Da orkanen Melissa ramte Jamaica, var det vindstødene, regnen og de ødelagte hjem, der fyldte nyhedsbillederne. Men da stormen trak videre, begyndte et andet forløb for mange af de mennesker, der havde overlevet.
Frygten for den næste orkan. Søvnløse nætter. Kroppen i konstant alarmberedskab. Ifølge The Guardian lever mange jamaicanere i dag med symptomer, der minder om posttraumatisk stress, uden adgang til den psykologiske hjælp, der kunne dæmpe følgerne.
Historien om Melissa handler derfor ikke kun om en enkelt storm. Den handler om, hvordan klimaforandringer også sætter sig i sindet, og hvordan psykiske konsekvenser af naturkatastrofer fortsat er et blindt punkt i både klimapolitik og genopbygning.
Orkanen er væk – frygten er blevet
Lokale sundhedsarbejdere og beboere beskriver, hvordan mange reagerer voldsomt, når det regner kraftigt eller blæser mere end normalt. Kroppen husker stormen, selvom faren ikke er akut.
For nogle viser det sig som angst og panikanfald, for andre som isolation, depression eller søvnproblemer. Flere fortæller, at de ikke tør genopbygge deres huse af frygt for at miste alt igen.
På Jamaica er der kun begrænset adgang til psykologisk og psykiatrisk behandling, særligt uden for de større byer. Det betyder, at mange mennesker står alene med deres psykiske reaktioner, selv om de lever i områder, der igen og igen rammes af ekstreme vejrhændelser.
Samtidig peger The Guardian på, at klimaforandringerne øger risikoen for gentagne chok. Orkaner bliver kraftigere, regnmønstre mere uforudsigelige, og tiden mellem katastroferne kortere. For mennesker, der ikke når at komme sig mentalt, bliver belastningen kumulativ.
Et klima i forandring og sind under pres
Sammenhængen mellem klima og mental sundhed er veldokumenteret, men stadig underprioriteret.
Verdenssundhedsorganisationen WHO har gentagne gange advaret om, at klimaforandringer ikke kun truer fysisk sundhed, men også øger risikoen for angst, depression og PTSD, især efter ekstreme vejrhændelser som oversvømmelser, storme og hedebølger.
WHO peger på, at psykiske konsekvenser ofte opstår længe efter, at den akutte katastrofe er overstået, og derfor sjældent bliver en del af den officielle krisehåndtering.
Det samme billede tegnes i FN’s klimapanel IPCC’s vurderinger af tab og skader. Her fremhæves psykisk mistrivsel som et såkaldt ikke-økonomisk tab – altså en konsekvens, der ikke kan opgøres i kroner og ødelagte bygninger, men som alligevel har langvarige konsekvenser for både individer og samfund.
I lande som Jamaica forstærkes problemet af sociale og økonomiske forhold. Når mennesker i forvejen lever med fattigdom, usikker bolig og begrænset adgang til sundhedsvæsenet, bliver det sværere at håndtere de mentale følger af klimakatastrofer. Det er et mønster, som ifølge både WHO og IPCC går igen i store dele af det globale syd.
Psykiske ar efter katastrofer bliver sjældent behandlet
Når katastrofer rammer, mobiliseres der ofte international hjælp til nødhjælp, genopbygning og infrastruktur. Men psykologisk støtte bliver enten nedprioriteret eller betragtet som sekundær.
Resultatet er, at mange mennesker vender tilbage til en hverdag, der på overfladen fungerer, men som mentalt er præget af konstant utryghed.
Flere eksperter advarer i artiklen om, at ubehandlede traumer kan føre til langvarige sociale konsekvenser.
Børn har sværere ved at koncentrere sig i skolen, voksne trækker sig fra arbejdsmarkedet, og lokalsamfund mister sammenhængskraft. Dermed bliver psykisk mistrivsel ikke kun et individuelt problem, men også en barriere for genopbygning og udvikling.
Samtidig gør gentagne klimahændelser det sværere at komme videre. Når en ny storm truer, bliver gamle traumer genaktiveret.
Ifølge The Guardian beskriver flere jamaicanere, at de lever i en permanent undtagelsestilstand, hvor fremtiden føles skrøbelig og midlertidig.
Et globalt problem – også tættere på Danmark
Selvom konsekvenserne i Jamaica er mere alvorlige end i mange højindkomstlande, er mekanismerne de samme.
Også i Europa og Danmark har oversvømmelser, stormfloder og skybrud sat sig psykisk. Efter store oversvømmelser i blandt andet Tyskland og Belgien har forskere dokumenteret forhøjet forekomst af angst og PTSD blandt de ramte.
I Danmark har begrebet klimaangst vundet indpas, særligt blandt unge. Selvom klimaangst adskiller sig fra traumer efter konkrete katastrofer, peger psykologer på, at frygten for gentagne ekstreme hændelser og tab af tryghed spiller en central rolle i begge tilfælde.
Forskellen er, at der i Danmark er langt bedre adgang til behandling, forebyggelse og sociale sikkerhedsnet.
Dermed bliver historien om orkanen Melissa også en fortælling om global ulighed. Klimaforandringerne rammer alle, men ikke med samme styrke, og ikke med samme mulighed for at hele bagefter.
Klimadebatten mangler et menneskeligt lag
Når klimaforandringer diskuteres politisk, handler det ofte om reduktionsmål, energisystemer og økonomiske konsekvenser.
Historien fra Jamaica viser, hvad der risikerer at forsvinde i tallene. Mennesker, der overlever stormen, men ikke slipper den igen mentalt.
Ifølge både WHO og IPCC er der behov for, at mental sundhed tænkes systematisk ind i klimapolitik, katastrofeberedskab og genopbygning. Ikke som et tillæg, men som en integreret del af indsatsen.
Ellers risikerer klimaforandringerne at efterlade et spor af usynlige skader, som hverken forsikringer eller mursten kan reparere.
Orkanen Melissa er væk. Men for mange lever stormen videre – indeni.
