Mens verdens ledere forhandler om CO₂-reduktioner og grøn energi på COP31, kæmper klimaaktivister for noget, der ofte får mindre opmærksomhed: menneskene bag den grønne omstilling.
Fra udnyttelse af naturressourcer i Afrika til krig, fattigdom og menneskerettigheder.
For hvad nytter en grønnere verden, hvis prisen betales af dem, der i forvejen har mindst?
Grønne foregangslande med en knap så grøn bagside
Danmark kan godt lide at se sig selv som et grønt foregangsland.
Vi bygger vindmøller, investerer i grøn teknologi og arbejder på at nedbringe vores CO₂-udledninger.
Men den fortælling har en bagside, mener en gruppe klimaaktivister, der mandag den 16. november demonstrerede ved FN’s klimatopmøde COP31 i Antalya, Tyrkiet.
Under overskriften Fake Frontrunners, eller falske foregangslande, gik danske aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse sammen med Fridays for Future Uganda og hollandske Climate Justice Flotilla for at kritisere de rige landes tilgang til den grønne omstilling.
Deres budskab var, at lande som Danmark ikke kan kalde sig grønne foregangslande, hvis deres omstilling fortsat bygger på fossile brændsler og udnyttelse af naturressourcer i fattigere dele af verden.
“Man kan simpelthen ikke formane andre om en grøn omstilling, hvis man ikke selv starter derhjemme,” lød det samstemmende fra aktivisterne ifølge en pressemeddelelse fra Den Grønne Ungdomsbevægelse.
Aktivisterne peger blandt andet på, at de rige lande fortsat producerer olie og gas, samtidig med at de er afhængige af råstoffer fra især lav- og mellemindkomstlande i Afrika, Asien og Latinamerika.
Det er lande, som ofte har bidraget langt mindre til den historiske klimakrise, men som både mærker konsekvenserne og leverer ressourcer til den grønne omstilling.
Når vores grønne løsninger har en menneskelig pris
Elbiler, solceller, batterier og vindmøller er vigtige brikker i den grønne omstilling.
Men de kommer ikke ud af ingenting.
Teknologierne kræver blandt andet kobber, lithium, kobolt og andre mineraler, som skal udvindes fra undergrunden.
Og det kan have store konsekvenser for de mennesker, der bor i områderne.
Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) kan den voksende efterspørgsel på mineraler til grøn teknologi øge presset på både vandressourcer, natur, lokalsamfund og oprindelige folk.
Mineprojekter kan også medføre konflikter om jord og menneskerettigheder.
Det betyder ikke, at vi skal opgive den grønne teknologi.
Tværtimod er den afgørende for at mindske afhængigheden af fossile brændsler.
Men det rejser et dilemma: Hvordan sikrer vi, at løsningen på én miljøkrise ikke skaber nye problemer andre steder?
Det er netop den problemstilling, som den ugandiske klimaaktivist Patience Nabukalu fra Fridays for Future Uganda satte fokus på under demonstrationen.
Hun kritiserede Europas fortsatte udvinding af olie og mineraler i Afrika.
Kritikken handler ikke nødvendigvis om, at råstofferne slet ikke skal udvindes, men om hvem der bestemmer over ressourcerne, hvem der får indtægterne, og hvem der står tilbage med konsekvenserne.
For udvinding kan også skabe arbejdspladser og økonomiske muligheder.
Spørgsmålet er, om udviklingen sker på vilkår, der gavner lokalbefolkningen, eller primært de lande og virksomheder, der køber råstofferne.
Krig og menneskerettigheder er også blevet en del af klimakampen
Det er ikke kun udvinding af naturressourcer, der har fået aktivisterne på gaden under COP31.
Lørdag den 14. november samledes tusindvis af demonstranter i Antalya til en stor klimamarch.
Her gik internationale klimaorganisationer side om side med lokale miljøgrupper, fagforeninger og menneskerettighedsaktivister.
Ifølge Le Monde deltog næsten 10.000 mennesker i demonstrationen, hvor der blandt andet blev protesteret mod kulkraft, minedrift og ødelæggelse af naturen.
Men kravene handlede også om noget, man måske ikke umiddelbart forbinder med et klimatopmøde: Fred.
Arrangørerne bag People’s Climate March havde på forhånd gjort det klart, at deres krav også omfattede et stop for krige, besættelse og militarisering.
