Kunst kan ikke redde verden, men den kan få os til at se den på ny.
Rundt omkring i Danmark bruger billedkunstnere, performere og arkitektoniske tænkere deres værker til at ruske op i klimabevidstheden og minde os om, at krisen ikke kun er en sag for politikere og forskere. Den er også et kulturelt og eksistentielt spørgsmål.
Fra byrum i København til havbunde i Øresund og udstillinger i betonbygninger på DTU, vokser en ny bølge af kunst, der aktivt blander sig i klimadebatten. Dette sker ikke bare med løftede pegefingre, men med sansebombardementer, deltagelsesrum og stille poetiske opfordringer.
En pink cirkel midt i byen
Et af de mest markante eksempler er kunstnergruppen SUPERFLEX, der gennem mere end 20 år har arbejdet med kunst i krydsfeltet mellem aktivisme, arkitektur og økologi.
Med projektet Interspecies Assembly placerede de en cirkel af rosa marmorskulpturer på gadehjørner og torve i København. Målet er at skabe et fysisk rum for sameksistens mellem både mennesker og arter.
Kunstværket opfordrede besøgende til at sætte tempoet ned og “forhandle” om pladsen med naturens andre væsener. SUPERFLEX lavede en lignende installation på RUC, hvor de brugte pink mursten til at lave konstruktionerne.
Men Superflex nøjes ikke med symbolske handlinger. I samarbejde med Art 2030 og WWF arbejder de også på projektet Super Reef, der er en række kunstigt fremstillede revkonstruktioner, som skal genskabe biodiversitet under havets overflade.
I Super Reef møder æstetik konkret økologisk genopbygning. Designet af revene tager hensyn til havstrømme, koraltilvækst og fiskebestande, og ambitionen er at dække 55 km² havbund i danske farvande.
Malerisk mørke og stilhed som protest
Mens SUPERFLEX arbejder i stor skala, bruger kunstneren Julie Nord et mere indadvendt og drømmende formsprog.
I hendes sort-hvide tegninger og fotografier bliver landskabet til et psykologisk rum, hvor menneskets forhold til naturen skælver under overfladen. Nord skaber billeder, der langsomt sniger sig ind under huden – ikke som klimaaktivisme, men som en stille påmindelse om, hvad der er på spil, når naturens orden forskubbes.
Denne mere sanselige tilgang kendetegner også flere performance- og konceptkunstnere, der arbejder i feltet mellem forskning, installation og aktivisme.
Klimakrisen som scenografi og laboratorium
Kunstneren Tue Greenfort har skabt en række permanente installationer på det nyåbnede Climate Challenge Laboratory ved DTU i Lyngby. Værker som House on Fire og Helios blander laboratoriets funktion med sanselige, æstetiske strukturer, der både rummer videnskabelige data og visuelle fortolkninger af klimaforandringer.
I Tue Greenforts værker er kunsten ikke dekoration, men en del af den læring, der foregår i bygningen. Et rum, hvor kunst og videnskab mødes i en fælles ambition om at forstå og påvirke fremtiden.
Længere mod syd på Ærø, har Camilla Berner plantet en hel skov som kunstværk. Projektet undersøger forholdet mellem tid, naturpleje og menneskelig indgriben og inviterer borgerne til at være med i arbejdet. Træerne vokser langsomt, men kunsten lever allerede i form af relationer, fortællinger og fællesskaber omkring stedet.
Og i performanceprojektet Red Snow har kunstneren Bente Elisabeth Endresen inviteret både filosoffer, kunstnere og forskere ind i en tværfaglig dialog om klimaforandringer i det nordlige Norden.
Gennem scenekunst, lyd, samtale og fotografi stilles der spørgsmål ved, hvad det vil sige at opleve klimakrisen som en kropslig og følelsesmæssig realitet.
Når kunsten går i kroppen
Det særlige ved kunst i klimakrisens tid er, at den taler til mere end fornuften. Hvor forskning og rapporter kan virke overvældende eller tekniske, rammer kunsten ofte direkte i maven eller i hjertet. Den tvinger os ikke nødvendigvis til handling, men den nægter at lade os vende ryggen til.
Som Billedkunstnernes Forbund har formuleret det, er kunsten en af de få platforme, hvor komplekse problemer kan blive oplevet i øjenhøjde, gennem æstetik og tvivl, snarere end facitlister og løsningsmodeller. Det gør den både kraftfuld og svær at måle på men ikke desto mindre nødvendig.
Hvad kan det gøre for dig
For dem med hænderne i køkkenhaven, hovedet i nyhederne og hjertet i klimabekymringerne viser denne form for kunst, at klimakrisen også handler om kultur, identitet og relationer.
Man behøver ikke tage på museer for at opleve det. Mange af værkerne findes i byrummet, i offentlige bygninger eller online. Måske vigtigst af alt giver de os en ny måde at tænke klima på. Det er ikke bare noget, vi skal fikse, men derimod noget som vi skal mærke, dele og skabe nye billeder af.
Vil du se klimaet med nye øjne?
Her er fem danske kunstnere og kunstnergrupper, der bruger kunsten som klimafortælling og som er værd at holde øje med, hvis man vil inspireres, forstyrres og engagere sig:
- SUPERFLEX – kendt for store, kollektive projekter med fokus på biodiversitet, havmiljø og post-human sameksistens.
- Julie Nord – billedkunstner, hvis drømmende og mørke værker kredser om menneskets forhold til natur og forandring.
- Tue Greenfort – arbejder med økologi og bæredygtighed i direkte samarbejde med forskningsmiljøer, blandt andet på DTU.
- Camilla Berner – skaber stedsspecifik kunst, der inddrager naturpleje og lokale fællesskaber som en del af værket.
- Bente Elisabeth Endresen – performance- og projektkunstner med nordisk blik på klimafølelser, videnskab og sanselighed.
Flere af dem er aktive på Instagram eller via kunstplatforme som Art Hub Copenhagen, BKF eller via udstillingssteder som Cisternerne, Overgaden eller SMK.
Kunsten kan måske ikke forandre klimakrisen direkte. Den kan derimod være med til at forandre os, og det er trods alt et sted at starte.
