Tre nye folketingsmedlemmer har på forhånd markeret sig som noget andet end “klassiske politikere”.
Anna Bjerre Johansen og Elise Sydendal fra Alternativet samt Rasmus Vestergaard fra Enhedslisten, der alle har rødder i klimabevægelsen og den nystiftede aktivistbevægelse Jordskred, er netop blevet valgt ind i Folketinget.
Fælles for dem er en baggrund i aktivisme – herunder demonstrationer, civil ulydighed og i nogle tilfælde sultestrejker i protest mod blandt andet Den Grønne Trepart.
De nye medlemmer lægger ikke skjul på, at de ønsker at bringe aktivismen med ind på Christiansborg.
Særligt Elise Sydendal opstiller en klar dualisme: Hun er ikke valgt som politiker, men som aktivist.
Anna Bjerre Johansen lægger ligeledes vægt på sin ambition om at fungere som talerør for græsrodsbevægelserne og sikre, at deres stemmer bliver hørt i det parlamentariske arbejde.
Aktivismens historiske ekko
Fortællingen er i sig selv stærk.
Den trækker på en længere tradition i dansk politik, hvor aktivisme og parlamentarisme med jævne mellemrum krydser spor.
Billeder af protester – fra malingkast mod tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen til spektakulære aktioner i Folketingssalen – har tidligere sat sig i den politiske bevidsthed.
Nu er spørgsmålet, om – eller snarere hvordan – den nye generation af aktivister vil ændre spillereglerne indefra.
For når man dykker ned i de konkrete udmeldinger fra de nyvalgte politikere, melder der sig et temmelig vigtigt spørgsmål: Hvor meget adskiller de nye kandidater sig egentlig fra andre politikere?
For selv om både Anna Bjerre Johansen og Elise Sydendal insisterer på at de vil bevare deres aktivistiske identitet, afviser de samtidig klart at tage de klassiske aktivistiske virkemidler med ind på Christiansborg.
De vil fx ikke støtte ulovlige aktivistiske metoder. Tværtimod lægger de vægt på, at de vil finde kompromiser og balance.
Det kan man selvfølgelig ikke bebrejde de nye kandidater, men på den anden side er det meget svært at se, hvordan de artsmæssigt adskiller sig fra så mange andre protestpolitikere, som vi fx kender fra højrefløjen.
Aktivisme eller klassisk politik?
I praksis tyder meget på, at deres “aktivisme” i høj grad dækker over noget, som allerede er velkendt i parlamentarisk politik: at være talerør for bestemte grupper, sætte fokus på bestemte mærkesager og samtidig arbejde for politiske kompromiser.
Det er netop, hvad de fleste politikere traditionelt gør – eller i hvert fald skal forestille at gøre – uanset om de kommer fra fagbevægelsen, erhvervslivet eller civilsamfundet.
Akvistist-kandidaternes egne beskrivelser peger også i den retning.
Når de taler om at “tage de aktivistiske stemmer ind”, handler det ikke så meget om nye arbejdsformer, men om prioriteringer: klimadagsordenen, social retfærdighed og en tættere forbindelse til græsrodsbevægelser.
Palæstina nævnes også. Det er politiske enkeltsager – ikke nødvendigvis en ny politisk metode.
Dermed bliver det svært at få øje på det egentligt banebrydende.
Den største forskel synes i højere grad at ligge i sproget, selvforståelsen og brandingen end i den konkrete politiske praksis.
Hvor tidligere politikere måske ville kalde sig idealister, reformister eller repræsentanter for en sag, vælger disse nye folketingsmedlemmer betegnelsen “aktivister”.
I en tid, hvor mange vælgere efterspørger autenticitet og engagement, kan aktivistidentiteten fungere som et signal om handlekraft og principfasthed.
Når Elise Sydendal siger, at hun ikke bliver en “kedelig politiker”, taler hun direkte ind i en udbredt frustration over det politiske systems kompromisser og træghed.
Men hun mangler stadig at vise, hvordan hun vil undgå at ende som kedelig politiker. Det kan enhver jo sige.
Læs også: Klimamarchen samlede tusindvis af danskere
Systemets uundgåelige kompromiser
Kompromiserne er mere eller mindre uundgåelige i det parlamentariske arbejde.
Politik kræver forhandling, samarbejde og prioritering.
Det er svært at føre aktivisme i sin klassiske form videre ind i et system, hvor resultater skabes gennem aftaler – ikke gennem konfrontation alene.
Derfor står vi tilbage med en dobbelthed.
På den ene side repræsenterer de nye folketingsmedlemmer en forbindelse til en voksende klimabevægelse og et civilsamfund, der ønsker større indflydelse.
På den anden side er deres konkrete politiske rolle umiddelbart den samme som alle andres: at arbejde inden for Folketingets rammer.
Spørgsmålet er således ikke så meget, om aktivismen er rykket ind på Christiansborg, men om Christiansborg har opslugt dele af aktivismen.
Det ville ikke være første gang, det skete.
