I årtier har kurven peget i én retning. Opad.
Mere kul, mere røg, mere CO₂.
Hver gang verdensøkonomien voksede, fulgte kulforbruget trop – især i Kina og Indien, hvor nye kraftværker blev rejst som rygraden i industrialiseringen.
Men i 2025 skete der noget, som næsten ingen havde turdet forudsige.
Kulforbruget til elproduktion faldt – både i Kina og i Indien – samtidig.
Det er første gang siden 1973.
Og selv om faldet er beskedent, er signalet historisk.
Ifølge analysen faldt Kinas kulbaserede elproduktion med omkring 1,6 procent, mens Indien oplevede et fald på cirka 3 procent.
Det lyder måske ikke af meget.
Men når det sker i verdens to største kuløkonomier – lande, der tilsammen har stået for hovedparten af den globale vækst i fossilt energiforbrug – er det alt andet end ubetydeligt.
Kullets tyngde
For at forstå, hvorfor det er så vigtigt, er man nødt til at se på kullets rolle.
Kul er ikke bare endnu en energikilde. Det er fundamentet under den moderne verdensøkonomi.
Særligt i Kina, hvor kul i årtier har været den billigste og mest stabile måde at sikre strøm til fabrikker, storbyer og millioner af nye middelklassehjem.
Landet står fortsat for omkring halvdelen af verdens kulforbrug.
Indien har fulgt samme spor – de er bare kommet lidt senere i gang.
Her er kul stadig afgørende for at sikre stabil elektricitet i et land, hvor efterspørgslen vokser år for år.
Derfor er det også værd at dvæle ved paradokset i tallene fra 2025.
I Kina steg det samlede elforbrug med omkring fem procent. Alligevel faldt kulkraften.
Forklaringen er ikke lavere aktivitet eller økonomisk afmatning, men et opsigtsvækkende boom i vedvarende energi og atomkraft, som voksede hurtigere end efterspørgslen.
Når solen og vinden tager over
I både Kina og Indien blev der i 2025 installeret rekordmængder sol- og vindenergi.
Sammen med mere atomkraft betød det, at den ekstra strøm, som husholdninger og industri efterspurgte, i stigende grad blev leveret uden kul.
I Indien spillede vejret også ind.
En kraftig og tidlig monsun øgede produktionen fra vandkraft og dæmpede behovet for energikrævende aircondition i sommermånederne.
Resultatet var, at kulkraftværker stod stille i perioder, hvor de normalt ville have kørt for fuld kraft.
Det er vigtigt at sige, at faldet ikke udelukkende er et resultat af klimapolitik.
Natur, økonomi og energimarkedets dynamik spiller også ind.
Men det ændrer ikke ved, at ren energi i begge lande for første gang ikke bare bremsede væksten i kul – men skubbede den baglæns.
Et globalt plateau, ikke et farvel
Set fra et globalt perspektiv er billedet mere afdæmpet.
Verdens samlede kulforbrug nåede ifølge International Energy Agency et rekordniveau i 2025 på omkring 8,85 milliarder tons.
Kul er altså ikke på vej ud af energisystemet fra den ene dag til den anden.
IEA vurderer dog, at kulforbruget globalt har nået et plateau og kan begynde at falde svagt frem mod 2030, hvis den nuværende udbygning af vedvarende energi fortsætter.
Netop her spiller Kina og Indien en nøglerolle.
Når de to lande ændrer kurs, mærkes det i hele verden.
Samtidig lever modsætningerne videre.
Kina bygger fortsat nye kulkraftværker som en form for energiforsikring, selv om landet også fører an i udbygningen af sol og vind.
Det gør fremtiden usikker og understreger, at omstillingen ikke er lineær.
Et øjeblik, der kan få betydning
2025 vil næppe blive husket som året, hvor verden sagde farvel til kul.
Men det kan blive husket som året, hvor den historiske automatik blev brudt.
Hvor mere vækst ikke automatisk betød mere fossilt brændsel.
Om det er begyndelsen på et varigt skifte eller blot et midlertidigt dyk, vil de kommende år vise.
Men én ting står allerede klart: Når selv verdens tungeste kulnationer begynder at slippe grebet – bare en smule – er det et tegn på, at energisystemet er i bevægelse globalt.
Og det er nyt.
