Forleden hørte jeg en klimaaktivist fortælle om en udfordring, hun oplever i sin aktivistgruppe: Når nye medlemmer kommer ind, fordi de har hørt om klimaforandringerne og derfor gerne vil nedbringe CO2-udledningerne, får de en svada om feminisme, magtstrukturer, kapitalisme og alle mulige andre ismer, der gør, at de skynder sig ud igen. Det er simpelthen for overvældende at kapere alt det på én gang.
Eksemplet er måske ikke repræsentativt og skulle blot illustrere en pointe, men jeg kender den selv alt for godt fra over ti års arbejde med bæredygtighedsområdet: Det startede med en erkendelse af, at klimaforandringerne faktisk er menneskeskabte, og at de har virkelig voldsomme konsekvenser. Dernæst opdagede jeg, at mange af mine vaner og mit forbrug bidrog til de klimaforandringer. Og så var det jo lige for at øve mig i at tage bussen frem for bilen og skifte bøffen ud med blomkål.
Jeg var motiveret, det virkede overkommeligt, og det gav mig en god følelse at gøre noget godt. Men så blev jeg (endnu) klogere.
Et systemisk problem
Efterhånden begyndte jeg at læse mere og mere om emnet og de 17 verdensmål, som også omfatter ulighed, fattigdom, ligestilling, biodiversitet, energi og meget andet. Pludselig var klimaforandringerne ikke ét problem, der kunne klares med nye vaner. Og det blev tydeligere for mig, hvordan én løsning ét sted kunne være et problem et andet sted.
Eksempelvis er det godt for klimaet at spise svinekød i stedet for oksekød. Men grisene er nok ikke så glade for det. Og det er klimavenligt at lukke olieindustrien, landbruget og flytrafikken ned, men det fører så til, at en helt masse mennesker kommer i klemme med de kompetencer og jobs, de har brugt et helt liv på at opbygge.
Med andre ord: Vi er en del af et system, og når vi rykker på én del af systemet, påvirker vi helheden.
Det kan virke uoverskueligt, men for mig er det motiverende: Jeg kan være med til at skubbe til helheden fra mit lillebitte hjørne. Der, hvor motivationen så bliver lidt udfordret, er, når jeg ser på dem, der kan skubbe meget mere til helheden, men som trækker i stedet for at skubbe.
Så når der indføres afgifter på slik, chokolade og kaffe i stedet for frugt og grønt, og det begrundes med, at danskerne skal have flere penge mellem hænderne hurtigt, viser det mig, at vores regering ikke for alvor arbejder for en bæredygtig fremtid. Vi er mange, der har ønsket billigere frugt og grønt i mange år, og det harmonerer godt med alverdens sundhedsråd. At det nu skulle tage for lang tid at indføre, klinger enormt hult.
Når der lynhurtigt kan findes milliarder til oprustning og bekæmpelse af coronavirus, men klimaet gang på gang skal stille sig bagerst i køen, fordi der er noget mere presserende, klinger det også hult. Vi ved, at klimaforandringerne har altødelæggende konsekvenser, og med årene er forskningen kun blevet mere sikker i sine antagelser om hastigheden og konsekvenserne af dem. Det er en langt større og mere sikker trussel, end de andre sikkerhedstrusler, som vi nu både kan mobilisere folkelig opbakning, bygge nye fabrikker og lave hastelove til.
Og så er der minkskandalen, Grøn Trepart, byggeriet på Amager Fælled, den tredje Limfjordsforbindelse, kvoter i bestyrelserne, magtanvendelse i folkeskolen, den amerikanske tech-industri, Norges olieindustri og sociale medier. Jeg forstår godt, hvis folk bliver overrumplede af at skulle forholde sig til alt på én gang og samtidig finde ud af, hvad de så konkret skal gøre.
Der vil også være flere dele, hvor der er intern uenighed. Vi kan godt være enige om, at der skal være ligestilling, klimaretfærdighed og plads til så mange arter som muligt, men dybt uenige om vejene dertil og om, hvor højt det skal prioriteres.
Udfordringen lige nu er bare, at vi fortsætter med 200 km i timen mod voldsomme klimaforandringer, kollaps af økosystemer, den sjette masseuddøen og oprustning til krig, mens der fortsat er sundhedsproblemer både mentalt og fysisk, manglende ligestilling og centrering af magten.
Et kendt citat lyder i retning af: ”Det er nemmere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens”. Men er det ikke forsøget værd at prøve noget andet, mens vi venter på en bedre løsning?
