Selv om vi har set en aftagende tendens i de senere år, køber danskerne fortsat meget nyt modetøj.
Meget af det er såkaldt fast fashion: billige produkter, produceret i højt tempo, designet til hurtigt forbrug og hurtig udskiftning.
Dent hurtige forbrug er med til at gøre tekstilindustrien til en af verdens mest klimabelastende.
Produktion af tekstiler kræver store mængder vand, kemikalier og energi, og syntetiske fibre udleder mikroplast og CO₂ gennem hele deres livscyklus.
Desuden bliver tekstilerne ofte transporteret tværs over kloden, fra det bliver syet til det bliver solgt.
Resultatet er, at vi i Danmark hvert år står med store mængder uønsket tøj, som enten bliver smidt ud eller sendt videre i genbrugssystemet.
Derfor er spørgsmålet om, hvad der egentlig sker med vores brugte tøj, vigtigere end nogensinde.
Når vi afleverer tøj i genbrugscontaineren
En stor del af danskerne afleverer deres brugte tekstiler i tøjcontainere eller genbrugsbutikker.
Røde Kors understreger, at kun rent og tørt tøj bør doneres, da kvaliteten er afgørende for, om tøjet kan få nyt liv.
Salgbart tøj bliver solgt i organisationens butikker, hvor overskuddet går til humanitært arbejde.
Som hovedregel bliver intet doneret tøj uden videre smidt ud i Danmark – sorteringen sikrer, at det enten sælges, eksporteres til genbrug, eller går til anden form for tekstilanvendelse.
Miljøstyrelsen understreger, at helt nedslidte eller ødelagte tekstiler ikke skal i genbrugscontaineren, men i den affaldsfraktion for tekstilsortering, der blev indført for ikke så lang tid suden.
Her kan tekstilerne blive brugt til fx fyldmateriale eller til anden form for genanvendelse, men det bliver ikke videresolgt i sin nuværende tilstand.
Det er altså ikke ligegyldigt, hvilken metode vi vælger: genbrug og tekstilaffald har vidt forskellige veje gennem systemet.
Den danske sortering – og hvorfor det ikke er nok
Når tøjet er afleveret hos velgørenhedsorganisationerne, bliver det sorteret i forskellige kvalitetsniveauer.
Det bedste og mest nutidige tøj bliver solgt i danske genbrugsbutikker.
Tøj, der ikke kan sælges her, bliver samlet i store baller og eksporteret til udlandet, hvor opkøbere sælger det videre bl.a. på lokale markeder.
Dette eksportled er centralt for hele systemet: danske genbrugsorganisationer modtager langt mere tøj, end vi kan aftage indenlands.
Derfor sendes betydelige mængder videre til lande i blandt andet Østafrika og Vestafrika.
Men det er også her, problematikkerne begynder at vise sig.
Når dansk genbrugstøj bliver til globalt affald
I flere afrikanske lande – særligt Ghana – ankommer der hver uge enorme mængder brugt tøj fra Vesten.
Lokale markeder som Kantamanto-markedet i Accra lever i høj grad af importeret genbrugstøj.
For mange mennesker udgør salg af tøj, deres eneste indtægt og samtidig repræsenterer markedet en mulighed for at købe tøj til en pris, der er til at betale sig fra.
Men en stigende del af det tøj, der når frem, er af lav kvalitet, ødelagt eller simpelthen ikke efterspurgt.
Bare fordi man beslutter sig for at forære en t-shirt væk, er det jo ikke sikkert, at der er nogen, der står og mangler lige præcis en T-shirt.
Sorteringen i Danmark sikrer nemlig kun, at tøjet ikke er direkte affald – ikke at det er tidssvarende, holdbart eller salgbart i et fremmed marked.
Resultatet er, at store mængder af tøjet ender som affald umiddelbart efter ankomst.
Lokale handlende udvælger de tekstiler, som de ved, at de kan afsætte – og resten bliver ofte smidt i store bunker på strandene, hvor det påvirker det lokale miljø.
I praksis skubber vi altså en del af vores tekstilaffald videre til lande, der slet ikke har kapacitet til at håndtere det.
“Dead white people’s clothes” – bagsiden af vores overforbrug
I Ghana bruges betegnelsen “obroni wawu” – direkte oversat til “dead white people’s clothes”.
Betegnelsen stammer oprindeligt fra den antagelse, at kun afdøde mennesker ville skille sig af med så meget tøj.
I dag bruges den også som en ironisk kommentar til Vesten: Vi sender så store mængder tøj af så lav kvalitet, at det opfattes som affald forklædt som velgørenhed. Et usorteret dødsbo, fyldt med ubrugeligt bras.
Hvor vi i Danmark ofte ser donation som en god gerning, opleves det bl.a. i Accra i Ghana som et tveægget sværd:
Der er økonomiske muligheder, men tilsvarende mange uforudsigelige miljømæssige risici.
Man tænker måske ikke umiddelbart, at tekstiler udgør den værste form for forurening, men det kan øve stor negativ indflydelse på lokalmiljøet.
Et andet ofte overset aspekt er, at de store mængder tekstiler udgør en brandfare.
Ny lovgivning – men ingen hurtige løsninger
EU har besluttet, at alle medlemslande skal sortere tekstilaffald særskilt fra 2025, og Danmark har allerede indført krav om tekstilsortering i kommunerne.
Ifølge Miljøstyrelsen skal dette være med til at øge genanvendelsen og reducere mængden af tekstiler, der brændes eller ender som fejlsendt genbrug.
Men selv forbedret sortering ændrer ikke på, at vi i Vesten producerer og køber for meget, i hvert fald set fra et bæredygtighedsperspektiv.
Så længe mængderne er så store, vil eksporten fortsætte – og dermed også problematikken i modtagerlandene.
Hvad kan vi gøre som forbrugere?
For at mindske de negative konsekvenser kan vi:
- Købe mindre og bedre – kvalitetstøj holder længere og ender sjældnere som affald.
- Donere ansvarligt – kun rent og brugbart tøj bør gives til genbrug.
- Sortere korrekt – slidte tekstiler skal i tekstilaffaldsfraktionen, ikke i genbrugscontaineren.
- Bruge tøjet længere – reparation og upcycling forlænger levetiden og reducerer behovet for nyt.
Hvis vi vil løse problemer som “dead white people’s clothes”, må vi erkende, at genbrug ikke er en magisk løsning.
Det bedste stykke tøj for klimaet er det, vi allerede ejer – og bliver ved med at bruge.
