I årevis har EU præsenteret sig selv som verdens grønne fyrtårn. Unionen har stået i front, når nye klimamål skulle sættes, og har ofte lagt pres på andre stormagter for at følge trop. Men lige nu er det billede ved at krakelere. Interne magtkampe betyder, at Europa ikke når at aflevere sit opdaterede klimabidrag til FN inden fristen – og det kan få store konsekvenser, når verdens lande mødes til klimatopmødet COP30 i Brasilien til november.
En frist, der glipper
FN har bedt alle lande om at komme med nye planer for, hvordan de vil nedbringe udledningen af drivhusgasser. Men i Bruxelles er medlemslandene blevet uenige om, hvor højt ambitionsniveauet skal være.
Frankrig og flere østeuropæiske lande bremser processen og kræver mere tid, mens andre lande som Tyskland og de nordiske lande presser på for at vedtage ambitiøse mål hurtigt. Resultatet er, at EU, i stedet for at sende et klare og samlede mål til FN, må nøjes med en hensigtserklæring.
Hvorfor er det så svært?
Bag kulisserne handler uenigheden både om penge, politik og prioriteringer. For nogle lande betyder stramme klimamål store investeringer i grøn energi, nye togforbindelser og renere industri. Det er dyrt, og mange regeringer er allerede presset af inflation, høje energipriser og voksende forsvarsudgifter.
Samtidig frygter lande med kulkraft eller bilproduktion, at de mister arbejdspladser og konkurrenceevne, hvis de går for hurtigt frem. Andre mener, at man risikerer at skubbe borgerne væk, hvis de oplever klimakrav som endnu en byrde i en tid, hvor økonomien i forvejen er stram.
Brasilien advarer
En af de helt store stridspunkter er spørgsmålet om såkaldte CO₂-kreditter – en slags klimaerstatning, hvor man kan betale for grønne projekter i andre lande i stedet for selv at skære i udledningerne derhjemme. Brasilien, som er vært for COP30, har advaret mod, at rige lande læner sig for meget op ad den løsning. Ifølge værtslandet kan det underminere troværdigheden, hvis Europa køber sig til grøn samvittighed i stedet for at levere reelle nedskæringer.
Risikoen for at tabe troværdighed
Når forhandlerne sætter sig til bordet i Belem til november, vil Europa gerne være den, der trækker de andre lande fremad. Uden et færdigt klimamål kan det dog blive svært at stille krav til Kina, Indien eller USA. Som en diplomat udtalte til Reuters: “Hvordan kan vi presse andre til at hæve ambitionerne, når vi ikke selv kan blive enige?”
Hvis Europa mister den rolle, risikerer hele forhandlingerne at gå i stå. Mange udviklingslande har brug for både penge og teknologi til den grønne omstilling, og ser normalt mod EU som drivkraft.
Hvad betyder det for hverdagen?
Det kan virke langt væk, når politikere i Bruxelles diskuterer mål for 2040. Men konsekvenserne kan mærkes helt nede i danskernes hverdag.
Hvis EU udsætter investeringerne i grøn energi, betyder det, at vi i længere tid vil være afhængige af kul, olie og gas – og dermed sårbare over for stigende energipriser. Det kan også forsinke omstillingen i transporten, hvor billigere elbiler og bedre togforbindelser ellers kunne gøre hverdagen lettere og grønnere.
Mens vi diskuterer, fortsætter klimaforandringerne. Sommerens hedebølger, oversvømmelser og tørker viser, at klimakrisen ikke venter på, at vi får papirarbejdet i orden.
Resultater fra tidligere COP-møder
Når verdens lande samles til COP, kan det udefra ligne store ord og lange forhandlinger. Men historien viser, at nogle møder faktisk har sat retningen for klimapolitikken i årtier. COP3 i Kyoto i 1997 blev startskuddet til de første internationale aftaler om reduktion af drivhusgasser. COP21 i Paris i 2015 endte med Parisaftalen – et gennembrud, hvor næsten alle verdens lande forpligtede sig til at holde temperaturstigningen under to grader og helst tæt på halvanden.
Samtidig er mange andre COP’er endt uden de store fremskridt. Aftaler er blevet udvandet af kompromiser, og ofte mangler der bindende mål og klar finansiering. Det er derfor, mange miljøorganisationer beskriver COP-møderne som både nødvendige og frustrerende: De er det eneste sted, hvor hele verden kan enes om en fælles kurs – men risikoen for tomme løfter er altid til stede.
COP30 i Brasilien bliver derfor et testpunkt: Er vi stadig på sporet af Parisaftalens målsætning, eller risikerer vi at glide længere væk, fordi de store spillere ikke kan blive enige?
Et vendepunkt for COP30
COP30 i Brasilien er blevet kaldt det vigtigste klimatopmøde siden Parisaftalen. Her skal verdens lande ikke bare aflevere nye løfter – de skal også bevise, at de tager dem alvorligt. Hvis Europa møder op uden en samlet plan, kan det blive vendepunktet, hvor kontinentet går fra at være grøn frontløber til at være en tøvende aktør blandt mange.
Spørgsmålet er, om politikerne kan finde enighed, inden forhandlingerne går i gang. For jo længere Europa tøver, jo mere risikerer vi, at andre store udledere bruger det som undskyldning for selv at holde igen.
Tiden løber
Mens landene strides om tal og tidsplaner, vokser presset fra både forskere og civilsamfund. FN har gentagne gange understreget, at verden skal skære drastisk ned på brugen af kul, olie og gas i dette årti, hvis vi vil undgå de mest katastrofale konsekvenser.
For Europa står meget på spil: Troværdigheden som global klimafrontløber, mulighederne for at påvirke andre lande, og i sidste ende borgernes hverdag, når klimaforandringerne rykker tættere på.
