I det store konferencesal i Belém sidder regeringsdelegationer fra næsten alle verdens lande. Uret tikker mod slutningen af COP30-topmødet, men selv med dagsordenen fuld af store ambitioner er der stadig ingen aftale i hus. Værtslandet Brasilien havde satset på at få en pakke underskrevet allerede midt i ugen – men onsdag blev teksten endnu ikke præsenteret.
Tidsnød under tropisk himmel
Topmødet i Belém samler repræsentanter fra omkring 200 lande, og ambitionen har været tydelig: at skabe en beslutning nu, ikke senere. Ifølge Reuters håbede værtslandet på at lande den første aftale i går, onsdag. Men onsdag aften kom og overgik deadlinen. Samtalerne gled herfra over i ren sprint og forhandlingerne er nu præget af, at der kun er omkring halvandet døgn tilbage, før konferencen formelt lukker. Det giver et ekstra pres på de diplomatiske manøvrer.
Allerede før konferencen havde præsident Luiz Inácio Lula da Silva advaret, at “vi har brug for et roadmap så vi kan planlægge en ordentlig vej for… udfasning af fossile brændstoffer og til at mobilisere de nødvendige ressourcer” – en formulering, der understreger tidens alvor.
Knuderne, der ikke vil løsne sig
To af de mest omtalte spørgsmål er særligt fastlåste: For det første handler det om udfasning af fossile brændsler. Over 80 lande har tilsluttet sig et krav om en “roadmap” til udfasning af kul, olie og gas – men flere store stater står afvisende over for en sådan forpligtelse. En deltager i forhandlingerne opsummerede det brutalt: “Jeg tror det bliver meget svært… for vi har ‘blockere’”
For det andet er klimafinansiering stadig uklart: Hvordan og hvor meget skal de rigere lande støtte de fattigere? Hvad med omstilling, tab og skader? Spørgsmålene er stadig åbne.
Yderligere viser dokumenter fra topmødet, at formandsskabet har udarbejdet et udkast til aftaletekst, der indeholder krav om at udfase ineffektive subsidier til fossile brændsler. Men mellem ord og virkelighed ligger en kløft – og den ser stadig ud til at være meget bred.
Er det realistisk at nå i mål?
Det er af indlysende årsager skepsis om, hvorvidt konferencen når at lande et stærkt resultat. Når beslutningsprocessen kræver enighed – og enkelte lande kan blokere – bliver selv én dags forsinkelse til en kæmpe udfordring. “Forhandlingerne er blevet til et sprint” sagde en diplomat ifølge Reuters.
Samtidig skubber tidspresset de tekniske spørgsmål frem i rampelyset: fra ordvalg i tekst, juridisk formulering til hvem der skriver under – alt skal gøres på rekordtid.
For danske borgere, der følger klimaudviklingen, er det ikke et fjernt diplomatisk spil. Det handler om, hvornår omstilling sker, hvilke investeringer der kommer, og hvem der skal betale for det. Hvis konferencen ender med en tvetydig tekst, risikerer vi at stå med løfter – uden handling.
Hvad hvis aftalen udebliver?
Hvis COP30 ikke får en stærk aftale på plads, bliver det et tilbageslag for global klimadiplomati. Den tid, vi har på jorden, virker som lånt tid – og forskningen har gentagne gange advaret om, at udsættelse betyder forringede muligheder for menneskers levedygtighed.
Alternativet til ingen aftale er en svag aftale med vage formuleringer, uden konkrete forpligtelser og dermed med risiko for at blive glemt eller udskudt. Det vil højst sandsynligt betyde langsommere omstilling og uforudsigelige konsekvenser.
De sidste dages kamp
Luften i Belém er de her dage tyk af diplomati og forventning – men også af nervøsitet. Topmødet står med et valg: Leverer vi nu et gennembrud, eller endnu et møde fyldt med gode hensigter og ringe resultater?
Landene der arbejder for en ambitiøs aftale, har nogle hårde dage i vente. Der skal kæmpes mod nationer, som tjener godt på fossile investeringer og sidder med krydsede arme.
Klokken tikker, og det handler ikke kun om konferencens varighed – det handler om, hvorvidt verden sætter handling over ord.
