19. nov.

Klimakrisen venter ikke: Alligevel vil flere lande udskyde verdens vigtigste klimarapport

Flere lande ønsker at udskyde de kommende rapporter fra FN's klimapanel. Det kan betyde, at verden skal evaluere Parisaftalen i 2028 uden den nyeste samlede klimavidenskabelige vurdering.

Sara Holt

Redaktør

Skovbrand i national skov i USA
Urelateret skovbrand, USA

Mens verdens ledere er samlet til klimatopmødet COP31 i Tyrkiet for at diskutere, hvordan vi skal bremse klimaforandringerne, foregår der sideløbende en anden politisk kamp.

Den handler ikke om, hvor meget CO₂ vi skal udlede, hvem der skal betale for den grønne omstilling, eller hvordan vi skal udfase fossile brændstoffer.

Den handler om, hvornår vi skal have adgang til den nyeste samlede viden om klimakrisen.

Flere lande presser nemlig på for at udskyde udgivelsen af de kommende rapporter fra FN’s klimapanel, IPCC.

Det får nu den anerkendte svenske klimaforsker Johan Rockström, direktør for Potsdam Institute for Climate Impact Research, til at advare om, at en forsinkelse kan bringe det internationale klimasamarbejde i fare.

I et interview med The Guardian under COP31 understreger han, at klimavidenskaben er selve fundamentet for Parisaftalen.

Verdens videnskabelige kompas

Når vi taler om temperaturstigninger, klimamål, stigende verdenshave og konsekvenserne af vores CO₂-udledninger, bygger meget af vores fælles forståelse på arbejdet fra FN’s klimapanel.

IPCC udfører ikke selv klimaforskning, men samler, gennemgår og vurderer eksisterende forskning fra hele verden.

Resultatet er omfattende rapporter, der fungerer som et videnskabeligt grundlag for politiske beslutninger.

Panelet er i øjeblikket i gang med sin syvende hovedrapport, AR7, som består af tre videnskabelige delrapporter og en afsluttende sammenfatning.

Den første del undersøger selve klimaforandringerne og de fysiske processer bag dem.

Den anden ser på konsekvenserne for mennesker, natur og samfund samt mulighederne for klimatilpasning.

Den tredje undersøger, hvordan vi kan begrænse klimaforandringerne.

I alt er 664 eksperter fra 111 lande blevet udpeget til arbejdet.

Forventningen har været, at de første delrapporter skulle udkomme fra midten af 2028, mens den afsluttende sammenfatning er planlagt til slutningen af 2029.

Men nu er der politisk uenighed om tidsplanen for delrapporterne.

Flere lande mener, at klimavidenskaben er skæv

Ifølge The Guardian er fortalerne for en udskydelse blandt andet Saudi-Arabien, Rusland og Indien.

Bag uenigheden ligger en større debat om, hvem der producerer klimavidenskaben, og hvis virkelighed den afspejler.

For selvom klimaforandringerne er globale, er forudsætningerne for at forske i dem ikke nødvendigvis de samme.

Forskning kræver penge, adgang til data, teknologi og uddannelse.

Der er også en principiel diskussion om, hvordan retfærdighed indgår i de videnskabelige modeller, der bruges til at undersøge den grønne omstilling.

Hvis en model eksempelvis tager udgangspunkt i, hvor det er billigst at reducere verdens CO₂-udledninger, er det ikke nødvendigvis det samme som at undersøge, hvor det er mest retfærdigt at reducere dem.

Historisk ansvar og økonomisk formåen er andre hensyn, som kan have betydning for, hvordan klimaindsatsen bør fordeles.

IPCC har dog allerede gjort en indsats for at øge repræsentationen i sit arbejde.

Blandt de udpegede eksperter til den kommende hovedrapport kommer 51 procent fra udviklingslande og lande med overgangsøkonomier.

I den foregående hovedrapport var andelen 44 procent.

Samtidig er andelen af kvinder steget fra 33 til 46 procent.

Det betyder ikke nødvendigvis, at alle skævheder er fjernet, men det viser, at klimapanelet allerede arbejder med at gøre forskergruppen mere repræsentativ.

2028 er ikke et tilfældigt årstal

Det kan måske lyde som en mindre detalje, om en videnskabelig rapport udkommer i 2028 eller 2029. Men i international klimapolitik kan det ene år gøre en væsentlig forskel.

Ved klimatopmødet COP33 i november 2028 skal verdens lande afslutte den anden globale statusopgørelse under Parisaftalen.

Her skal landene i fællesskab gøre status over, hvor langt verden er nået med at begrænse klimaforandringerne, tilpasse sig deres konsekvenser og understøtte den globale klimaindsats økonomisk.

Evalueringen skal danne grundlag for landenes kommende klimaplaner.

Bliver IPCC’s delrapporter udskudt, risikerer politikerne altså at skulle gøre status over verdens klimaindsats uden den nyeste samlede videnskabelige vurdering.

Og der er i forvejen rigeligt at indhente.

Ifølge FN’s miljøprograms seneste Emissions Gap Report 2026 bevæger verden sig mod en temperaturstigning på 2,6 grader i løbet af dette århundrede, selv hvis landene gennemfører deres nuværende klimaløfter fuldt ud.

Det er et godt stykke fra Parisaftalens ambition om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader.

COP31. Foto: ©UN Climate Change – Kubilay Citfci

Klimapanelet mangler også penge

Det er imidlertid ikke kun politiske uenigheder, der udfordrer arbejdet.

FN’s klimapanel står også med et økonomisk problem.

Ved åbningen af COP31 den 9. november gjorde klimapanelets sekretær, Annett Möhner, opmærksom på, at de modtagne og lovede økonomiske bidrag på daværende tidspunkt kun dækkede en tredjedel af det godkendte budget for 2026.

I hendes tale på klimatopmødet påpegede hun, at finansieringen er utilstrækkelig til at sikre panelets normale arbejde og gennemførelsen af alle de godkendte aktiviteter.

Det er særligt interessant i lyset af diskussionen om en mere inkluderende klimavidenskab.

Klimapanelets fond er nemlig også afgørende for at sikre bred deltagelse i det videnskabelige arbejde.

Hvis landene ønsker en mere repræsentativ klimaforskning, er spørgsmålet derfor ikke alene, hvor meget ekstra tid forskerne skal have, men også hvilke ressourcer de får stillet til rådighed.

Klimakrisen holder ikke pause

Der er endnu ikke truffet en beslutning om at udskyde rapporterne.

FN’s klimapanel genoptager sine forhandlinger fra den 1. til den 3. december, hvor både tidsplanen og budgettet igen kommer på dagsordenen.

Men diskussionen illustrerer et grundlæggende dilemma i den internationale klimapolitik.

På den ene side er det vigtigt, at klimavidenskaben afspejler hele verden, og at de lande, der er hårdest ramt af klimaforandringerne, også har mulighed for at bidrage til den.

På den anden side bør større videnskabelig repræsentation og hurtigere klimahandling ikke nødvendigvis være hinandens modsætninger.

Og selv hvis rapporterne bliver udskudt, ændrer det ikke på den viden, vi allerede har.

Vi mangler ikke videnskabelig dokumentation for, at klimaforandringerne er menneskeskabte, at de har alvorlige konsekvenser, eller at vi skal reducere vores udledninger markant.

En ny klimarapport kan gøre os klogere på, hvor vi står, og hvordan vi kommer bedst videre.

Google advertising №2

Seneste fra Faktor

Find mere læsestof her

Populære artikler

Nyheder

| SENESTE