EU’s lov mod afskovning, der skulle have markeret et stort skridt i unionens grønne omstilling, bliver endnu en gang udskudt.
EUDR-forordningen, som efter planen skulle være trådt i kraft ved årsskiftet, udsættes nu med yderligere et år. Dermed gentager historien sig: Præcis samme scenarie udspillede sig for et år siden.
Siden 1990 er omkring 420 millioner hektar skov forsvundet, og EU-Kommissionen vurderer, at uforstyrrede tropiske regnskove kan være udryddet senest i 2050, hvis vi ikke får sat en stopper for udviklingen.
Lempelser skaber debat
Afskovning er globalt set den næststørste årsag til klimaforandringer efter fossile brændstoffer. Omkring 12 procent af verdens CO₂-udledninger stammer fra rydning af skov til landbrugsproduktion.
EUDR er blevet fremhævet som et afgørende værktøj til at begrænse den globale afskovning og beskytte biodiversitet.
Derfor vækker det undren hos kritikere, at EU-Parlamentet nu – udover at udskyde den – har besluttet at lempe en række af lovens krav.
Fremover skal virksomheder kun dokumentere råvarers oprindelse ved import til EU – ikke når råvaren senere indgår i forarbejdede produkter som chokolade, kaffe eller kosmetik.
Dermed bliver store dele af importkæden i praksis fritaget fra de mest omfattende kontrolforpligtelser.
For miljøorganisationer er dette et alvorligt tilbageskridt. Sofie Tind Nielsen, senior skovrådgiver i WWF Verdensnaturfonden, kalder det “helt absurd”, at en lov vedtaget i 2023 nu alligevel åbnes og udvandes, efter virksomheder allerede har investeret i forberedelserne.
Nødvendigt, men ærgerligt
Dansk Industri støtter fortsat lovens mål, men mener, at en udsættelse var uundgåelig. Ifølge underdirektør Karin Klitgaard er EU’s it-systemer, som skal håndtere enorme datamængder om råvarernes oprindelse, endnu ikke funktionsdygtige.
“Forhåbentlig får vi et enklere direktiv“, udtaler hun til Politiken og understreger, at virksomhederne har brug for et mere operationelt system, hvis loven skal fungere i praksis.
EU-parlamentariker Niels Flemming Hansen er en af dem, der stemte for både udsættelse og lempelser af EUDR. Han kalder den oprindelige lov “Et bureaukratisk monster” og udtaler til Politiken, at “Det væsentlige er, at vi har grøn omstilling, at vi gør det til en god forretning, og at virksomhederne kan se sig selv i det“.
Bøvl, bureaukrati eller god forretning?
I sidste uge beskrev vi, hvordan Miljøminister Magnus Heunicke er optaget af at sikre, at EUs nye producentansvarsregler for emballage ikke må være for bøvlede for virksomhederne. Faktisk sagde Heunicke, at det ligefrem kan “spænde ben for den grønne omstilling”.
Når ministre og EU-parlamentsmedlemmer i den grad forsøger at føje erhvervslivet, og Heunicke indirekte siger, at den grønne omstilling kun fungerer, hvis den ikke er for bøvlet for virksomhederne, så sender de et ambivalent signal: Bæredygtighed og klimapolitik er kun er realistisk, hvis det er forholdsvis enkelt og reformistisk.
Det harmonerer på ingen måde med de erklærede ambitioner. Vi skal være klimaforegangsland, men kun hvis det er nemt for erhvervslivet.
Spørger man Niels Flemming Hansen skal vi ligefrem gøre grøn omstilling til en god forretning. Men hvad består “omstillingen” så i?
Det lyder unægtelig, som om Niels Flemming Hansen ser bæredygtighed som en politisk erhvervsstrategi, når han sådan understreger, at virksomhederne skal “kunne se sig selv i det”. Gad vide om ikke der er mange virksomheder, der har svært ved at “se sig sig selv” i reguleringer og ny lovgivning i det hele taget?
Politik og spin
Det er forventeligt, at visse partier er mere skeptiske end andre over for bæredygtighedstiltag. Især på den borgerlige fløj, hvor man ofte taler om erhvervslivet som Danmarks økonomiske motor, er det logisk, at der vil være en vis tilbageholdenhed med at bebyrde virksomhederne med nye regler.
Det harmonerer som sagt bare ikke med alle de fine intentioner om grøn omstilling.
Hvis man oprigtigt mener, at grøn omstilling ikke kan lykkes, hvis det er “bøvlet” eller hvis det ikke er en god nok forretning, så siger man jo også, at det skal ske overvejende på erhvervslivets præmisser. Det er en fair nok holdning, men så ville det klæde politikerne, hvis de meldte det klarere ud.
Da Politiken stillede Niels Flemming Petersen spørgsmålet “Hvad er vigtigst for dig – den grønne omstilling, eller at det ikke må blive for besværligt for virksomhederne?“, svarede han, “Det er et mærkeligt spørgsmål, for du kan ikke sætte det ene op imod det andet“.
Selvfølgelig kan man sætte de to ting op imod hinanden, og Niels Flemming Petersen viser jo med sine handlinger, hvordan han prioriterer.
Nok vil der være nogle win-win-situationer, hvor den grønne omstilling ligefrem gavner erhvervslivet, men der vil også – uafvendeligt – være situationer, hvor fx nye miljølove kommer til at belaste erhvervslivet. At påstå andet er misvisende.
