På årets klimatopmøde COP30 i Belém i Brasilien var privatfly et kontroversielt emne. Mens unge aktivister fyldte pladsen foran forhandlingscentret med skilte og slogans for en skat på privatfly - et krav, der længe har cirkuleret i klimabevægelsen – stod Danmark bemærkelsesværdigt udenfor den gruppe af lande, der lørdag foreslog netop en sådan skat.
Det er ellers veldokumenteret, at privatfly udgør et af de mest klimabelastende transportformer, der findes. Undersøgelser viser, at privatfly udleder op til 14 gange så meget CO₂ pr. passager som almindelige rutefly. På trods af det er privatfly undtaget fra den klimaskat, som helt almindelige flyrejsende betaler.
Koalition uden Danmark
Lørdag aften offentliggjorde ni lande en fælles opfordring til at indføre skat på privatfly. Koalitionen ønsker at hente nye midler til klimaindsatsen ved at lade de mest forurenende flyvninger bidrage. Frankrig og Spanien er blandt deltagerne, men Danmark glimrer ved sit fravær.
Det vækker undren – og frustration – blandt aktivister og ngo’er.
“Det er virkelig øv“, lyder det fra Nicole Pemberton fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, som torsdag deltog i en demonstration foran COP30 for netop at presse regeringer til at beskatte privatfly.
“Det er fuldstændig vanvittigt, at vi ikke griber muligheden for at beskatte nogle af dem, der udleder allermest“, fortsætter hun.
Også Folkekirkens Nødhjælp er skuffet. Klimarådgiver Mattias Søderberg kalder en privatflyskat for “en lavthængende frugt” og advarer om, at Danmarks ry som klimaforegangsland hviler på et efterhånden usikkert fundament.
En enkel vej til beskatning
Den danske regering har tidligere afvist idéen om en skat på privatfly med henvisning til, at det skulle være administrativt kompliceret. Men ifølge den nye analyse fra konsulentfirmaet Inka Consult er det i realiteten ganske enkelt.
Rapporten peger på to modeller, som begge bygger på data, der allerede registreres:
- En klimaskat i form af passagerafgift – samme type afgift som gælder for almindelige flypassagerer i flere lande.
- En start- og landingsafgift – allerede praktiseret i f.eks. Portugal.
Begge løsninger kan ifølge rapporten implementeres hurtigt og inden for eksisterende lovgivningsrammer. Hvor høje afgifterne skal være, er derimod en politisk beslutning. Og selv om indtægten næppe vil revolutionere klimafinansieringen, foreslår Søderberg, at pengene går til fonden for klimatab og -skader – en fond, der trods løfter stadig mangler stabile bidrag fra de rige lande.
“Lige siden Parisaftalen blev indgået for ti år siden, har vi diskuteret, hvordan vi skal skabe tilstrækkelige indtægter til klimaindsatsen. Der har aldrig tidligere været så stort momentum, og jeg er glad for de lande, som i stedet for Danmark går foran“, udtaler Mattias Søderberg i et interview med Politiken.
Symbolsk betydning i klimakampen
Kritikere vil måske pege på, at en skat på privatfly næppe vil flytte de globale udledningskurver markant. Privatflyvninger udgør kun en lille brøkdel af den samlede udledning. Men netop derfor, argumenterer mange klimaeksperter, er den symbolske gestus så vigtig.
Klimapolitik fordrer demokratisk opbakning og må derfor være overvejende baseret på tillid, legitimitet og retfærdighed. Når almindelige borgere bliver bedt om at spise mindre kød, sortere affald, skære ned på ferierejser og begrænse deres forbrug – og samtidig ser milliardærer flyve jorden rundt i privatfly uden afgift – kan det underminere motivationen for at støtte den grønne omstilling. Hvis den brede befolkning skal løfte den tunge omstillingsopgave, må dem med størst aftryk og størst økonomisk råderum nødvendigvis også bidrage.
På den baggrund er det ikke så mærkeligt, at en privatflyskat – selv hvis den ikke har afgørende indvirkning på verdens samlede CO₂-udledninger – betragtes som et vigtigt skridt. Den sender et signal om, at alle skal være med. At de privilegerede ikke længere står uden for reglerne.
Et spørgsmål om politisk vilje
I sidste ende står diskussionen derfor ikke kun om klimaeffekt, men om politisk mod og vilje. Danmark har været en markant stemme i internationale klimaforhandlinger og har profileret sig som foregangsland. At stå udenfor en koalition, der retter en del af regningen mod verdens mest forurenende rejsende, risikerer at udhule den fortælling.
Fremtiden vil vise, om regeringen vælger at reagere på kritikken – og om presset fra civilsamfund, aktivister og internationale samarbejdspartnere får Danmark til at genoverveje sit fravalg. For i en tid, hvor klimakampen i stigende grad handler om social legitimitet, kan selv mindre – men symbolsk stærke – tiltag få en betydning, der rækker langt ud over deres direkte klimaeffekt.
