Næsten halvdelen af alle Tesla Model Y-biler, der var til periodisk syn i Danmark sidste år, bestod ikke testen.
Det viser nye synsdata fra Færdselsstyrelsen, som FDM Test & Bilsyn har analyseret.
Af de 2.394 Tesla Model Y årgang 2021, der var til syn, dumpede hele 1.069 biler – hvilket svarer til til 45 procent – og måtte tilbage til værkstedet, før synet kunne bestås.
Det er bemærkelsesværdigt høje tal for en relativt ny bilmodel, som mange danskere har investeret i.
Model Y er i dag én af de mest populære elbiler i Danmark med titusindvis af indregistreringer, og derfor er synstallene yderst relevante for både ejere og potentielle købere.
Samlet set var dumpeprocenten for elbiler kun omkring 7 procent.
Det betyder, at knap hver 14. elbil ikke bestod synet ved første forsøg.
Blandt de biler, der dumpede synstesten, er Tesla Model Y med andre ord kraftigt overrepræsenteret

Gentagelse af sidste års synsproblemer
Der er tale om en gentagelse af et mønster, der blev observeret året før.
I 2024 viste synsdata, at en anden Tesla-model – Model 3, årgang 2020 – også havde betydeligt højere dumpeprocenter end de fleste andre elbiler.
Dengang var det næsten hver fjerde Tesla, der ikke bestod synet.
Også da vakte det opmærksomhed, fordi dumpetallene lå så langt over gennemsnittet for elbiler generelt.
“Tallene indikerer, at kvaliteten og holdbarheden af Tesla Model 3, i hvert fald de første årgange, ikke er på niveau med andre bilmærker. Det er noget, vi også oplever, og som vi holder øje med“, udtalte FDMs områdechef for teknisk rådgivning Lone Otto i den sammenhæng, og uddybede:
“det er kritisk, at problemer med hjulophæng og ratslør er så udtalt på en bil, der ikke er ældre end Tesla Model 3. Det ser vi ikke på andre biler. Det samme gælder Teslas overrepræsentation af fejl på lygter, som ofte enten er løse, eller som blænder“.

Hvorfor klarer Tesla sig så skidt?
Det er et velkendt fænomen i autobranchen, at elbiler relativt ofte har problemer med bremseudstyr.
Det skyldes, at elbiler ganske simpelt bremser på en anderledes måde end benzin- og dieselbiler.
Men hvorfor klarer Tesla sig væsentligt ringere end gennemsnittet?
Svaret er delvist logisk.
Det tager selvfølgelig noget tid, før tekniske fejl udmønter sig i deciderede fejl.
Som Lone Otto formulerer det: “Tesla har for de første årgange af Model 3 og Model Y ikke ændret væsentligt på, hvordan bilerne er produceret. Det kom først sidst i 2023 for Model 3 og i 2025 for Model Y i forbindelse med en større opdatering af modellerne. Derfor kan vi godt være bekymret for, at synsbilledet af de to bilmodeller vil være det samme for de kommende årgange“.
Tesla-ejere klagede
Sidste år lavede FDM en oversigt over de 20 mest populære elbiler og deres respektive dumpeprocenter.
Som man kan se, var det næsten en fjerdeledel af Teslas Model 3-udgaver, som ikke bestod, hvorimod Audi og VW, der lå i toppen, kun havde fejlprocent på 3 eller under.
Fire af Tesla-ejere, som ikke bestod syn, klagede sidenhen til Færdelsstyrelsen, men FDM fik medhold i, at deres vurderinger var korrekte.
“Vi har igennem længere tid løbende været i dialog med Tesla og Færdselsstyrelsen vedrørende slør i især hjulophæng, og hvordan det skal vurderes til syn og i forhold til garantien. Her har Tesla ændret sin interne vejledning i forhold til, hvordan man skal udmåle sløret og deres proces omkring udbedring. Vi er dog stadig uenige om årsagen, som vi mener skyldes slid“, forklarer teknisk ansvarlig i FDM Test & Bilsyn Michael Haarup om den sag.

Det bredere perspektiv
Først og fremmest viser synstallene, at der kan være store individuelle forskelle på elbilers funktion.
I den offentlige debat, især i klimasammenhænge, bliver “elbiler” ofte fremhævet som et mere tidssvarende og mindre miljøbelastende alternativ til traditionelle benzinbiler.
Det, man dog naturligvis bør være opmærksom på, er, at det kan have potentielt vidtrækkende konsekvenser, om man vælger den ene eller anden elbil.
Udover, at det er en frustrerende oplevelse for den enkelte Tesla-ejer at opleve, at bilen dumper på ratslør og lygtefejl, afspejler det også en marginal klimabelastning.
Det er ikke en gratis omgang at udskifte tekniske komponenter på elbiler – heller ikke for naturen.
Desuden bør man som bilejer være opmærksom på, at synstesten ikke dækker eventuelle software-fejl.
I følge FDM viser synstesten, hvor godt “bygget” en bil er, men ikke om dens software fungerer, som det skal.
Derfor bør man, hvis man overvejer at købe en brugt elbil, få den tjekket efter af en fagmand, og sætte sig ind i fejlhistorik for den model, det drejer sig om, oplyser FDM.
