Vi ved det godt. Kloden bliver varmere, havene stiger, arter forsvinder. Alligevel er det som om, vi ikke har tid til at mærke det i hverdagen.
Klimaet er både for stort og for abstrakt til at passe ind mellem madpakker, mails og meningsmålinger, men der findes et sted, hvor vi kan mærke det. Hvor vi tør se det i øjnene og måske endda forstå det på en ny måde.
Det sted er i kunstens og litteraturens verden.
De seneste år er der vokset en strøm af klimafiktion og øko-digte frem – både i Danmark og internationalt. Ikke som dystopiske dommedagsfortællinger, men som nærværende, menneskelige historier, hvor klimaet ikke bare er baggrund, men medspiller.
De helt nye
Bøger med klimakrisen i fokus kommer hurtigere og hurtigere efter “genren” for alvor begyndte. Flere af dem har fået gode anmeldelser og er yderst læseværdige.
Fortællinger fra en verden i opbrud
I Groundwater (2025) af Thomas McMullan lurer klimakrisen i baggrunden, mens vi følger et isoleret pars sociale forfald i et hus på landet.
Det uhyggelige og næsten mareridtsagtige univers viser, hvordan klimaet præger vores mentale rum, også når vi tror, vi kan gemme os fra det.
Private Rites (2024, Julia Armfield) og Juice (2024, Tim Winton) tegner fremtidsverdener, hvor regn, affald og autoritære samfundsformer er blevet hverdag.
Det er ikke bøger om klimakatastrofer – men om hvad der sker, når klimaforandringerne allerede har vristet hverdagen ud af hænderne på os.
Når aktivisme bliver litteratur
The Lost Cause (2023) af Cory Doctorow skildrer et USA efter store brande og oversvømmelser, hvor unge forsøger at genopbygge samfundet og skabe håb. Her bliver klimakrisen både bagtæppe og drivkraft. Ikke som dommedag men som en mulighed for ny organisering.
I The Morningside (2024) af Téa Obreht bor en flygtning med sin familie i en halvt forladt skyskraber i en oversvømmet storby.
Historien er præget af magisk realisme, men skildrer alligevel genkendelige temaer: ulighed, migration og overlevelse i en verden i forfald.
Lidt ældre men stadig anbefalingsværdige
Selvom der er sket meget med for klimaet, miljøet og vores forståelse af klimakrisen over de sidste 5 – 10 år, er følelserne af afmagt og håb ofte de samme som de var dengang. Derfor er de nedenstående litterære eksempler stadig relevante.
Litteraturen træder ind, hvor videnskaben tier
Hvor forskningsrapporter og nyhedsgrafikker taler til forstanden, rammer litteraturen et andet sted. Den formidler følelser, skaber empati og får os til at forstå, hvordan det føles at leve i en verden, der er ved at forandre sig.
Som den britiske forfatter Amitav Ghosh skriver i The Great Derangement, har litteraturen alt for længe svigtet sin opgave i klimakrisens tid.
Vi har brug for fortællinger, der ikke bare handler om individets indre rejse, men også om planetens, og det er netop den opgave, en ny generation af forfattere har taget på sig.
Naturen i opløsning – og mennesket med
Et stærkt dansk eksempel er Theis Ørntofts roman Solar (2021).
Den følger en navnløs hovedperson, der flygter ud i naturen for at finde mening i en verden præget af klimakollaps og eksistentiel tomhed.
Sproget er intenst, poetisk, til tider febrilsk – som naturen selv. Ørntoft maler billeder, der ikke bare viser naturens skønhed, men også dens sårbarhed.
Det er ikke en handlingsdrevet roman, men en stemningsfuld undersøgelse af, hvordan det moderne menneske reagerer, når det står overfor noget, det ikke kan kontrollere.
I samme ånd skriver amerikanske Jenny Offill i sin roman Weather (2020) om klimakrisens psykologi. Hun gør det ikke med flodbølger og storme, men med indre uro og små, hverdagsagtige samtaler.
Hovedpersonen arbejder som bibliotekar og begynder at besvare mails for et klima-nyhedsbrev. Gennem fragmenterede tanker og sorte jokes får vi et portræt af, hvordan det føles at bære verdens sammenbrud i sin indbakke.
Fortællinger med håb – men ikke uden mørke
Der er også forfattere, som tør tro på forandring, uden at det bliver naivt.
I Efter solen (2020) af Jonas Eika – der modtog Nordisk Råds Litteraturpris, møder vi grænseløse virkeligheder, hvor klimaforandringer og kapitalisme flettes ind i menneskers kroppe og begær.
Fortællingerne er eksperimenterende og drømmende, men rummer en underliggende kritik af verdens gang. Ikke gennem løftede pegefingre, men ved at vise, hvad der sker, når mennesker mister forbindelsen til hinanden og til naturen.
Et andet og lidt ældre eksempel er norske Maja Lunde, som med Biernes historie (2015) og de efterfølgende romaner i sin klimakvartet, skriver både ømt og dramatisk om klimakrisens konsekvenser.
Hendes bøger har nået millioner af læsere – måske fordi hun tør kombinere stor fortællekunst med en tydelig dagsorden.
Lunde bruger fortiden og fremtiden til at spejle vores nutid og stiller det ubehagelige spørgsmål: Hvad hvis vi allerede har tabt?
Når poesien bliver grøn
Det er ikke kun romanforfatterne, der tager klimaet alvorligt. Også lyrikken har fået et grønt sprog.
Den danske digter Ursula Andkjær Olsen har gennem flere udgivelser – ikke mindst Mit smykkeskrin (2020) – arbejdet med menneskets forhold til naturen, til forbrug og til aftryk.
Hendes digte er sanselige og komplekse, men altid med et glimt i øjet. Hun skriver ikke om klimaforandringer som fænomen, men om klimakrisen som tilstand – som noget, der bor i os.
Yngre digtere som Caspar Eric og Asta Olivia Nordenhof tager også del i den grønne samtale med hverdagssituationer, der rummer den store katastrofe i det små: Et plastikindkøb, en smeltende is, en mærkelig varme midt i februar.
Find ro og forståelse i andres fortællinger
Man behøver ikke være litteraturprofessor eller klimaaktivist for at læse klimafiktion. Tværtimod. Mange af bøgerne taler i øjenhøjde, også selvom de kredser om komplekse temaer.
Netop derfor kan de være en vej ind i klimakrisen for dem, der ellers trækker sig væk. Fordi de ikke moraliserer. Fordi de fortæller historier.
Litteraturen kan ikke redde planeten. Men den kan hjælpe os med at se, hvad der står på spil. Og måske endda give os modet til at handle. Ikke som helte – men som mennesker.
Anbefalinger til sommerlæsningen:
- Groundwater af Thomas McMullan (2025) – psykologisk drama med klimadimension
- The Lost Cause af Cory Doctorow (2023) – nærfremtidsroman om øko-socialisme
- Juice af Tim Winton (2024) – klimaaktivisme møder thriller
- Private Rites af Julia Armfield (2024) – dystopisk søsterskabs-historie
- The Morningside af Téa Obreht (2024) – magisk realisme i oversvømmet by
- Solar af Theis Ørntoft (2021) – poetisk og intens dansk roman om natur og afmagt
- Weather af Jenny Offill (2020) – klimapsykologi i hverdagsformat, på engelsk
- Efter solen af Jonas Eika (2020) – eksperimenterende og drømmende noveller
- Biernes historie af Maja Lunde (2015) – øko-fortælling der spænder over generationer
- Mit smykkeskrin af Ursula Andkjær Olsen (2020) – lyrik med bid og økologi
