Falske papirer og varme lastbiler: Dyrenes Beskyttelse anmelder svineeksportør

Dyrenes Beskyttelse har politianmeldt en dansk svineeksportør for dokumentfalsk, efter at 500 grise ifølge organisationen blev sendt på en ulovligt lang og varm rejse gennem Europa. Sagen rejser spørgsmål om, hvorvidt de nuværende regler og kontrolsystemer reelt beskytter dyrene - og om tilliden til eksportens dokumentation kan opretholdes.

Sara Holt

Redaktør

Svinetransport

Grise bliver muligvis sendt gennem Europa under ulovligt lange og varme transporter – nu vil Dyrenes Beskyttelse have sagen efterforsket.

Tidligt en augustmorgen i år rullede lastbilerne ud fra Skærbæk i Sønderjylland med 500 levende grise om bord. Ifølge papirerne var kursen sat mod en gård i det nordlige Italien. Men Dyrenes Beskyttelse hævder nu, at destinationen kun var en mellemstation – og at grisene i virkeligheden blev fragtet videre i timevis under forhold, der overskrider både danske og europæiske regler.

Organisationen har derfor indgivet en politianmeldelse mod den eksportør, der stod bag transporten. Ifølge Dyrenes Beskyttelse er virksomheden mistænkt for at have angivet forkerte oplysninger til myndighederne for at kunne køre længere strækninger, end loven tillader – en praksis, der kan udgøre dokumentfalsk efter straffeloven.

I Dyrenes Beskyttelses pressemeddelelse beskriver direktør Britta Riis sagen som “et systematisk svindelnummer”, der gør det muligt for eksportører at omgå reglerne for dyretransporter. Hun peger på, at kontrollen i dag ikke er tilstrækkelig til at opdage, når dokumenter ikke stemmer overens med de faktiske transporter.

Mistanke om systematisk snyd

Ifølge Dyrenes Beskyttelse blev grisene læsset om i Sydtyrol og derefter sendt videre sydpå i mindst ni timer, mens temperaturen i lastbilen oversteg de tilladte grænser. Den samlede transporttid endte omkring 11 timer længere end loven tillader.

Organisationen mener, at der kan være tale om et mønster, hvor danske og udenlandske eksportører angiver falske slutdestinationer for at kunne køre længere strækninger. De såkaldte “samlesteder” – godkendte stop undervejs – kan i nogle tilfælde bruges som et smuthul i reglerne, hvor dyr formelt set “ankommer” et sted, men reelt blot omlæsses og fortsætter rejsen kort efter.

De mener at hele kontrollen af dyretransporter risikerer at miste sin effekt, når de oplysninger, myndighederne får, ikke afspejler den faktiske rute eller varighed. Organisationen understreger, at dokumentationen i denne sag viser en klar uoverensstemmelse mellem papirerne og virkeligheden, og kalder det et alvorligt svigt i systemet.

Sagen er overdraget til politiet i Syd- og Sønderjylland, som nu skal vurdere, om der er grundlag for at rejse en efterforskning.

Lange rejser i varme lastbiler

Ifølge EU’s regler må grise ikke transporteres i mere end 24 timer ad gangen, og temperaturen i transporten skal holdes under 30 grader. Men netop temperaturer og tidsgrænser er ofte svære at kontrollere, når dyrene bevæger sig over store afstande og gennem flere lande.

De seneste år er Danmark blevet kritiseret for at sende et stigende antal levende dyr ud af landet. I 2023 blev der eksporteret over 14 millioner smågrise – hovedsageligt til Tyskland, Polen og Italien – og flere kontrolrapporter fra Fødevarestyrelsen har dokumenteret mangler i både planlægning og tilsyn.

Dyrenes Beskyttelse har tidligere dokumenteret transporter, hvor temperaturen i lastbilerne steg til over 35 grader, mens dyrene stod tæt pakket og uden adgang til vand. Organisationen vurderer, at sådanne forhold strider mod både dyreværnslovens formål og EU’s forordning om beskyttelse af dyr under transport.