De udtrykte blandt andet solidaritet med mennesker, der oplever vold og fordrivelse i Palæstina, Sudan og DR Congo.
For aktivisterne hænger klimaretfærdighed, fred og menneskerettigheder uløseligt sammen.
Og der er flere grunde til, at de to dagsordener mødes.
Krige kan ødelægge landbrugsområder, vandforsyninger og energiinfrastruktur.
Samtidig kan mennesker, der er drevet på flugt eller lever midt i en konflikt, have langt sværere ved at beskytte sig mod tørke, oversvømmelser og andre klimakatastrofer.
Omvendt kan klimaforandringer forværre eksisterende problemer med fødevaremangel, fattigdom og knappe ressourcer.
Det betyder ikke, at klimaforandringer automatisk fører til krig, men de kan gøre allerede sårbare samfund endnu mere udsatte.
Klimakrisen eksisterer med andre ord ikke i et vakuum.
Den rammer en verden, hvor mennesker i forvejen lever under vidt forskellige vilkår.
De fattigste lande står med en uforholdsmæssig stor regning
Et andet centralt krav fra aktivisterne på COP31 handler om penge.
For selvom klimaforandringerne er et globalt problem, er konsekvenserne fra dem langt fra ligeligt fordelt.
Ifølge FN’s miljøprogram UNEP bruger højindkomstlande seks gange så mange naturressourcer pr. indbygger som lavindkomstlande og står for ti gange så store klimabelastninger fra ressourceforbruget.
Alligevel er mange fattigere lande særligt sårbare over for konsekvenserne af klimaforandringerne.
Derfor kræver aktivisterne, at de rigeste lande påtager sig en større del af regningen.
Ikke blot ved at reducere deres egne udledninger, men også ved at finansiere klimatilpasning og grøn omstilling i fattigere lande.
Og her er der en vigtig detalje: Pengene skal helst gives som støtte frem for lån.
For hvis et fattigt land skal låne penge for at beskytte sig mod klimaforandringer, som det kun har bidraget ganske lidt til, risikerer landet at ende med endnu større gæld.
Det er blandt de krav, som Amnesty International har fremhævet op til COP31.
Organisationen ønsker samtidig, at de lokalsamfund, der bliver påvirket af klimaforandringer og grønne projekter, får reel indflydelse på beslutningerne.
Det er dog også et af de vanskelige spørgsmål i de internationale klimaforhandlinger.
For mens fattigere lande efterspørger mere offentlig støtte, skal landene samtidig blive enige om, hvem der skal betale, hvor meget der skal betales, og hvordan pengene skal fordeles.
En grøn omstilling, der også er retfærdig
Kritikken fra aktivisterne betyder ikke, at kampen mod klimaforandringerne skal sættes på pause, indtil verdens sociale problemer er løst.
Tværtimod vil en langsommere grøn omstilling også have alvorlige menneskelige konsekvenser, særligt for de samfund, der allerede er mest udsatte.
Det er derfor heller ikke nødvendigvis et valg mellem klimaet og menneskerettighederne.
FN har selv gjort en retfærdig omstilling til en del af dagsordenen for COP31, hvor der blandt andet arbejdes med at beskytte sårbare befolkninger, sikre klimafinansiering og skabe en overgang væk fra fossile brændsler.
Men der er fortsat stor uenighed om, hvordan ambitionerne skal omsættes til konkret handling.
For aktivisterne handler det om at udvide forståelsen af, hvad en vellykket grøn omstilling egentlig er.
En elbil kan være bedre for klimaet end en tilsvarende benzinbil, men det fritager ikke producenterne fra at tage ansvar for forholdene i minerne.
Et land kan reducere sine egne udledninger, men det fjerner ikke spørgsmålet om landets ansvar for klimaskader andre steder i verden.
Og en verden med flere vindmøller og færre kulkraftværker er ikke nødvendigvis en mere retfærdig verden, hvis de mennesker, der leverer råstofferne, ikke får del i fordelene.
Det er den påmindelse, aktivisterne forsøger at sende til verdens ledere i Antalya: Den grønne omstilling skal ikke kun måles på, hvor meget CO₂ vi sparer, men også på, hvilke vilkår vi skaber for de mennesker, der skal leve med den.