13. mar.

Et pust af forurening over København – men globalt ligger byen stadig i den rene ende

En kort episode med høj luftforurening ramte København i begyndelsen af marts. Niveauet er siden faldet igen, men episoden sætter fokus på et større spørgsmål: Hvor ren er luften egentlig i den danske hovedstad?

Sara Holt

Redaktør

København luftforurening

I begyndelsen af ugen blev københavnerne mødt af en usædvanlig besked fra myndighederne: Luftforureningen i byen var steget til et niveau, hvor særligt udsatte borgere burde være opmærksomme.

Episoden fik flere til at kigge mod himlen og spørge sig selv, hvor ren luften egentlig er i en by, der ellers ofte fremhæves som en af Europas mest grønne hovedstæder.

Særligt ældre, personer med lungesygdomme og andre sårbare grupper, blev opfordret til at være opmærksomme på symptomer og begrænse hård fysisk aktivitet udendørs.

Situationen er siden ændret.

Ifølge de aktuelle målinger fra Københavns Kommunes luftovervågning ligger luftforureningen nu i kategorien “middel”.

Det niveau vurderes normalt ikke at være sundhedsskadeligt på kort sigt for den brede befolkning.

Kortvarige episoder med høj luftforurening kan opstå i mange europæiske byer, også i dem med relativt ren luft.

Vejrforhold spiller en stor rolle.

Når vinden er svag og luften står stille over byen, kan partikler fra trafik, opvarmning og industri ophobes i atmosfæren.

Samtidig kan partikler transporteres over lange afstande fra andre regioner.

Men selv med sådanne udsving ligger København generelt i den renere ende blandt verdens storbyer.

Luftforurening københavn

København ligger relativt lavt globalt

Når forskere sammenligner luftkvaliteten i verdens storbyer, er det typisk koncentrationen af de såkaldte fine partikler, PM2.5, der bruges som mål.

De mikroskopiske partikler kan trænge dybt ned i lungerne og forbindes med en række sygdomme.

Ifølge luftkvalitetsplatformen IQAir ligger Københavns gennemsnitlige niveau af PM2.5 typisk omkring 6 – 8 mikrogram pr. kubikmeter luft.

Luftkvaliteten svinger meget fra måned til måned – typisk afhængigt af vejrforhold.

Det sidste år har PM2.5-niveauet i København været helt nede på 2,7 mikrogram pr. kubikmeter, og her i marts været på sit højeste, med gennemsnitligt 16,5 mikrogram pr. kubikmeter.

Verdenssundhedsorganisationens anbefalede grænse på 5 mikrogram pr. kubikmeter, men langt under niveauerne i mange andre storbyer.

Til sammenligning ligger storbyer som Paris ofte omkring 12 – 15 mikrogram, mens kinesiske Beijing typisk ligger omkring 30 – 40 mikrogram.

I den indiske hovedstad Delhi kan niveauet i perioder overstige 100 mikrogram pr. kubikmeter.

Det betyder, at København sjældent optræder på internationale lister over verdens mest forurenede storbyer.

Tværtimod regnes byen generelt blandt de steder i verden, hvor luftkvaliteten er relativt god.

Luftforurening i København
Faktor-grafik, baseret på data fra IQair

Europas smogbyer ligger især i øst

Selv i Europa er forskellene mellem storbyer store.

Ifølge den årlige World Air Quality Report fra IQAir findes nogle af de højeste niveauer af luftforurening i Øst- og Sydøsteuropa.

Byer som Sarajevo, Skopje, Beograd, Krakow og Sofia dukker ofte op i toppen af de europæiske forureningslister.

I Sarajevo er luftforureningen i perioder blevet så alvorlig, at byen kortvarigt har været blandt de mest forurenede i verden.

Ifølge Reuters skyldes det blandt andet udbredt brug af kul og brænde til opvarmning, ældre dieselbiler og byens placering i en dal, hvor forureningen kan blive fanget i stillestående luft.

Den geografiske placering spiller nemlig en rolle.

Byer i dale kan lettere opleve såkaldte temperaturinversioner, hvor et lag varm luft lægger sig som et låg over byen og forhindrer forureningen i at sprede sig.

Tyk luftforurening

Storbyer kan faktisk rense luften hurtigt

Selv om luftforurening fortsat er et stort problem mange steder i verden, viser nyere analyser, at storbyer kan reducere forureningen markant på relativt få år.

En analyse fra organisationen Breathe Cities har gennemgået data fra næsten 100 storbyer og viser, at 19 af dem har reduceret både fine partikler og kvælstofdioxid med mindst 20 procent siden 2010.

Listen over byer, der har forbedret luftkvaliteten mest, tæller blandt andet London, Amsterdam, Rotterdam, Warszawa, Beijing og San Francisco.

Nogle af disse byer har endda reduceret luftforureningen med over 40 procent i perioden.

Det viser, at luftforurening ikke kun er et uundgåeligt resultat af byliv.

Politisk regulering og teknologiske ændringer kan faktisk gøre en mærkbar forskel.

Trafikpolitikken spiller en afgørende rolle

I flere europæiske storbyer er det især transportsektoren, der er blevet ændret.

London indførte i 2019 den såkaldte Ultra Low Emission Zone, hvor biler, der forurener for meget, skal betale en daglig afgift for at køre ind i byen.

Ordningen er siden blevet udvidet til at dække et langt større område af hovedstaden.

Ifølge Transport for London har tiltaget bidraget til at reducere skadelige vejkantskoncentrationer markant.

London har reduceret koncentrationen af fine partikler (PM2.5) med omkring 28 procent siden 2010. Det svarer til et fald fra cirka 14-15 µg/m³ til omkring 10-11 µg/m³ i gennemsnit.

Også i Holland har flere byer arbejdet systematisk med at reducere luftforureningen.

I Amsterdam har kommunen blandt andet indført lavemissionszoner og en strategi for gradvist at udfase forurenende køretøjer fra byens centrum.

Målet er at gøre transporten i byen næsten emissionsfri.

Amsterdam har også sænket luftforureningen markant, blandt andet med et fald i kvælstofdioxid på over 40 procent siden 2010. Samtidig er niveauet af fine partikler faldet fra omkring 13-14 µg/m³ til cirka 9-11 µg/m³

Rotterdam har gennemført lignende tiltag med emissionszoner, elektrificering af transport og regulering af havnetrafik.

Det interessante er, at disse byer ikke nødvendigvis startede med ekstrem luftforurening.

De lå i forvejen på niveau med mange nordeuropæiske byer. Alligevel har de valgt at presse niveauerne yderligere ned.

Trafik

Selv acceptabel luft kan blive renere

Episoden i København tidligere i marts viser, at luftforurening stadig kan opstå i selv relativt rene byer.

Men den internationale udvikling viser også noget andet: Luftkvaliteten i storbyer er ikke statisk.

Den kan forbedres hurtigt, hvis byer ændrer den måde, transport, energi og opvarmning fungerer på.

Selv byer med forholdsvis ren luft fortsætter derfor med at arbejde på at reducere forureningen yderligere.

For selv moderate niveauer af fine partikler kan påvirke folkesundheden over tid.

København ligger i dag blandt de renere storbyer globalt.

Men erfaringerne fra andre europæiske byer tyder på, at der stadig er luft til forbedring.