25. jun.

Gratis busser kommer til Frederiksberg: Kan forsøget pege mod fremtidens kollektive transport?

Fra søndag bliver det gratis at tage de lokale busser på Frederiksberg. Forsøget skal gøre den kollektive transport mere attraktiv, men erfaringer fra Europa viser, at gratis billetter alene ikke nødvendigvis får bilisterne til at lade bilen stå.

Sara Holt

Redaktør

Frederiksbergbusserne ved Frederiksberg Rådhus.
Frederiksbergbusserne ved Frederiksberg Rådhus. Foto: Frederiksberg Kommune

Fra søndag bliver det gratis at tage de tre lokale buslinjer på Frederiksberg.

Det gør kommunen til den første i hovedstadsområdet, der indfører gratis lokalbusser, og forsøget kan blive interessant langt ud over kommunegrænsen.

I de næste to år bliver det nemlig gratis at køre med buslinjerne 71, 72 og 74, som Frederiksberg Kommune selv finansierer.

Formålet er både at gøre den kollektive transport mere attraktiv og at samle erfaringer med, hvordan gratis busser påvirker passagertal, mobilitet og trængsel.

Ifølge Frederiksberg Kommune skal forsøget evalueres efter to år, før politikerne tager stilling til, om ordningen skal fortsætte eller udvides.

Kommunen forventer samtidig, at de gratis busser kan gøre det lettere at komme rundt i byen – særligt på de korte ture, hvor mange i dag vælger bilen eller cyklen.

En idé der allerede er afprøvet i Europa

Selvom gratis busser er nyt på Frederiksberg, er idéen langt fra ny.

I 2020 blev Luxembourg det første land i verden til at gøre al offentlig transport gratis.

Målet var både at gøre mobiliteten mere tilgængelig og at reducere biltrafikken i et af Europas mest trafikerede lande.

Også Estlands hovedstad Tallinn har siden 2013 tilbudt gratis offentlig transport til registrerede borgere, mens den franske storby Montpellier i 2023 gjorde busser og sporvogne gratis for sine egne indbyggere.

Dermed er Frederiksberg en del af en voksende europæisk tendens, hvor kommuner og lande eksperimenterer med, om billetprisen er en barriere for at få flere til at vælge kollektiv transport.

Gratis billetter løser ikke alt

Erfaringerne viser dog, at gratis offentlig transport ikke automatisk betyder færre biler på vejene.

Analyser af Luxembourgs ordning peger på, at gratis billetter ganske vist har gjort den kollektive transport mere tilgængelig, men at mange af de nye passagerer tidligere gik eller cyklede.

Samtidig har effekten på biltrafikken været mere begrænset end håbet.

Flere eksperter peger derfor på, at pris kun er én del af ligningen.

Hyppige afgange, høj punktlighed og gode forbindelser spiller ofte en mindst lige så stor rolle, når mennesker vælger bilen fra.

Det betyder ikke, at gratis busser ikke virker, men snarere at ordningen ofte fungerer bedst som en del af en bredere transportpolitik.

Bus i Luxembourg
Bus i Luxembourg

Debatten er også rykket til Christiansborg

Samtidig med forsøget på Frederiksberg fylder spørgsmålet om billetpriser også mere i dansk politik.

Regeringen har meldt ud, at den ønsker at gøre den kollektive transport gratis for unge under 22 år som led i arbejdet med at gøre bus og tog til et mere attraktivt valg.

Forslaget er endnu ikke gennemført, men viser, at billetpriser igen er blevet et centralt emne i transportpolitikken.

Forslaget har også mødt skepsis – især fra Udkantsdanmark, hvor mange påpeger at lave priser ikke er nok.

Offentlig transport skal også være mere tilgængelig i form af hyppigere tider, flere busstoppesteder og ikke mindst punktlighed, hvis det skal erstatte bilen.

Gl. Kongevej in København/Fredriksberg
Gl. Kongevej, København/Fredriksberg

Kan Frederiksberg blive et laboratorium?

Det er næppe realistisk, at hele København får gratis busser lige med det samme.

Hovedstadens busnet er væsentligt større og dyrere at drive, og en tilsvarende ordning vil kræve betydelig finansiering.

Netop derfor bliver Frederiksbergs forsøg interessant at følge.

Hvis kommunen kan dokumentere, at flere vælger bussen, at trængslen falder eller at ordningen skaber andre samfundsmæssige gevinster, kan erfaringerne blive relevante både for andre kommuner og for Christiansborg.

Omvendt kan forsøget også vise, at billetprisen kun er én af mange faktorer, når mennesker vælger, hvordan de vil komme fra A til B.

De næste to år kan derfor blive et vigtigt pejlemærke i den danske debat om fremtidens kollektive transport – og om gratis busser er et effektivt redskab i den grønne omstilling eller blot én brik i et langt større puslespil.

I mellemtiden kan Frederiksbergs borgere nyde at de kan komme hurtigt tværs gennem byen, uden at skulle flytte bilen fra de eftertragtede parkeringspladser, eller svede på cyklen i varmen.