Den danske landbrugsjord er ved at skifte farve. Ikke i bogstavelig forstand, men i politisk og økonomisk betydning. Danmark er nemlig blevet det første land i verden, der indfører en egentlig CO₂-afgift på landbrugets udledninger, gældende fra 2030.
Forude venter en transformation af dansk fødevareproduktion, som både klima, natur og dyrevelfærd står til at vinde på. Men hvad sker der i praksis, når afgiften bliver indført?
Afgift på bøvs og biologiske processer
Aftalen, der faldt på plads i juni 2024, blev til i samarbejde mellem regering, erhvervsliv, fagbevægelse og grønne organisationer – den såkaldte “grønne trepart”.
Fra 2030 skal landmænd betale en CO₂-afgift på 300 kroner per ton udledning, som stiger til 750 kroner i 2035. Landbruget får dog et fradrag på 60 %, hvilket betyder, at den reelle afgift bliver 120 kroner i 2030 og 300 kroner i 2035.
Den slags afgifter virker måske lidt abstrakte, men konkret betyder det ifølge Finansministeriet, at prisen på en pakke hakket oksekød kan stige med cirka fire kroner. Ikke just en revolution ved kassebåndet, men nok til at markere en ny virkelighed: Den grønne omstilling rykker med hjem i køkkenet.
Et milliardløfte til grønne marker
For at processen godt i gang, følger staten op med et løfte om støtte. Et nyt grønt arealfond, Green Area Fund, skal med 40 milliarder kroner i ryggen sikre, at naturgenopretning, skovrejsning og udtagning af lavbundsjorde bliver virkelighed.
Det er ikke småpenge. Til sammenligning koster hele sundhedsvæsenets driftsbudget i Region Midtjylland knap det samme. Men investeringerne skal også ses i lyset af, hvad der står på spil: Danmark har forpligtet sig til at reducere sin udledning med 70 % i 2030 og uden landbruget kommer vi ikke i mål.
Landmændene: Mellem håb og usikkerhed
Aftalen er blevet modtaget med både lettelse og skepsis i dele af landbruget. Lettelse, fordi landbruget har været med i forhandlingerne, og fordi fradraget og fonden sender et klart signal om, at staten ikke efterlader erhvervet alene i omstillingen. Skepsis, fordi der stadig er mange ubesvarede spørgsmål: Hvordan påvirker det den enkelte bedrift og vil den nødvendige teknologi og støtte være til stede i tide?
Flere landbrugsorganisationer har udtrykt bekymring for konkurrenceevne og administrative byrder. For mange er det også en identitetssag: Dansk landbrug har i årtier været præget af høj effektivitet og eksport og nu skal produktionen i stigende grad også måles på klimaaftryk.
Forbrugeren: Hvad betyder det for os?
På kort sigt: Små prisstigninger. Måske lidt mere for oksekødet. Måske en ny mærkning, der viser, at varen er “klimavenlig produceret”.
Men spørgsmålet er, hvor langt de politiske ambitioner når, hvis det ikke også lykkes at tage de danske borgere med på ideen. For bæredygtig omstilling handler ikke kun om, hvad landmændene gør. Det handler også om, hvad vi lægger på tallerkenen, og hvad vi bakker op om ved stemmeboksen.
Staten: Den skjulte investor
Mellem bondemandens bekymring og forbrugerens indkøb ligger statens regnestykke. Det er nemlig staten, der skal balancere hensynet til klima, erhverv og befolkning.
Men det er også en kalkuleret investering. Ifølge flere klimaeksperter er landbrugets klimapotentiale betydeligt – og en CO₂-afgift her kan være blandt de mest omkostningseffektive tiltag. Med de rette incitamenter og teknologier kan omstillingen blive en styrkeposition, ikke kun en byrde.
Er det prisen værd?
I det store perspektiv handler det om, hvad vi får for pengene. Et mere bæredygtigt fødevaresystem er ikke kun et spørgsmål om CO₂-regnskaber. Det handler om, hvilken fremtid vi vil spise os ind i.
Landbrugets grønne omstilling kan komme til at koste milliarder, men prisen for at lade være kan vise sig at blive langt højere i form af tabt natur, ustabile klimaer og svækkede økosystemer.
Spørgsmålet er ikke kun, hvem der betaler nu, men hvem der i sidste ende kommer til at betale regningen, hvis vi ikke handler.
