Dansk Folkeparti fik et af sine bedste valg i nyere tid med en stigning på 11 mandater – fra 5 til 16.
Det er samtidig den største fremgang af alle partier.
Partiformand Morten Messerschmidt lagde da heller ikke skjul på ambitionerne, da han talte til sine partifæller og vælgere på valgaftenen: Blikket er allerede rettet mod næste valg.
Målet er altså ikke magten nu, men at stå endnu stærkere i 2030. Derfor slår det blå mindretal heller ikke Messerschmidt ud.
I mellemtiden regner han med at fejl fra især Mette Frederiksen og Lars Løkke i den kommende regeringsperiode vil fungere som olie på bålet i den fremtidige valgkampagne.
Det er en strategi, der vidner om tålmodighed. Og måske også om noget andet: en politisk stil og positionering, der rækker ud over dansk politik og ind i en bredere international tendens.
For mens Dansk Folkeparti vokser, tegner der sig et billede af en partileder, der både har opsøgt Donald Trumps politiske kreds, optrådt i samme miljøer og i sin egen valgkamp anvendt greb, der vækker genklang fra den amerikanske højrefløj.
Fra Mar-a-Lago til London
Det er veldokumenteret, at Morten Messerschmidt har opholdt sig i Donald Trumps kreds.
Messerschmidt tog nemlig på besøg i Trumps residens Mar-a-Lago i Florida i januar 2025, hvor han også deltog som taler på amerikansk-israelsk konference.
Derudover er han blevet et kendt ansigt på den internationale scene for højreekstremisme.
Messerschmidt var fx på talerlisten ved en stor højreekstremistisk demonstration i London, hvor blandt andre Steve Bannon – tidligere rådgiver for Donald Trump – også optrådte.
Messerschmidt bekræftede selv over for TV 2 News, at han stod på listen.
Nok derfor trak han flere overskrifter i internationale medier, da han “vendte sig mod” Trump efter anden omgang af alvorlige trusler om annektering af Grønland.
Her rettede han samtidig hård kritik mod Lars Løkke for at tage til møde i Washington frem for at give en hård afvisning.
Det er altså på trods af at han selv tog sig den frihed at besøge Trump, blandt andet for ‘at tale om Grønland’ tilbage i januar, hvor Trump ellers allerede havde fremlagt sine Grønland-ambitioner.
En politisk stil med tydelig personlig branding
Ser man på Dansk Folkepartis valgkamp, er det ikke kun de internationale forbindelser, der trækker tråde.
Messerschmidt har selv brugt betegnelsen “big man” i sin kommunikation – en form for selviscenesættelse, der lægger vægt på personen frem for partiet.
Og i valgkampen valgte han at bruge håndgribelige kneb til at skaffe stemmer ved at dele billig benzin ud til vælgere.
Det er en kampagneform, der er svær at overse. Direkte, konkret og tilpasset en hverdag, hvor mange mærker økonomisk pres.
Men det er også en stil, der i flere træk minder om en Trumps politiske strategi: stærk personlig branding, simple budskaber og opsigtsvækkende initiativer, der går direkte til vælgerne uden om de klassiske politiske kanaler.
En del af en større bevægelse
Set isoleret kan Dansk Folkepartis fremgang ligne en dansk historie. Men i en international sammenhæng passer den ind i et større mønster.
Analyser fra både The Atlantic og Le Monde peger på en bredere højredrejning i Europa, hvor nationalkonservative og højreorienterede partier vinder frem – ofte med inspiration fra eller paralleller til Trump.
Det handler ikke kun om politik, men også om stil: en mere konfrontatorisk retorik, en stærkere persondyrkelse og en direkte appel til vælgere, der føler sig overset af det etablerede system.
Et dansk paradoks
Og her opstår et interessant spændingsfelt.
For der er ikke meget, der tyder på, at Donald Trump nyder bred opbakning i Danmark.
Tværtimod har han gennem flere år været en af de mest kritiserede internationale politikere blandt danskerne.
Alligevel har mange vælgere sat deres kryds ved et parti, hvis leder både har opsøgt ham, optrådt i hans politiske kreds og anvendt kampagnegreb, der i flere tilfælde minder om den amerikanske præsidents.
Det er et paradoks, der ikke nødvendigvis har et enkelt svar.
Måske handler det om, at nationale spørgsmål vejer tungere end internationale forbindelser.
Måske om, at politisk stil betyder mindre end konkrete løfter i hverdagen. Eller måske om at grænserne for, hvad der opfattes som politisk acceptabelt, er i bevægelse.
Hvad hvis kursen fortsætter?
Når Messerschmidt allerede nu taler om 2030 som næste mål, bliver spørgsmålet uundgåeligt: Hvad er det for et Danmark, der tegner sig, hvis den politiske kurs fortsætter?
Dansk Folkeparti har i flere år markeret sig med en mere skeptisk tilgang til den grønne omstilling, herunder kritik af nye solcelle- og vindmølleprojekter og større statslige klimainvesteringer.
Partiet har samtidig åbnet for atomkraft som alternativ energikilde og været blandt de tydeligste kritikere af at Danmarks høje tempo i den grønne omstilling.
Sat sammen med en politisk stil, der lægger vægt på klare fjendebilleder og skarpe opdelinger mellem “os” og “dem”, peger det i retning af en udvikling, man også har set i USA og flere andre lande.
I USA har Donald Trumps politiske linje været kendetegnet ved netop den kombination: en mere fossilvenlig energipolitik, opbremsning af klimainitiativer og en markant skærpet politisk retorik, der har bidraget til øget polarisering.
Spørgsmålet er, hvor meget af den amerikanske politiske logik der kan finde vej hertil.
For hvis den udvikling fortsætter, kan det få konsekvenser – ikke bare for klimaindsatsen, men også for tonen i den offentlige debat og for de politiske kompromiser, som traditionelt har præget dansk politik.
Blikket mod næste valg
Én ting står dog klart: Dansk Folkeparti ser ikke valgresultatet som en afslutning, men som en begyndelse.
Når Messerschmidt taler om 2030, er det ikke som en fjern horisont, men som næste etape.
En mulighed for at opbygge momentum, udnytte modstandernes fejl og styrke sin position.
Spørgsmålet er ikke kun, hvor stærkt Dansk Folkeparti står i dag.
Men hvad det siger om Danmark, hvis udviklingen fortsætter i samme retning.
