5 naturlægemidler med beviselig effekt

Naturlægemidler bygger på naturens egne stoffer og adskiller sig fra almindelige kosttilskud ved at være godkendt af Lægemiddelstyrelsen. I denne guide får du et overblik over fem veldokumenterede naturlægemidler, der kan hjælpe ved lette og afgrænsede gener som søvnproblemer, kvalme eller manglende overskud i hverdagen.
AI-genereret billede
AI-genereret billede

Naturlægemidler bliver ofte forbundet med traditionel urtemedicin og gamle husråd, men i Danmark er begrebet faktisk langt mere præcist. Et naturlægemiddel er et produkt af naturlig oprindelse, som er godkendt af Lægemiddelstyrelsen på baggrund af dokumentation for sikkerhed og virkning til en bestemt, begrænset indikation. Det betyder, at der er forskel på almindelige kosttilskud og egentlige naturlægemidler: Der skal kunne fremvises videnskabelig dokumentation, før noget må markedsføres som lægemidler.

I denne artikel gennemgår vi fem naturlægemidler, som har en veldokumenteret, specifik effekt. Formålet er på ingen måde ikke at give behandlingsvejledning, og det er vigtigt at understrege, at naturlægemidler ikke kan erstatte fx receptpligtig medicin.

Men hvis du fx har let sovebesvær, savner overskud i hverdagen – eller bare gerne vil gøre lidt ved din personlige trivsel, så kan naturlægemidler være et oplagt valg.

1. Ginkgo biloba – Mod lettere hukommelsesbesvær og koncentrationsproblemer

Ginkgo biloba, udvundet af blade fra det urgamle tempeltræ, er et af de bedst kendte naturlægemidler i Danmark. Det er godkendt til anvendelse mod aldersrelaterede kognitive gener, såsom let hukommelsesbesvær og koncentrationsproblemer.

Den dokumenterede effekt hænger især sammen med stoffernes evne til at forbedre blodgennemstrømningen i hjernen og beskytte nerveceller mod oxidativt stress. Studier viser, at ginkgo kan have en moderat, men målbar effekt på kognitive funktioner hos ældre. Det er dog vigtigt at skelne mellem ”normal aldring” og sygdomme som demens. I tilfælde af demens-tilstande er er der ikke grundlag for at bruge ginkgo som behandling.

2. Perikon (Hypericum perforatum) – Til kortvarige episoder med nedtrykthed

Perikon er et af de mest veldokumenterede naturlægemidler på det psykiske område. Det er godkendt til at modvirke kortvarige, lettere depressive tilstande, og flere kliniske studier viser, at standardiserede perikonpræparater kan have en effekt, der kan sammenlignes med mild antidepressiv behandling.

Årsagen til de positive virkninger af perikon er delvist ukendte, men er formentlig relateret til neurotransmittere som serotonin og dopamin.

Perikon kan påvirke effekten af en række lægemidler, herunder p-piller. Derfor bør det kun tages efter aftale med en læge. At periokon er ”naturligt” betyder ikke, at det er fuldkommen ufarligt.

3. Hvidløg (Allium sativum) – Kolesterolsænkende effekt

Hvidløg i standardiseret ekstraktform er godkendt som naturlægemiddel og kan bl.a. hjælpe med at sænke et let forhøjet kolesteroltal. Den dokumenterede effekt kommer især fra allicin, som også er bakteriedræbende.

Effekten er ikke på niveau med lægemidler som statiner, og hvidløg kan ikke erstatte lægeordineret behandling, men som supplement for personer med let forhøjet kolesterol kan det give en målbar forbedring. I studier peger resultaterne også på en mulig gunstig virkning på blodtryk og karfunktionen, men disse effekter er endnu ikke grundlag for en godkendt indikation.

4. Baldrian (Valeriana officinalis) – Til uro og søvnproblemer

Baldrianrod er godkendt til uro og søvnbesvær, og det er et af de mest brugte naturlægemidler i Europa. Den aktive virkning stammer fra en komplekst sammensat gruppe af stoffer, som menes at påvirke GABA-systemet i hjernen – det samme dæmpende område, som mange beroligende lægemidler virker på, men i langt mildere form.

Kliniske studier viser, at baldrian kan forkorte indsovningstiden og forbedre den subjektive søvnkvalitet. Effekten er ikke drastisk, men for personer med lettere søvnproblemer kan det være et relevant, skånsomt alternativ, eventuelt kombineret med søvnhygiejniske tiltag. Baldrian er generelt veldokumenteret i forhold til sikkerhed.

5. Ingefær (Zingiber officinale) – Mod kvalme

Ingefær er godkendt som naturlægemiddel mod lettere kvalme og svimmelhed, og det er særligt udbredt som middel mod køresyge og graviditetskvalme. De aktive stoffer – gingeroler og shogaoler – menes at påvirke mave-tarmkanalen og centrale kvalmecentre.

Flere studier viser, at ingefær kan reducere kvalme i mild til moderat grad. Det er et af de naturlægemidler, der ofte bliver anbefalet som et førstevalg ved graviditetskvalme, fordi det har en god sikkerhedsprofil.

Hvorfor vælge et godkendt naturlægemiddel?

I en tid, hvor hylderne bugner af kosttilskud, urtedråber og ”helseprodukter”, kan det være svært at gennemskue, hvad der faktisk virker. Her skiller naturlægemidlerne sig ud, fordi de:

  • er standardiserede – der er krav til indholdet af aktive stoffer.
  • har dokumenteret effekt til en specifik indikation.
  • gennemgår kontrol for kvalitet, sikkerhed og produktion.
  • må markedsføres som lægemidler, ikke blot som kosttilskud.

Det betyder ikke, at alle naturlægemidler virker lige godt for alle, eller at de er fri for bivirkninger og interaktioner. Men det betyder, at man som forbruger kan have større tillid til, at det produkt, man køber, faktisk indeholder det, der står på etiketten – og at virkningen er undersøgt.

Også når man anlægger en miljøpolitisk vinkel, kan naturlægemidler give god mening, eftersom de ikke forurener på samme måde, som fx medicinrester fra andre typer medikamenter kan gøre. Naturlægemidler kan dog naturligvis ikke uden videre erstatte fabriksfremstillet medicin, så du skal altid følge din læges råd – især hvis du får særlig medicin på recept.

Traditioner og videnskab

Naturlægemidler befinder sig i krydsfeltet mellem traditionel urtemedicin og moderne evidensbaseret behandling. De fem eksempler ovenfor viser, at der findes naturbaserede midler med reel, dokumenteret effekt, så længe man vælger produkter, der er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.

For de fleste er naturlægemidler relevante ved lette og afgrænsede symptomer, hvor de kan fungere som et mildt supplement til livsstilsændringer eller andre ikke-farmakologiske tiltag. Ved vedvarende eller alvorlige symptomer bør man altid opsøge professionel rådgivning.

Find mere læsestof her