EU-Kommissionen har netop lanceret en storstilet handlingsplan for kemikalieindustrien. Den skal styrke konkurrenceevnen, forhindre kapacitetslukninger og skabe nye investeringer.
Mens planen hylder innovation og forsyningssikkerhed, er det mere uklart, hvad den betyder for klimaet og den grønne omstilling.
Hjælp til en presset branche
Kemikalieindustrien er en af EU’s tungeste sektorer. Den er afgørende for alt fra medicin og byggeri til elektronik og transport – men også blandt de mest energi- og ressourcekrævende. Branchen har længe klaget over stigende energiomkostninger og konkurrence fra lavprissproducenter uden for EU.
Derfor lancerede Kommissionen den 8. juli en “Action Plan for the Chemicals Industry”, der skal styrke industriens modstandsdygtighed og fremtidssikre den. Planen er en del af EU’s “Clean Industrial Deal” og skal ses i forlængelse af lignende strategier for bil- og stålindustrierne.
Tiltagene omfatter blandt andet:
- Oprettelse af en “Critical Chemicals Alliance” til at identificere vigtige produktionsanlæg, som skal støttes
- Handelsbeskyttelse mod konkurrenceforvridende import
- Lempelser i statsstøtteregler og lavere elafgifter
- Skatteincitamenter og fælles EU-projekter for at styrke markedet for “rene kemikalier”
- Målrettede investeringer i substitution, genanvendelse og biobaserede alternativer
Hvilke brancher er en del af kemikalieindustrien?
Kemikalieindustrien er en af Europas største og mest tværgående sektorer. Den producerer både råstoffer og specialkemikalier, som indgår i en lang række andre industrier. Her er nogle af de vigtigste:
Landbrug
- Kunstgødning, pesticider og plantebeskyttelsesmidler
- Biostimulanter og jordforbedringsmidler
Byggeri og anlæg
- Isoleringsmaterialer, maling, lim, fugemasse
- Plastkomponenter og kompositter
Sundhedssektoren
- Lægemidler og medicinske hjælpemidler
- Rengørings- og desinfektionsmidler
Bil- og transportindustrien
- Dæk, plastkomponenter, kølervæske, batterikemikalier
- Belægninger, smøremidler og lim
Elektronik og teknologi
- Materialer til halvledere, printplader og displays
- Kølemidler og isolerende forbindelser
Fødevareindustrien
- Tilsætningsstoffer, aromaer og konserveringsmidler
- Rengøringsmidler og proceskemi
Tekstil- og modeindustrien
- Farvestoffer, imprægnering, blødgørere
- PFAS anvendt til vand- og smudsafvisning
Emballage og plastproduktion
- Engangsplast, bioplast, additiver
- Genanvendelige og komposterbare materialer
Et blandet signal for klima og miljø
På papiret har planen flere grønne ambitioner: Den skal fremme brugen af lavemissionsbrint, CO₂-fangst og biomasse i produktionen. Der skal investeres i sikre alternativer til skadelige stoffer som PFAS, og kemisk genanvendelse fremhæves som nøgleløsning i en cirkulær økonomi.
Men set med klima- og miljøbriller er det også en plan, der rejser en række kritiske spørgsmål:
- Industrien først, klima bagefter? Mange af planens tiltag handler om at beskytte industrien mod global konkurrence – ikke om at stille strengere klimakrav. Der gives støtte til lavere energipriser og fleksibilitet i reglerne, men uden klare bæredygtighedskriterier knyttet til støtten.
- PFAS med undtagelser: Kommissionen lover at begrænse PFAS-udledning “hurtigst muligt”, men åbner også for fortsat brug i “kritiske anvendelser”. Det kan betyde, at disse stoffer fortsat spredes til miljø og drikkevand i årevis.
- Innovation – men for hvem? Der investeres i substitution og grøn teknologi, men det er uklart, hvor hurtigt det skal rulles ud, og hvor meget af den samlede statsstøtte der faktisk går til de mest klimavenlige løsninger.
Ifølge Kommissionen vil en del af initiativerne blive finansieret via Horizon Europe-programmet, men midlerne deles mellem mange formål og sektorer.
Forenkling med bivirkninger?
Samtidig er den vidt omtalte Omnibus-pakke kommet i spil, som skal reducere bureaukrati og gøre det lettere for virksomhederne at overholde lovgivningen. Det inkluderer enklere regler for fareklassificering, kosmetik og gødning.
Det kan være en lettelse for små virksomheder, men kritikere frygter, at det samtidig kan føre til svækkelse af det kemiske kontrolsystem og reducere gennemsigtigheden for forbrugere og myndigheder.
Et skridt i hvilken retning?
EU-Kommissionens plan rummer mange elementer, der kan understøtte den grønne omstilling – men også flere, der risikerer at udskyde den. Planen har som hovedformål at sikre industriens overlevelse og klimahensynene kommer i anden række.
Det centrale bliver derfor, hvordan medlemslandene og EU-institutionerne vælger at implementere planen. Bliver der stillet skarpe krav til, at støtte og lempelser kun gives til dokumenterbart bæredygtige projekter? Eller risikerer vi, at miljø og sundhed nedprioriteres for at holde liv i en kriseramt sektor?
Handlingsplanen kan blive et skridt mod grønnere kemi. Det kræver dog, at ambitionerne følges op med bindende krav, klare tidsrammer og en reel prioritering af klima og miljø frem for kortsigtet industribeskyttelse.