I takt med at klimaforandringerne er rykket højere op på den politiske dagsorden, er der kommet mere fokus på forbrugeren som klimapolitisk knudepunkt.
Det er kort sagt ikke tilstrækkeligt at sortere sit affald, aflevere flasker til pant og genbruge lidt her og der, hvis man vil være en aktiv del af løsningen.
Man må også tage medansvar over de processer, der har frembragt de produkter og services, som man forbruger.
Når politik på den måde rykker ind i privatlivet, er det ikke overraskende, at vælgerne begynder at interessere sig for, om politikerne overhovedet selv tager deres egen rolle som klima-forbrugere seriøst – især når det gælder de politikere, der slår sig op på at være klimabevidste.
I den sammenhæng har den velkendte valgplakat også fået en ny betydning.
Hvor det traditionelt har handlet om at promovere politikere og mærkesager, fungerer valgplakaten i dag også som et konkret eksempel på, hvor seriøst de enkelte kandidater tager deres personlige klimaansvar.
Valgplakaters klimabelastning
Valgplakater har naturligvis en vis klimabelastning.
Politiken forsøgte i 2019 at opstille et regnestykke for, hvor meget valgplakaterne egentlig belaster klimaet, men som man kunne forestille sig, er det noget nær umuligt at give et præcist svar på.
Ikke alle plakater består af samme materiale, nogle bliver genbrugt flere gange, nogle bliver transporteret længere end andre gør.
Det er dog heller ikke nødvendigvis så vigtigt, hvad de eksakte tal er.
Pointen er nok snarere den, at valgplakater ikke tjener noget direkte samfundsmæssigt formål som sådan.
Der ville i hvert fald næppe være mange, der gik på gaden i protest, hvis valgplakater blev forbudt i morgen. Valgplakater fungerer som promotion, og hvis det budskab, som man promoverer, er klimaansvar, bliver det hurtigt en smule paradoksalt.
Lavpraktisk bæredygtighed
Én politiker, der tager den udfordring seriøst, er Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre.
Han har selv, ganske lavpraktisk, gemt gamle valgplakater fra tidligere kampagner, helt tilbage fra 2017.
Det har betydet, at han i den nuværende valgkamp udelukkende har brugt genbrugs-valgplakater i sin personlige kampagne.
Det kræver noget håndtering og sortering, forklarer Stinus Lindgreen, og så selvfølgelig plads til opbevaring.
På nuværende tidspunkt er det op til de enkelte kandidater at sikre opbevaring og genbrug af gamle plakater, så hvis man bor i en lille lejlighed i København, kan det mildest talt være svært, forklarer Stinus Lindgreen, der selv opbevarede sine gamle valgplakater i sit haveskur.
Genbrug og genanvendelse
Hvad stiller man så op, hvis man ikke har været opstillet før, og der ikke findes nogle gamle plakater, som man kan genbruge?
Alternativets Jacob Antvorskov lavede ganske simpelt en aftale med en partikammerat, som ikke var opstillet til årets valg, og overtog hans gamle plakater.
Dem har Jacob Antvorskov så genanvendt og tilpasset, så han kan bruge dem i sin egen kampagne.
Antvorskov har også fundet en leverandør af genbrugsstrips til at binde sine plakater op med.
Det var ikke særligt svært at finde genbrugsstrips, forklarer han, men det kræver selvfølgelig, at man faktisk leder efter dem.
Hans fokus på bæredygtighed begrænser sig da heller ikke til valgplakater.
Han har fx valgt at droppe politiske flyers for at i stedet tilbyde økologiske snackgulerødder fra det lokale supermarked til interesserede forbipasserende, når han er ude at føre kampagne.
Der er ingen slogans eller branding på gulerødderne, men “man husker med smagssansen”, forklarer Jacob Antvorskov, der har fået positiv respons på sin gulerodsmetode.
Antvorskov har lagt en video op, der viser processen, på sin Facebookside. Den kan ses herunder:
Kan inspirere andre
Både Stinus Lindgreen og Jacob Antvorskov fremhæver, at det har krævet forberedelse, vedholdenhed og planlægning at kunne føre en bæredygtig valgkamp.
Noget tyder dog på, at kræfterne er godt givet ud; Jacob Antvorskov fortæller, at han har oplevet interesse fra politiske konkurrenter, navnlig Liberal Alliance, der så potentiale i hans bæredygtige tilgang og som har ladet sig inspirere af hans ideer.
Derudover kan man som vælger håbe, at de politiske partier i fremtiden vil antage en organisatorisk mere aktiv rolle og føre an i den bæredygtige valgkamp.
Som Stinus Lindgreen konstaterer, er det immervæk svært at finde plads til hundredvis af brugte valgplakater i kælderen eller på loftet, hvis man bor i en lille lejlighed.
Foreløbig er den bæredygtige valgkamp dog et lavpraktisk, individuelt anliggende.
Grønne politikere står ganske vist over for en række strukturelle udfordringer i deres valgkamp, men til gengæld har de en unik mulighed for at demonstrere deres klimaengagement i praksis – det være sig i form af genbrugte og genanvendte plakater eller økologiske kampagne-gulerødder.
