Natten til torsdag blev omkring 12 biler udsat for hærværk på en parkeringsplads ved Jacob Appels Allé i Kastrup. Ifølge Københavns Politi fik bilerne punkteret ét eller flere dæk, og politiet undersøger nu, om episoden kan have forbindelse til en række lignende hændelser på Frederiksberg og i Gentofte i november. Dengang blev bilister mødt af flade dæk og en seddel i forruden, hvor en gruppe klimaaktivister, Folkebevægelsen mod luksusudledninger, tog ansvar for aktionen.
Både udskældte SUV-køretøjer og elbiler fik piftet deres dæk, og aktivister efterlod sedler på bilernes forruder med budskab, der bl.a. lød “Vi har hen over natten lukket luften ud af et eller flere af dine bils dæk. Vi forstår godt, at det kan være irriterende eller frustrerende. Men vi har gjort det for din egen og andres skyld“.
Selv om politiet endnu ikke har oplyst, hvilke typer biler der er berørt af det seneste hærværk i Kastrup, minder mønsteret om tidligere aktioner, hvor klimaaktivister har rettet opmærksomheden mod personbiler. Den aktuelle sag lader altså til at være en del af en større tendens.
Gentagne aktioner
Danmark har tidligere oplevet lignende aktioner. På Frederiksberg fik omkring 50 bilister dengang piftet deres dæk, hvilket også blev ledsaget af flyers i ruderne. Aktionerne udløste dengang en heftig debat om både metoderne og budskabet. Kritikere pegede på, at aktivisterne risikerede at ramme tilfældige borgere, der måske ikke havde realistiske alternativer til bilkørsel, mens andre fremhævede, at metoden kunne skabe mere modstand end opbakning til klimaet.
Samtidig blev den danske aktion mødt med ros fra internationale klimaaktivistgrupper, navnlig The Tyre Extinguishers, som har opereret i flere storbyer. De hyldede initiativet på sociale medier og skrev bl.a.: “Godt arbejde danske venner!“
Denne internationale opbakning illustrerer, hvordan dækudluftning og lignende aktioner mod almindelige privatpersoner er blevet et stadig mere populært middel for visse klimaaktivister. Før i tiden var det mere normalt, at fx Green Peace rettede deres fokus mod større virksomheder eller nationalstaters ageren. Ideen om, at det er legitimt at sabotere almindelige menneskers køretøjer er relativt ny i klimabevægelsen.
“Virker det?”
Selv om aktivisterne bag aktionerne mener, at det er legitimt at begå hærværk mod personbiler, er der langtfra enighed om effekt og etik. Ifølge forskere, der beskæftiger sig med civil ulydighed og klimaaktivisme, befinder disse handlinger sig i et grænseområde, hvor borgernes sympati let kan tippe – både for og imod.
Spørgsmålet er dog, om det overhovedet giver mening at anlægge en så utilitaristisk vinkel, når det kommer til ulovligt hærværk og sabotage mod individers køretøjer? Normalt når vi spørger forskerne om effekten af aktivisme, er det underforstået, at aktivismen er baseret på en hvis folkelighed. Hvis man begynder at lave utilitaristiske analyser af, om fx Luigi Mangiones attentat mod forsikringsbossen Brian Thompson “virker”, så åbner man døren for politisk terror som legitimt virkemiddel. Det betyder ikke, at man ikke i sit stille sind kan have nogle kontroversielle meninger, men det bliver hurtigt et skråplan, hvis man begynder at lave cost-benefit-analyser af, om det er “gavnligt” at ødelægge andres menneskers ting – eller tage deres liv.
Civil ulydighed eller hooliganisme?
Civil ulydighed har historisk spillet en rolle i store samfundsforandringer – fra borgerrettighedsbevægelsen til miljøkampagner. Nogle forskere argumenterer derfor for, at opsigtsvækkende aktioner kan rykke grænserne for, hvad der politisk anses som muligt, fordi de skubber klimaemnet højere op på dagsordenen.
Problemet med den analyse er, at den for det første overser alle de former for civil ulydighed, som aldrig førte til nogen forandringer. Indbyggere i forskellige diktaturstater vil kunne skrive under på, at civil ulydighed også ofte ender med fængsel og tortur – uden at føre til de ønskede forandringer.
For det andet er “civil ulydighed” ikke nogen fast størrelse. Det var også civil ulydighed, da gruppen Men in Black nægtede at adlyde Corona-restriktionerne, men det er tvivlsomt, om den form for aktivisme ville falde i lige så god jord hos de adspurgte forskere.
Common sense-perspektivet
Hvis man et øjeblik ser bort fra forskernes forskellige udlægninger af, om civil ulydighed er gavnligt eller ej og tillader sig at anlægge en mere intuitiv synsvinkel, forekommer det mig usandsynligt at de mennesker, der får piftet deres dæk, skulle få mere sympati for klimabevægelsen.
Mange mennesker har en travl hverdag, hvor et saboteret køretøj let kan medføre det en stressende kædereaktion. Hvis man har en arbejdsplads, hvor travlheden er stor fra morgenstunden, og man ved, at ens kolleger skal dække for én, mens man ikke er til stede, bliver man nok først og fremmest vred og ærgerlig over, at nogen har forhindret én i at komme på arbejde. Eller hvis man fraskilt og skal hente sit barn hos den anden forælder, så er det sidste, man har brug for, at få sine dæk punkteret og så finde en seddel, hvor der står “Vi gør det faktisk for din egen skyld”.
Det er sandt, at aktivisme skal være synligt, betydningsfuldt – og gerne gøre nogen vrede. Men det er jo immervæk smartest, hvis folk bliver vrede på en måde, der får dem til at sympatisere med sagen. Det aspekt lader til at være gået i glemmebogen hos visse aktivister. Tænk hvis folk blev vrede, fordi de tænkte, “Aktivisterne har ret! Hvorfor gør politikerne ikke noget!” i stedet for at tænke, “Åh nej, nu har de piftet mine dæk. Det var da irriterende”?
