26. feb.

Alvorlig trussel mod Nordens energisystemer

En fremmed magt truer med at ramme Nordens energiinfrastruktur - og myndighederne er gået i forhøjet beredskab. Samtidig kritiseres den grønne omstilling for at hvile på håb og uprøvede teknologier. Spørgsmålet er, om en i forvejen sårbar energipolitik kan modstå både sabotage og virkelighedens pres?

Jørgen Banke

Journalist

Lisa Schmidt/Unsplash
Lisa Schmidt/Unsplash

Der er rejst en alvorlig og konkret trussel mod energiinfrastrukturen i hele Norden.

Ifølge det svenske medie TV4 Nyheterna har en aktør med tilknytning til en fremmed magt fremsat en tidsfastsat advarsel om et forestående angreb mod energisystemerne i de nordiske lande. Oplysningerne har fået svenske myndigheder til at hæve beredskabet markant, og også i Danmark har sagen udløst politisk aktivitet på højeste niveau.

Svensk politi og Myndigheten för civilt försvar bekræfter, at man følger situationen tæt og samarbejder med relevante aktører. Politiet har fået ordre til at bevogte samfundskritiske energivirksomheder og være særligt opmærksomme på afvigende adfærd.

I Danmark deltog statsminister Mette Frederiksen onsdag aften i et hemmeligt møde i Justitsministeriet med en række partiledere. Officielt er det ikke bekræftet, om mødet relaterer sig direkte til den konkrete trussel, men timingen vækker opsigt.

Truslen kommer i øvrigt ikke just på et belejligt tidspunkt. Den europæiske energipolitik er i forvejen under massivt pres. Siden sabotagen mod Nord Stream pipelines i 2022 har Europas energiinfrastruktur været betragtet som et oplagt mål i stormagtskonflikter. Eksplosionerne i Østersøen demonstrerede, hvor relativt let vitale forsyningslinjer kan rammes – og hvor store geopolitiske og økonomiske konsekvenser det kan få.

Science fiction og smarte fix

Den grønne omstilling er i stigende grad afhængig af teknologier, som endnu ikke er fuldt udrullede eller dokumenteret i stor skala. I Storbritannien har kritikere ifølge britiske medier fx beskyldt den skotske regerings klimastrategi for at basere sig på “science fiction” og uprøvede teknologiske løsninger.

I Danmark har Danmarks Naturfredningsforening for nylig bakket op om behovet for en hurtig “plan B” i klimaindsatsen, netop fordi flere forudsætninger for den nuværende kurs er for usikre. De efterlyser mere en mere pragmatisk klimapolitik, som ikke baserer sig på optimistiske forhåbninger.

Læs også: CO2-lagring i Danmark – en svær start

Et centralt element i både dansk og international klimapolitik er eksempelvis CCS – carbon capture and storage, der netop er blevet kaldt for et “klimafix” flere gange. CCS bygger på en teknologi, hvor CO₂ opsamles og lagres i undergrunden. Teknologien fremhæves som afgørende for at nå klimamålene, særligt for sektorer, der er vanskelige at omstille fuldt ud, men vi ved reelt stadig ikke, hvor effektivt det er.

CCS-teknologien rejser desuden nye spørgsmål i lyset af den aktuelle trussel: Hvor robust er infrastrukturen omkring CO₂-transport og -lagring over for sabotage? Hvad sker der, hvis lagringsanlæg, rørledninger eller havinstallationer bliver mål for bevidste angreb?

Selve lagringen i geologiske formationer vurderes af eksperter som relativt sikker under normale omstændigheder. Men energisystemer består ikke kun af undergrund – de består af overjordiske anlæg, digitale styringssystemer, kabler og terminaler. Vi ved fra Nord Stream-sabotagen, at selv havbundsinfrastruktur i fredstid kan rammes med relativt simple midler.

Grøn omstilling i en usikker verden

Kombinationen af konkrete sabotagetrusler og en energipolitik, der ifølge kritikere hviler på håb om fremtidige teknologiske gennembrud, tegner et uoverskueligt billede. På den ene side haster den grønne omstilling af hensyn til klimaet. På den anden side bliver energisystemerne mere komplekse, mere digitaliserede og måske i virkeligheden mere “fiction” end “science”? Oven i købet skal vi medregne risikoen for sabotage, hvilket yderligere komplicerer det overordnede billede.

Hvis truslen mod Norden materialiserer sig, kan det få uoverskuelige konsekvenser. I forvejen oplever mange borgere stigende energipriser, usikkerhed om forsyningen og en politisk debat præget mere af løfter, prognoser og nøgletal end af konkrete resultater.

Når sikkerhedsdimensionen samtidig rykker tættere på, skærpes behovet for realisme: Det er ikke nok, at energipolitik er “grøn” og “ambitiøs” – den må nødvendigvis også være robust i en verden, hvor sabotageforsøg og terrorangreb risikerer at blive noget, vi skal forholde os meget mere direkte til.