I søndags løb Copenhagen Marathon gennem hovedstaden med omkring 25.000 deltagere på ruten.
Det betød afspærrede veje, omdirigeret trafik og en by, hvor biler i en del timer måtte vige pladsen for løbere, tilskuere og frivillige.
Men for flere bilister blev det også en kilde til frustration.
Frivillige langs ruten måtte håndtere vrede trafikanter, der ikke kunne komme frem ad deres sædvanlige vej gennem byen.
En 55-årig kvinde blev tilmed så vred, at hun valgte at køre direkte ind over løberuten trods afspærringer og instrukser fra officials.
Hun er siden blevet tiltalt i sagen.
Episoden er samtidig gået viralt, og kommentarfelterne på sociale medier har været fyldt med reaktioner.
Mange kritiserer den farlige kørsel. Men andre retter i stedet vreden mod selve arrangementet – og mod idéen om, at byen i nogle timer skulle bruges til noget andet end biler.
“Så løb dog for helvede et sted I ikke generer andre,” skriver en bruger i kommentarsporet hos TV 2.
“Var det ikke mere relevant at man flyttede sportsarrangementer, såsom cykelløb, marathon mv., til lukkede baner således at den offentlige orden og trafik IKKE forstyrres?” lyder det et andet sted i kommentarsporet hos Politiken.
Kommentarerne handler på overfladen om irritation over afspærringer.
Men de peger også på noget større: en forventning om, at biltrafik er byens naturlige tilstand – og at andre aktiviteter må indrette sig derefter.
Bilen er normen
I debatten om Copenhagen Marathon bliver løberne ofte beskrevet som dem, der “lukker byen ned”.
Men ser man på København til daglig, er det svært at argumentere for, at bilen mangler plads.
Faktisk udgjorde vejene i 2016 16,8 % af Københavns samlede areal – betydeligt mere end i resten af landet.
I virkeligheden er det sjældent biler, der til daglig må indrette sig efter andre trafikanter.
Det er fodgængere, der venter ved lyskrydsene. Cykelstier, der presses ind mellem parkerede biler og vejbaner. Børn, der lærer at passe på trafikken. Caféer, der betaler dyrt for få kvadratmeter til udeservering, mens private biler kan optage offentligt byrum døgnet rundt for relativt små beløb.
Alligevel bliver bilen ofte beskrevet som presset i København, og diskussionerne om flere parkeringspladser, bedre fremkommelighed og plads til biltrafik fylder meget i kommunalpolitikken.
Selv i en by, der internationalt profilerer sig, som grøn cykelhovedstad, er bilen stadig normen mange steder.
Det er måske netop derfor, at nogle timers afspærring under et marathon kan skabe så stærke reaktioner.
For når løbere overtager Nørrebrogade, Sønder Boulevard eller Indre By, sker der noget usædvanligt: bilen mister midlertidigt sin selvfølgelige plads.
Når bilen mister sin selvfølgelige plads
Selvfølgelig kan det være frustrerende at sidde fast i trafikken eller skulle finde lange omveje gennem byen.
Særligt hvis man skal på arbejde, hente børn eller besøge familie.
For mange mennesker er bilen ikke et luksusgode, men en nødvendighed i en travl hverdag. Det gælder især uden for de største byer, hvor offentlig transport ikke altid er et reelt alternativ.
Det er også en del af forklaringen på, hvorfor diskussioner om biler hurtigt bliver følelsesladede.
Men arrangementer som Copenhagen Marathon, Royal Run og Pride gør samtidig noget usædvanligt ved byen.
I nogle timer bliver vejene brugt til noget andet end gennemkørsel.
Pludselig står mennesker midt på asfalten uden at skulle skynde sig væk fra trafikken. Familier sidder på fortovene med kaffe og skilte. Musik spiller fra altaner og gadehjørner. Børn løber over kryds, der normalt er fyldt med biler.
Det er et andet billede af byen end det, vi normalt er vant til.
Men fordi vi er mindre vant til den, betyder det ikke at den er mindre berettiget.
Information eller forvirring?
En del af kritikken efter Copenhagen Marathon handlede også om information.
Flere bilister skrev i kommentarsporene, at de følte sig dårligt orienteret om afspærringerne og de omfattende ændringer i trafikken gennem byen.
Arrangørerne bag Copenhagen Marathon havde ellers offentliggjort både trafikkort, krydsningspunkter, parkeringsforbud og trafiktelefon i dagene op til løbet.
Men når store dele af en storby ændrer rytme for en dag, opstår frustrationen ofte alligevel.
Københavns Kommune og arrangørerne vil forhåbentlig bruge årets hændelse til at blive bedre til at varsle om ændringerne og gøre det lettere for bilister at navigere rundt i byen under de store events.
For selv om afspærringer er en del af arrangementerne, er det næppe i nogens interesse, at frustrationerne ender i konflikter mellem trafikanter, frivillige og deltagere.
De få dage, hvor biler ikke kommer først
Hen over sommeren sker det igen.
Royal Run lukker veje. Pride fylder Indre By. Ironman sender tusindvis af deltagere gennem afspærrede gader.
Og hver gang opstår den samme diskussion: Hvorfor skal byen ændres for et arrangement?
Men store dele af byen bliver allerede “lukket ned” for at give plads til biler.
Veje, lyskryds, parkeringspladser og brede trafikårer er ikke neutrale. De er resultatet af årtiers prioritering af biltrafik over andre måder at bruge byen på.
Når gader midlertidigt bliver brugt til løb, kultur eller fælles arrangementer, er det derfor ikke en nedlukning.
Det er bare en anden måde at bruge byrummet på.
