Vindmøller er blevet et næsten selvfølgeligt element i det danske og europæiske landskab.
De står som symboler på den grønne omstilling og på et energisystem, der i stigende grad skal være uafhængigt af kul, olie og gas.
Samtidig har de i årevis været centrum for en mere stille konflikt, hvor særligt fuglelivet betaler en pris for den vedvarende energi.
I den debat er et enkelt og overraskende forslag dukket op igen og igen: Hvad nu, hvis man maler én af vindmøllens vinger sort?
Det lyder næsten for simpelt.
Alligevel har netop den idé været genstand for seriøs forskning og international opmærksomhed, fordi resultaterne peger på en markant reduktion i antallet af fugle, der kolliderer med vindmøller.
Spørgsmålet er, om løsningen reelt kan redde dyreliv – og hvorfor den i så fald stadig kun ses ganske få steder.
Den sorte vinge, der brød mønsteret
Vindmøllevinger er svære at se for fugle.
De roterer hurtigt, skaber et flimrende synsindtryk og falder ofte visuelt sammen med himmel og landskab.
Det gælder især for store rovfugle, som fokuserer mere på bytte og vindforhold end på objekter i horisonten.
Teorien bag den sorte vinge er, at en markant kontrast bryder det visuelle mønster og gør møllen tydeligere for fuglene.
Teorien blev for alvor sat på prøve i Norge ved Smøla vindmøllepark, hvor en gruppe forskere i samarbejde med vindmølleejeren besluttede at male én vinge sort på fire eksisterende møller.
Projektet blev fulgt tæt af biologer fra Norsk institutt for naturforskning, der i forvejen havde dokumenteret omfattende fugledrab i området, særligt blandt havørne.
Resultaterne blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Ecology and Evolution og vakte opsigt langt ud over Norges grænser.
Over en flerårig periode viste registreringerne, at antallet af fuglekollisioner ved de sortmarkerede møller faldt markant sammenlignet med tilsvarende møller uden markering.
For alle fuglearter samlet blev reduktionen opgjort til omkring 70 procent.
Et gennembrud med forbehold
Tallene fra Smøla blev hurtigt fremhævet som et muligt gennembrud i arbejdet med at gøre vindenergi mere skånsom over for naturen.
Samtidig var forskerne selv omhyggelige med at understrege begrænsningerne.
Forsøget omfattede kun fire møller, og området er præget af særlige landskabsforhold og en høj koncentration af store rovfugle.
Effekten var desuden ikke ens for alle arter.
Nogle fugle reagerede tydeligt på den øgede synlighed, mens andre fortsat kolliderede med møllerne.
Det betød, at resultaterne ikke uden videre kunne overføres til andre steder eller bruges som generelt bevis for, at sortmalede vinger altid virker.
Alligevel står Smøla-studiet i dag som det mest solide empiriske belæg for, at visuelle markeringer kan reducere fugledrab ved vindmøller.
Det har gjort den sorte vinge til et fast referencepunkt i den internationale debat om biodiversitet og vedvarende energi.
Holland og resten af Europa tøver
I Holland har forskningen i fugle og vindmøller også fyldt meget, ikke mindst fordi landet både har tæt befolkede områder, store fuglebestande og en massiv udbygning af vindenergi på land.
Her er idéen om sortmalede vinger blevet diskuteret og testet i mindre skala, men primært som pilotprojekter.
Hollandske myndigheder og forskningsmiljøer har indtil videre valgt en forsigtig tilgang.
Der findes ingen nationale krav om visuelle markeringer på vindmøllevinger, og der er ikke offentliggjort tal, der peger på en bred implementering.
Erfaringerne fra Norge anerkendes, men vurderes samtidig som for snævre til at danne grundlag for en generel standard.
Den samme tilbageholdenhed ses i resten af Europa.
Enkelte steder eksperimenteres der med kontrastmarkeringer, lys eller mønstre, men sortmalede vinger er fortsat undtagelsen snarere end reglen.
Ingen lande har gjort løsningen obligatorisk i hverken land- eller havvindprojekter.
Virker det altid – eller kun nogle steder?
At løsningen ikke er blevet udbredt, handler ikke kun om manglende vilje.
Der er fortsat en række ubesvarede spørgsmål.
Det er uklart, hvordan sortmalede vinger fungerer i andre landskaber, ved andre lysforhold og for andre fuglearter end dem, der blev undersøgt i Norge.
Særligt havvindmøller, som i dag udgør en voksende del af energisystemet, er stort set ikke undersøgt i den sammenhæng.
Der er også praktiske og økonomiske hensyn.
Maling af vinger kræver vedligeholdelse, og det er endnu uvist, hvordan løsningen påvirker møllernes levetid, aerodynamik og drift på lang sigt.
For vindmølleindustrien og myndighederne betyder det, at den sorte vinge fremstår som et lovende, men uafsluttet eksperiment.
Derfor arbejder mange aktører i stedet med en kombination af tiltag.
Det kan være midlertidig standsning af møller under fugletræk, bedre planlægning af placering væk fra sårbare naturområder og brug af radar- og kamerasystemer, der kan registrere fugle i realtid.
I den sammenhæng bliver den sorte vinge ét redskab blandt flere, snarere end den endelige løsning.
Mere end et teknisk spørgsmål
Debatten om sortmalede vindmøllevinger handler i sidste ende om mere end farven på et stykke glasfiber.
Den peger på et grundlæggende dilemma i den grønne omstilling: Hvor langt er vi villige til at gå for at tage hensyn til naturen, når løsningerne ikke er perfekte, men lovende?
Forskningen fra Norge viser, at et relativt enkelt greb kan gøre en målbar forskel for fuglelivet under bestemte forhold.
Samtidig viser den manglende udbredelse, hvor svært det er at omsætte lokal viden til bred praksis, når dokumentationen endnu ikke er entydig.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, om en sortmalet vindmølle-vinge kan redde dyreliv.
Det er også, om den grønne omstilling har plads til at handle på stærk, men ufuldstændig viden, når alternativet er at lade stå til.