Ditte Erichsen, Dyrelæge i Dyrenes beskyttelse har tidligere udtalt, at: “De nuværende regler for transport af landbrugsdyr er alt for lempelige, hvilket betyder, at dyrene udsættes for stor belastning, selv når reglerne overholdes”.

At omgå disse regler er derfor et klart brud på dyrevelfærd, hvis man spørger Dyrenes Beskyttelse.

Politianmeldelsen bearbejdes

Den anmeldte virksomhed er ikke navngivet offentligt, men ifølge Dyrenes Beskyttelse drejer det sig om en organiseret eksportør, der samarbejder med flere transportører i EU.

Det er uklart, hvordan eksportøren stiller sig til anklagerne, og om der foreligger forklaringer, der kan retfærdiggøre forskellen mellem dokumenterne og den faktiske rute. Politianmeldelsen skal nu behandles af anklagemyndigheden, før det besluttes, om der skal rejses tiltale.

Landbrug & Fødevarer, der repræsenterer store dele af den danske svinebranche, har tidligere udtalt, at man “tager afstand fra ethvert tilfælde, hvor man negligerer reglerne for dyrevelfærd.” Organisationen har dog ikke kommenteret den konkrete sag endnu.

En gammel debat blusser op

Sagen føjer sig til en lang række konflikter mellem dyreværnsorganisationer og landbrugssektoren om transport af levende dyr. Allerede i 2022 opfordrede EU-Kommissionen til en gradvis udfasning af de længste transporter og en øget brug af kød- og avlseksport frem for levende dyr.

Men for mange landmænd er eksporten en økonomisk nødvendighed. Flere danske avlere har gjort det klart, at afsætningen af smågrise til udlandet er afgørende for at fastholde produktionen – og at transporterne i langt de fleste tilfælde foregår efter reglerne.

Ifølge Fødevarestyrelsens kontrolrapporter gennemføres der hvert år en række stikprøvekontroller af dyretransporter på tværs af landet. I de seneste år har antallet af konstaterede overtrædelser ligget relativt lavt set i forhold til det samlede antal registrerede transporter, men Dyrenes Beskyttelse vurderer, at tallene ikke afspejler hele problemets omfang.

Organisationen peger på, at kontrollen i høj grad bygger på dokumentgennemgang og planlagte tilsyn, og at det derfor kan være vanskeligt at opdage, hvis oplysningerne på papir ikke stemmer overens med den faktiske rute. Ifølge Dyrenes Beskyttelse bør myndighederne i højere grad kunne følge transporter digitalt og reagere, når rejsen afviger fra det oplyste.

Mulige konsekvenser

Hvis politiet vurderer, at der er hold i anklagerne, kan sagen få vidtrækkende betydning. Et eventuelt retsopgør om dokumentfalsk i svineeksporten vil ikke alene kunne føre til bøder eller frakendelse af tilladelser, men også rejse spørgsmål om tilliden til hele kontrolsystemet.

Samtidig kan sagen få politisk efterspil. Dyretransporter har i forvejen været et varmt emne i Folketinget, hvor flere partier – herunder SF og Enhedslisten – ønsker kortere transporttider og strengere sanktioner.

Et spørgsmål om tillid

Mens efterforskningen går i gang, rejser sagen igen et spørgsmål, som både forbrugere, landmænd og politikere må forholde sig til: Kan vi stole på de systemer, der skal beskytte dyrene på deres rejse gennem Europa?

For Dyrenes Beskyttelse er svaret klart: Der skal skrues op for kontrollen. For branchen er risikoen, at enkeltsager som denne kaster skygger over de mange, der faktisk følger reglerne.

Uanset udfaldet er politianmeldelsen et signal om, at kampen om dyrevelfærden i svineeksporten langt fra er forbi.