Den europæiske energikrise har sat politisk handling øverst på dagsordenen i Europa-Kommissionen.
Som modreaktion på de stigende priser, pres på forsyninger og usikkerhed om fremtidige leverancer – blandt andet som følge af krigen i Iran – har Kommissionen fremlagt en plan, der har til hensigt at håndtere både de akutte udfordringer og fastholde de langsigtede klimamål.
Planen, som blev præsenteret af energikommissær Dan Jørgensen og næstformand Teresa Ribera, lægger op til en dobbeltstrategi.
På den ene side skal borgere og virksomheder akut skærmes mod de mest mærkbare konsekvenser af krisen.
På den anden side skal Europa fortsat bevæge sig væk fra fossile brændsler og mod en mere selvforsynende, grøn energipolitik.
Afhængighed og ambitioner
Denne dobbelte tilgang afspejler et grundlæggende dilemma.
Europa er stadig i betydelig grad afhængig af importerede fossile brændsler, og det gør kontinentet sårbart i en geopolitisk situation, som er præget af konflikt og usikkerhed.
Samtidig er ambitionen om at reducere netop denne afhængighed et gennemgående element i EU’s klimapolitik.
Det betyder, at politiske beslutninger ofte må træffes på en måde, der balancerer mellem hensynet til kortsigtet stabilitet og til den mere langsigtede grønne omstilling.
Midlertidige greb
I den aktuelle plan kommer det blandt andet til udtryk ved, at Kommissionen åbner for midlertidige lempelser af statsstøttereglerne.
Det giver medlemslandene mulighed for at støtte udvalgte sektorer og forbrugere, som er hårdt ramt af de høje energipriser.
I praksis kan det også indebære støtte til anvendelsen af fossile brændsler i visse brancher, eksempelvis transport og landbrug.
Tiltagene er tænkt som midlertidige og målrettede, men de markerer alligevel et skridt, som kritikere ser som en afvigelse fra den hidtidige linje, hvor støtte typisk har været koblet direkte til grøn omstilling.
Elektrificering og langsigtet omstilling
Samtidig indeholder planen en række initiativer, der skal fremme elektrificering – både på kort sigt og langt sigt – og udbygning af vedvarende energi.
Kommissionen lægger op til at gøre elektricitet relativt billigere end olie og gas, blandt andet gennem justeringer i beskatning og afgifter, og til at styrke infrastrukturen, så mere strøm fra vind og sol kan transporteres rundt i Europa.
Der arbejdes også med at koordinere energilagre og sikre adgang til kritiske ressourcer som flybrændstof, som i den nuværende krisesituation risikerer at blive en mangelvare.
Et vanskeligt regnestykke
Netop denne kombination af tiltag peger på, hvor besværligt regnestykket er.
På den ene side er der et presserende behov for at sikre, at økonomien fungerer, og at borgere ikke rammes uforholdsmæssigt hårdt af stigende energipriser.
På den anden side lyder kritikken af, at løsninger, der fastholder eller øger brugen af fossile brændsler – selv midlertidigt – kan gøre det sværere at nå de langsigtede klimamål.
Kritikken af planen retter sig derfor især mod de kortsigtede greb.
Bekymringen er, at støtte til fossile energikilder kan forsinke investeringer i grønne alternativer eller skabe incitamenter, der trækker i den forkerte retning.
Omvendt fremhæver Kommissionen, at fleksibiliteten er nødvendig i en ekstraordinær situation, og at de midlertidige tiltag ikke ændrer ved den overordnede kurs mod en grønnere energiforsyning.
Endelig må man også huske, at EU er en demokratisk instans, som trods alt henter sin legitimitet hos de europæiske befolkninger, der ikke nødvendigvis er store tilhængere af grøn klimapolitik.
Balancegangen fremad
I sidste ende illustrerer planen en politisk balancegang, som, afhængigt af hvilken synsvinkel man anlægger, næsten forekommer selvmodsigende.
Den grønne omstilling bliver ofte fremstillet som en uafvendelig nødvendighed, som ikke kan vente et sekund længere.
“Klimahandling nu!”, har man råbt i mere end 10 år, hvilket i sig selv er paradoksalt.
Men at håndtere en akut energikrise, hvor der eksempelvis kan opstå mangel på helt konkrete ressourcer som brændstof til transport, samtidig med at man fastholder en langsigtet transformation af hele energisystemet, kræver unægtelig kompromiser.
Og netop den del er svært foreneligt med den mere bombastiske klimaretorik.
Spørgsmålet er derfor også, om tiden er ved at løbe fra den kompromisløse klimaretorik?
