04. nov.

7 ud af 10 danskere vil have nationalt sprøjteforbud – selv hvis det koster landbruget dyrt

Danskerne er klar til at stille skrappere krav for at beskytte vores drikkevand og vandmiljø. Det viser en ny undersøgelse, hvor et stort flertal bakker op om politisk handling, selvom det kan få økonomiske konsekvenser for landbruget.

Sara Holt

Redaktør

Drikkevand
Foto: DN

Et stort flertal af danskerne vil have sat en stopper for brugen af sprøjtegifte i de områder, hvor fremtidens drikkevand dannes.

Og de er villige til at acceptere, at det kan koste landbruget penge.

Det viser en ny Voxmeter-måling foretaget for Danmarks Naturfredningsforening.

Her svarer knap 70 procent af danskerne, at de ønsker et omgående sprøjteforbud i områder, der er vigtige for drikkevandet, også selvom det øger landbrugets omkostninger.

Kun 11 procent er imod, mens 17 procent hverken er for eller imod.

Og det er ikke kun i storbyerne, at opbakningen er stor.

I samtlige fem regioner ønsker et flertal et forbud.

Opbakningen er størst i Region Hovedstaden med 73 procent og lavest i Nordjylland med 62 procent.

Danskerne ønsker sprøjtegiftforbud
Graf-illustration: Faktor, Kilde: Danmarks Naturfredningsforening

Danskerne sender et klart signal

Hos Danmarks Naturfredningsforening ser man målingen som et tydeligt signal til politikerne, der i øjeblikket arbejder på et nationalt sprøjteforbud.

“Målingen viser tydeligt, at danskerne ønsker politisk handling her og nu,” siger direktør Lars Midtiby i foreningens pressemeddelelse.

Han peger på, at der findes pesticidrester i over halvdelen af de undersøgte drikkevandsboringer.

Det stemmer overens med Miljøministeriets tal, som viser, at der i 2024 blev fundet pesticidrester i 55,1 procent af de undersøgte boringer.

I 13,8 procent blev kvalitetskravet for pesticider overskredet.

Danskerne vil også have skrappere krav til kvælstofudledning og havbrugene

Det er ikke kun sprøjtegiftene, danskerne ønsker politisk handling på. Den nye Voxmeter-undersøgelse viser også opbakning til strengere regler for udledning af kvælstof og til et forbud mod havbrug.

Næsten 62 procent mener, at kvælstofkravene til landbruget bør skærpes, med det formål at alle danske fjorde og kystvande kan komme i god økologisk tilstand.

Det vil sige, at plante- og dyrelivet kun er påvirket i mindre grad af menneskelig aktivitet.

Også her blev deltagerne gjort opmærksomme på, at strengere krav kan medføre økonomiske tab for landbruget.

Undersøgelsen viser desuden, at godt halvdelen af danskerne ønsker et forbud mod havbrug.

Det inkluderer fiskeopdræt i åbne netbure ude på havet, hvor fiskene vokser sig store, inden de bliver solgt.

Fiskeopdræt udleder ligeledes næringsstoffer som kvælstof og fosfor, som kan bidrage til algevækst og iltsvind.

Havbrug kan desuden udlede blandt andet kobber og medicinrester til havmiljøet.

Opbakningen til et forbud er dog mindre entydig end ved sprøjtegiftene.

Mens 50 procent støtter et forbud mod havbrug, er knap 18 procent imod, og omkring hver fjerde er hverken enig eller uenig.

Opdræt af fisk

Ikke alle mener, at et nationalt forbud er løsningen

Selvom et stort flertal ønsker et forbud, er der fortsat uenighed om, hvordan drikkevandet bedst beskyttes.

Landbrug & Fødevarer er blandt modstanderne af regeringens planer.

Organisationen mener, at beskyttelsen i stedet bør håndteres gennem lokale aftaler, blandt andet som en del af den grønne trepart.

Samtidig advarer organisationen om økonomiske konsekvenser for landmændene, der risikerer at få begrænsede muligheder for at dyrke jorden.

“Beskyttelsen af vores drikkevand er vigtig. Derfor vil vi gerne gøre det på den bedste og mest effektive måde, og vi er ikke enige med regeringen i, at det gøres gennem et nationalt forbud,” siger formand Søren Søndergaard i en udmelding fra Landbrug & Fødevarer.

Organisationen frygter desuden, at et nationalt forbud vil skabe usikkerhed om landmændenes fremtidige vilkår og bremse den lokale omlægning af landbrugsjord.

Nu nærmer en politisk beslutning sig

Den nye måling kommer samtidig med at regeringens planer om et nationalt sprøjteforbud bevæger sig tættere på Folketinget.

I september sendte Miljøministeriet et lovforslag i høring.

Forslaget skal forbyde erhvervsmæssig brug af pesticider i sårbare grundvandsdannende områder og samtidig forhindre udbringning af spildevandsslam og forurenet jord i de samme områder.

Høringsfristen udløber den 4. november, hvorefter de politiske forhandlinger fortsætter.

Et centralt spørgsmål er fortsat, hvordan berørte landmænd skal kompenseres.

Det er endnu ikke fastlagt i lovforslaget, men skal reguleres efterfølgende.

Mens politikerne fortsat diskuterer de praktiske og økonomiske konsekvenser, viser den nye måling, at et stort flertal af danskerne allerede har taget stilling: De ønsker et sprøjteforbud i de områder, hvor fremtidens drikkevand dannes.

Google advertising №2

Seneste fra Faktor

Find mere læsestof her

Populære artikler

Nyheder

| SENESTE