, at Kina ofte har haft for vane at sætte beskedne mål, som man siden overgår. Den strategi beskrives som “underpromising and overdelivering”. Det kan betyde, at Kina i praksis når længere, end målet antyder – men kritikere påpeger, at det ikke er tilstrækkeligt i en situation, hvor der er brug for klare signaler til både markeder og andre regeringer.
Bernice Lee fra tænketanken Chatham House sagde til Guardian, at verdens politikere og erhvervsliv ikke kun ser på tallet, men også på den retning, Kina markerer. Hvis landet viser tøven, kan det sende blandede signaler globalt.
Kina slår igen: EU er hyklerisk
Meldingen om det nye klimamål fik hurtigt EU til at reagere. EU’s klimakommissær Wopke Hoekstra kaldte udmeldingen “klart skuffende” og understregede, at Kinas lave ambitionsniveau kan gøre det umuligt at nå Parisaftalens mål.
Men i Beijing faldt kritikken ikke i god jord. Ifølge Reuters svarede Kinas udenrigsministerium igen med beskyldninger om hykleri. Kina anklagede EU for “dobbelt standarder og selektiv blindhed” og pegede på, at EU endnu ikke selv har lagt nye ambitiøse klimamål på bordet.
Kinas udenrigsministeriet fremhævede samtidig, at Kina allerede selv har vist “stærk politisk vilje og effektiv handling”, blandt andet gennem massive investeringer i grøn energi. Argumentet er, at man ikke kan dømme Kina hårdere, mens Europa selv tøver.
En kamp om ansvar og troværdighed
Konflikten mellem Kina og EU viser, hvor svært det er at fastholde et globalt lederskab på klimaområdet. På den ene side er Kina verdens største udleder og har derfor en særlig forpligtelse til at handle hurtigt. På den anden side rummer kritikken fra EU en svaghed, fordi unionen selv kæmper for at enes om nye bindende mål.
Hvis EU vil undgå at blive anklaget for hykleri, må unionen også selv levere resultater. De nuværende EU-planer peger på en reduktion på mellem 66 og 72 procent i 2035 i forhold til 1990, men de er endnu ikke politisk vedtaget. Kritikken af Kina kan derfor være berettiget, hvis EU’s egne mål ikke er på plads.
Samarbejdet mellem Europa og Kina
For Europa, som ofte profilerer sig som en grøn foregangsinstans, er situationen todelt. På den ene side kan Kina ses som en konkurrent, der presser de grønne teknologimarkeder. På den anden side er Kinas investeringer også en mulighed for samarbejde og eksport, hvis Europa kan finde en fælles strategi.
Diplomatisk betyder Kinas modsvar, at Europa bliver tvunget til at levere handling og ikke kun kritik. For borgere i Danmark og resten af Europa viser konflikten, at klimapolitik ikke længere blot handler om målsætninger, men også om troværdighed og evnen til at føre planerne ud i livet.
Hvis de største udledere – Kina, EU og USA – ikke trækker i samme retning, vil verden have svært ved at undgå de mest katastrofale klimaforandringer. Derfor handler uenigheden ikke kun om tal og procenter, men om at skabe tillid til, at løfter bliver til handling.
Perspektivet
Kinas udmelding og EU’s kritik er et eksempel på, hvordan klimadiplomati i dag foregår i en spænding mellem ansvar, økonomiske interesser og international magtbalance. Det kan ende som endnu et spil med gensidige beskyldninger – eller det kan udvikle sig til et kapløb om at levere mere end modparten.
Det, der står på spil, er ikke blot et diplomatiske slagsmål, men hvorvidt verdens største økonomier er villige til at tage de skridt, som forskerne siger er nødvendige.
